En af vor tids mest omtalte skandalesager er opkaldt efter et dyr, minken. Hvis man skal forstå sagen, er man nød til at se bort fra mange af de ellers rimelige argumenter, der enten taler for eller imod minkavl. Rimelige, hvis man taler for dyrevelfærd. Rimelige, hvis man taler for erhvervsinteresser. I almindelighed, uanset om man er for eller imod, rimelige argumenter, fordi de kan forstås og modargumenteres, begge veje. Det samme gør sig gældende i forhold til spørgsmålet om der var en særlig situation, der krævede handling. Altså en epidemi der skulle håndteres.

Mink-sagen handler kun om en ting:

Må man som statsminister eller minister befale embedsfolk og myndigheder at lave indgreb mod borgerne uden at der er en lov om indgrebet?

Svaret burde være nemt at besvare. Det må man naturligvis ikke. Hvis man måtte, ville det svare til at regere et land uden om love. Dermed ville der ikke være tale om en retsstat. Kendetegnet ved et retsstat er, at man vedtager love, der herefter kan håndhæves. Intentionen er at borgerne i samfundet ved, hvilke regler der gælder. Hvis en statsleder kunne regere uden om det princip, ville man kunne blive retsforfulgt og straffet, uden at have haft en rimelig chance for at vide, hvad man måtte eller ikke måtte.

Det er så fundamentalt i en retsstat, at sagen er yderst problematisk for den socialdemokratiske regering. Det samme gælder for regeringens støttepartier. Hvis støttepartierne accepterer en situation, hvor man handlede uden lovhjemmel, måske endda bevidst, vil det skabe en farlig præcedens. Retsstaten ville vakle. Når Mink-kommissionen nu har offentliggjort konklusionerne, er det derfor skæbnetime for de implicerede politikere og embedsfolk. Men det er også en skæbnetime for Danmark. Generelt er det et stort problem, at der ikke er en klar retsinstans til at behandle væsentlige spørgsmål i relation til grundloven. En forfatningsdomstol ville have været en vigtig brik i at beskytte demokratiet, forebygge at ministre og embedsfolk forgreb sig på retsprincipperne, men ikke mindst skabe tillid til den demokratiske proces.

Der findes ingen undskyldninger for at køre over for rødt. Man kan godt forklare, at man blev distraheret. Man kan også sige at man overså det røde lys. Men man bliver ikke frikendt. For hvis der var nuancer for at køre over for rødt, ville det røde lys miste sin betydning. Det betyder nemlig at man skal stoppe, og at der ikke er nogle undtagelser eller undskyldninger for ikke at gøre det. Årsagen er den simple, at dem der kører overfor grønt lys, kunne blive ramt af de billister, der kørte over for rødt. Derfor holder man sig strengt til at ingen må køre overfor rødt. Det er en nem regel, de fleste overholder.

Sådan burde det også være for politikere i en regering. At lave indgreb mod borgerne uden at der er lovhjemmel til det, svarer til at køre over for rødt. Det er en så fundamental og principiel regel, at man skal have loven bag sig. Der findes ganske enkelt ikke nogen brugbare undskyldninger. Det gælder også for de myndigheder, der har deltaget i festlighederne. De kan ikke undskylde sig med, at der blev givet ordre fra det ene eller det andet ministerium.

For demokratiet er Mink-sagen af den allerstørste betydning. Uanset hvem der besad regeringsmagten, så ville demokratiet ikke kunne tåle at en regering kørte over for rødt. Daværende statsminister Poul Schlüter valgte at træde tilbage på grund af Tamil-sagen. Der var ikke plads til undskyldninger. På trods af at det var hans minister, Erik Ninn-Hansen, der havde hovedansvaret, faldt hele regeringen. Også fordi Schlüther erkendte problemerne for en siddende regering og regeringens leder, der i den sidste ende havde hovedansvaret.

Det samme bør statsminister Mette Frederiksen vælge at gøre, hvis konklusionerne er, at man ikke havde lovhjemmel. Eller endnu værre, hvis man vidste, at man ikke havde lovhjemmel. Det vidste tilsyneladende ministeren for området, der var på tale, Mogens Jensen. Men også han handlede i samspil med Mette Frederiksens højre hånd, Barbara Bertelsen. Alene det at det kom fra statsministeriet, bør være nok til at Mette Frederiksen erkender sit eget ansvar.

Der spejdes også i disse dage til støttepartierne. De kan naturligvis fjerne grundlaget for regeringen. Den kan komme i mindretal. Men det er ikke støttepartierne, der bør afgøre sagen. Det bør Socialdemokratiet selv gøre. Besindige og retskafne politikere i partiet bør kræve at Mette Frederiksen forlader posten som statsminister og partileder, da der nu skal rejses sager mod hendes nærmeste allierede i statsministeriet. Folk hun selv har sat ind, og som man må forvente hun har en lige linje til. Uanset hvilket parti man tilhører, så vil det være skadeligt for et demokrati, hvis man ikke på tværs af alle partier kan enes om, at en regering og en statsminister skal overholde loven.

Det handler end ikke om politik. Det er ikke et spørgsmål om partitaktiske finesser. Det handler udelukkende om grundprincipperne i retsstaten. Derfor bliver det en skæbnetime for demokratiet, hvor Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten og De Radikale nu er til eksamen i demokratisk sindelag. Det vil give alvorlige dønninger i årevis, når Mink-kommissionen konkluderer at man handlede ulovligt og med vilje, uden at det får regeringen til at gå af.