Lige nu er det en noget rodet affære at komme ind og rundt i Fredericia Sundhedshus. Håndværkerne er i fuld gang med den næste etape af byggeriet, så der er både lokaleflytninger, byggerod og larm i Sundhedshuset. Men formand for Sundhedsudvalget, Susanne Eilersen, glæder sig over at der sker så meget i udvalgets helt store projekt, Sundhedshuset.

Sundhedsudvalget var mandag samlet igen efter sommerferien, og et af punkterne på dagsordenen var en status på udvalgets helt store projekt: Sundhedshuset. Løbende har man kunnet følge med i at flere aktører flytter ind, ligesom ombygningerne skaber bedre rammer for fremtidens lejere i huset. Lige for tiden er der fuld gang i Sundhedshuset, for udover de eksisterende lejere er et hold håndværkere rykket ind for at færdiggøre den næste etape af renoveringen af det gamle sygehus.

“Det står godt til med Sundhedshuset”, fortæller formand for Sundhedsudvalget, Susanne Eilersen da hun blev spurgt ind til hvordan det går med Sundhedshuset. “Det er lidt som at komme ind i en lille myretue, når man i de her uger besøger Sundhedshuset”, fortsætter hun.

“Det er den tredje store fase vi nu har gang i, hvor hele underetagen skal laves færdig. Herunder er det længe ventede varmtvandsbassin, hvor der bliver knoklet på højtryk. Efter planen skal det stå klart lige efter efterårsferien, men som det ser ud lige nu, så følger vi planen – så vi kan åbne varmtvandsbassinet til stor glæde for Sundhedshusets brugere”, forklarer Eilersen og fortsætter:

“Så er der også resten af underetagen, hvor blandt andet lægevagten er flyttet midlertidigt for at renoveringen kan blive færdiggjort der også. Dertil er også hele udearealet bagved, hvor der kommer en ny legeplads og en aktivitetsplads. Der bliver også lavet markant bedre parkering for vores handicappede brugere, ligesom der kommer en af- og påstigningszone for Flextrafik”.

“Så alt i alt sker der rigtig mange ting på Sundhedshuset, som vi er meget glade for. Det roder lidt, men det er kun midlertidigt – og resultaterne bliver rigtig gode. Vi går også ind i en budgetfase, hvor vi skal forhandle om yderligere tiltag på Sundhedshuset. Herunder blandt andet et ønske fra lejerne om en udskiftning af vinduerne, en klimasikring af facaden og andre ting, men det må være op til budgettet at se hvor langt vi kan komme med de tanker”, lyder det afslutningsvist fra Susanne Eilersen, formand for Sundhedsudvalget.

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer