Fredericia Håndboldklub og Skive fH spiller torsdag aften i thansen ARENA, selvom der er landsholdssamlinger, og der derfor egentlig er landsholdspause i den danske liga.

I løbet af en sæson er der indlagt flere landsholdsterminer. En af dem er i denne uge, hvor der blandt afholdes Golden League, ligesom øvrige A- og ungdomslandshold er samlet. Eksempelvis er det danske U20-landshold samlet fra den 14. til den 20. marts, hvorfor FHK ikke har Jonas Raundahl og Nikolaj Petersen til rådighed i den periode, selvom der i tirsdags blev spillet en pokalkamp og der torsdag står ligahåndbold på menuen. Under normale omstændigheder ville de være i spil til at være en del af 16 mandstruppen, når FHK spiller ligakamp.

Flere andre hold har også valgt at afvikle deres pokalkampe i denne uge, da det er mod lavere rangerende modstandere, og det derfor ikke gør det store, at man mangler nogle af de normale spillere på holdet. I ligaregi er det dog yderst usædvanligt, at der afvikles kampe, når der er landsholdstermin. I dette tilfælde gjorde en coronaaflysning den 18. februar, at der skulle findes en ny kampdato til opgøret FHK og Skive.

adp-as.dk

FHK bød ind med flere forskellige muligheder, hvor der ikke var landsholdstermin, men der bed Skive ikke til bolle, og i stedet blev parterne enige om, at kampen afvikles torsdag aften. FHK-direktør Thomas Renneberg-Larsen oplyser, at to klubber indbyrdes blev enige om, at kampen skal afvikles i en landsholdstermin, da ingen af de to klubber har landsholdsspillere.

I stedet for at være hjemme i stuen og skulle se Danmark mod Norge klokken 20:45, er der i stedet vitale point på spil for FHK og Skive. Fredericianerne kæmper for endegyldigt at sikre sig en slutspilsplads matematisk, men det regnes for en formalitet. I stedet for er fokus rettet på, om holdet kan ende på femtepladsen, der i sidste ende, hvis alt flasker sig, kan give en Europa Cup-plads til næste sæson. For Skive er situationen anden. De er på sidstepladsen i håndboldligaen, og har fire point op til TMS Ringsted på 13. pladsen, men da de er indbyrdes dårligere end TMS, skal de ud at hente minimum fem point i de sidste fem kampe af grundspillet.

https://www.estate.dk/ejendomsmaeglere/midtjylland/estate-peter-moeller-fredericia

Hidtil i sæsonen står Skive noteret for 11 point, og at de så skal ud at hente fem point på fem kampe, når deres pointgennemsnit er 0,48, er derfor urealistisk. Kigger man ned over Skives kampprogram er der dog flere muligheder for at hente point, men kampen mod FHK er ikke den mest realistiske. Derimod er der større muligheder i opgørene mod KIF Kolding, TTH Holstebro og Lemvig. Holder den profeti med at Skive ikke får point mod FHK, lykkes det for fredericianerne at kvalificere sig til slutspillet på en aften, hvor de på papiret har landsholdspause, men grundet særlige omstændigheder, skal spille en ligakamp.