MURDER BALLAD rykker ind på Fredericia Musicalteater med premiere den 25. marts.

En nøje udvalgt firkløver af stærke musicalperformere rykker i dag ind på Fredericia Musicalteater. Fra øvelokalet på Bülows Kaserne til de perfekte og mere intime rammer i teatrets lille sal. 

MURDER BALLAD er en moderne mordgåde bundet sammen af lækker rockmusik. Et erotisk trekantsdrama, der handler om længsel, håb, jalousi og bedrag. Om alt det, der gør kærligheden kompliceret, uimodståelig – og meget livsfarlig.

– Vi har fundet et fantastisk cast i topklasse. Intet mindre. MURDER BALLAD er en elektrificerende, men dødsdømt kærlighedshistorie. Fire helt unikke og kreative kunstnere med stærke personligheder og talenter vil med garanti bringe karaktererne i forestillingen til live på en uforlignelig måde.

– Jeg håber, at alle vil komme og se den! Det er en sing-through med ingen dialog overhovedet. Musicalen trækker på ældgamle traditioner, men her fortælles en tidssvarende og moderne historie om tvangstanker og kærlighed kombineret med menneskelig virkelighed. Jeg glæder mig helt usigeligt, siger Ferry Hogeboom.

En must-see-musical

MURDER BALLAD fik verdenspremiere i 2012 på Off-Broadway og blev én af årets absolutte Must See-forestillinger i New York. Musicalen fik fantastisk flotte anmeldelser, og har siden været opført over hele verden, fra West End i London til New Zealand, Argentina, Belgien og Holland.

Nu er turen kommet til Danmark, hvor det er lykkedes Fredericia Musicalteater at sikre sig rettighederne til denne originale og medrivende rockmusical med en perlerække af fængende sange skrevet af Julia Jordan og Juliana Nash.

En hudløs, intim og ægte historie

MURDER BALLAD handler om den unge kunstner Hannah, der dater den karismatiske bartender Tom. Men da hun møder den fornuftige poesi-studerende Alex, forlader hun Tom og gifter sig med Alex. De to får et barn og lever det gode familieliv, men som tiden går, begynder Hannah at længes efter lidenskaben, hun havde med Tom. Hun starter en affære med ham, men efterhånden som den begynder at køre af sporet og Tom bliver mere og mere besat af hende, går det op for Hannah, at hun vil tilbage til Alex. Men alting har en pris, og spørgsmålet er, hvem skal betale?

Et stærkt hold

I rollen som Hannah ses Anne Fuglsig, som er uddannet fra Den Danske Scenekunstskole Musicalakademiet, Fredericia og tidligere har medvirket i store musicals som Shu·bi·dua – The Musical, Disneys Klokkeren fra Notre Dame og Prinsen af Egypten. Alle på Fredericia Teater.

Anders Gjesing der har rollen som Tom, har også en perlerække af musicalroller bag sig, bl.a. i We Will Rock You, Skammerens Datter I og II, American Idiot, Sanne – The Musical, Midt om natten og senest Atlantis.

Mads Æbeløe Nielsen spiller rollen som Alex og er ligeledes uddannet fra Den Danske Scenekunstskole Musicalakademiet, Fredericia. Han har medvirket i en lang række store musicals på både Fredericia Teater, Det Ny Teater og Det Kongelige Teater.

Som Fortælleren ses Line Staun Jensen, der også er uddannet fra Den Danske Scenekunstskole, Musicalakademiet, FredericiaHun har bl.a. haft roller i Disneys Klokkeren fra Notre Dame – The Musical og Catch Me If You Can.

Instruktør er Mads M. Nielsen og koreografien laves af Ernestine Ruiz, der sammen med Rob Hartmann som producer, Anna Juul Holm som kostumedesigner og Lise Birch som scenograf udgør et stærkt og erfarent team.

Opsætningen har premiere den 25. marts 2022.

www.murderballad.dk

Murder Ballad er – udover at være showets titel – en reference til en musikalsk sub-genre, hvor sange dedikeres til at fortælle historier om lidenskabsforbrydelser, siger Line Staun Jensen.

Vi har at gøre med en historie lig dem der ligger bag sange om mord som Hey Joe og Maxwells Silver Hammer. Spørgsmålet forestillingen stiller er: hvordan ender det så galt som det gør?,siger Mads Æbeløe Nielsen.

Forestillingen omhandler rigtige mennesker med rigtige glæder og problemer i den virkelige verden. Det er en evig gyldig historie om kærlighed, had og alt derimellem, siger Anders Gjesing.

I Murder Ballad bliver vi taget med på en følelsesmæssig rejse gennem voksenlivet, ægteskabet, forældreskabet og længslen efter kærlighed og lykke. Vi er alle skabt til længsel, men i mødet med hinanden rammer vores egen tvivl og sårbarhed os, så det kan være svært at sige, hvad det er, man ønsker sig fra den anden. Ingen får for evigt, alt hvad vi har er i dag, siger Anne Fuglsig.