Jeg har altid haft en stor interesse for vores samfund, men jeg har altid haft en særlig interesse for social- og retspolitik. Jeg er tit blevet opfordret til at gå ind i politik, men det har jeg altid afvist med et skævt smil. For hvad kunne jeg i virkeligheden byde ind med? Det er jo alle de kloge mennesker som går ind i politik.

Et menneske med min baggrund forbinder man ikke med politisk indflydelse. Jeg kommer fra socialklasse fem og befinder mig nu i socialklasse tre, altså fra underklasse til middelklasse. Så nu passer jeg pludselig ind i samfundets kasser. Jeg har det svært med kasser alene af den grund, at mennesker er forskellige og behovet for støtte er individuelt. Søren Kierkegaard sagde det så smukt en gang

At man, når det i sandhed skal lykkes en at føre et menneske hen til et bestemt sted, først og fremmest må passe på at finde ham der, hvor han er og begynde der. Dette er hemmeligheden i alt hjælpekunst. Den der ikke kan det, han er selv i en indbildning, når han mener at kunne hjælpe en anden

Og der er noget om snakken, da jeg ikke passede ind, var jeg dømt ude og stadig den dag i dag, bliver jeg mødt med fordomme. Klassens tykke dreng er blevet stueren og alligevel ikke. Jeg kommer selv fra en udsat familie som både har været præget af psykisk sygdom, misbrug og kriminalitet, men jeg brød mønsteret og man kalder mig derfor mønsterbryder.

Jeg har i dag en pædagogisk uddannelse, jeg læser i øjeblikket en professionsbachelor i social- og specialpædagogik og ved siden af det, driver jeg også min virksomhed #Mønsterbrud som beskæftiger sig med forebyggende foredrag i forhold til misbrug og kriminalitet.

Jeg tilbyder også mentorordninger og ved siden af det, lejer jeg mig selv ud til opholdssteder, psykiatri mm. Jeg har arbejdet med både utilpassede unge, bandemedlemmer, hjemløse, misbrugere, domsanbragte med psykiatriske overbygninger og udviklingshæmmede. Jeg arbejder altså til dagligt med vores samfunds mest udsatte medborgere. Det er dem mit hjerte banker for, de som har brug for omsorg og støtte, dem vi andre ikke må lege med, de som gang på gang er blevet svigtet, både af deres familier eller af velfærdsstaten Danmark.

Jeg ønsker både bedre vilkår og værdighed for vores udsatte medborgere, derfor har jeg meldt min partiforening SF Fredericia, at jeg melder mig på banen i kampen om at blive en af partiets spidskandidater til kommunalvalget i 2021.

Jeg har den seneste tid forberedt mig på at indtræde i lokal politik, det betyder at jeg har deltaget i forskellige arrangementer. I går var jeg eksempelvis til debatmøde i demokraticontaineren i Kanalbyen. Overskriften var “Børnenes hold” Med udgangspunkt i statsministerens nytårstale, tilstede var lokale politikere fra SF, R og Ø derudover en forældre og en opsøgende gade pædagog som havde taget en af byens udsatte unge med. Debatten var både god og bred og vi kom rundt om mange områder.

Til min store overraskelse opdagede jeg, at vi overordnet set er enige. Nej tak til flere tvangsanbringelser, en tvangsanbringelse burde være myndighedernes hårdeste sanktion. Det er kun i grove sager om misbrug, vold og omsorgssvigt at en tvangsfjernelse burde finde sted. Vi skal være langt bedre til at sætte ind forebyggende, netop så tvangsfjernelser ikke bliver nødvendige. Vi ved fra både sundhedsplejersker og pædagoger i vuggestuer og børnehaver, hvem der allerede har udfordringer der. Men alligevel taber vi børnene på gulvet lige der. Det skyldes i min optik dårlige normeringerne og mangel på faglighed, det samme gør sig gældende i skolen. 

Bare ordet inklusion får det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig. Jeg nævnte på debatmødet, noget som ligger mig meget på sinde, vi har omkring 85 unge som render rundt i midtbyen. De har ikke noget sted at være, bevares der er aftenstilbud to gange i ugen i henholdsvis Erritsø og nord byen fra kl. 19,00 til 21.00 men det er jo slet ikke nok.

Fritids- og ungdomsklubber gør en stor forskel for at forebygge udsatte børn og unges bevægelse mod kriminalitet og misbrug, men desværre er klubområdet nærmest blevet udhulet de sidste 15 år og blevet en sørgelig statist mellem skole og hjem. Da fritids- og ungdomsklubberne havde deres storhedstid i 80erne og 90erne, var det en af vores største socialpolitiske succeser.

Forskere fra DPU, Aarhus Universitet har netop udgivet en rapport som giver svar på, hvilke muligheder pædagogiske indsatser i fritids- og ungdomsklubberne rummer for at forebygge udsatte børn og unges bevægelse mod kriminalitet og banderelaterede grupper. Resultaterne viser, at fritids- og ungdomsklubberne gør en forskel og er et af samfundets vigtigste våben til at forebygge social udsathed. En god bro mellem skole og fritid, kan gribe en ung der nødvendigvis ikke trives derhjemme eller i skolen.

Jeg bliver voldsomt provokeret af, at vi i forvejen har perfekte rammer for vores unge inde i midtbyen. Ungdommens hus slår sig på at være huset for alle. Men det er ikke helt sandt. Det har længe været en offentlig hemmelighed, at det kun er for en broget skare af mere eller mindre voksne. Hvorfor har vores børn ikke adgang til huset, enhver som gider bruge tid på at kigge forbi Ungdommens hus, kan se med selvsyn at huset nærmest ikke bliver brugt. I hvert fald ikke i det omfang som det burde.

Med tanke på misbrugsanalysen som blev offentliggjort sidste år, så er der plads til forbedring for at sige det pænt. Her har vi en mulighed som ligger lige til højrebenet, det ville være synd og skam ikke at gribe muligheden.

Leave a Reply