Vi befinder os i en tid, hvor alt hvad vi kender har forandret sig på så kort tid, at det ikke tåler sammenligning med ret mange andre begivenheder i historien. Krige har der ofte været optræk til. Fattigdom var udbredt. Økonomiske kriser kunne overraske, men de var gentagne.

Coronakrisen har derimod overrasket de fleste borgere i verden. Specielt med den hast hvormed situationen har og fortsat udvikler sig. Den ene utrolige situation efter den anden. Den ene historiske meddelelse efter den anden.

Hvor skal det føre os hen.

Uvisheden er måske den mest belastende faktor. Der er mange informationer, og de kan endda ændre sig undervejs. Det er det ukendte. Indstillingen fra en travl hverdag til et på mange måder lammet samfund har været en enorm oplevelse for mange. Folk vælger mange forskellige indfaldsvinkler til krisen. Der er forskellige opfattelser. Både af alvoren, hvor meget eller hvor lidt man skal gøre, løsningerne og årsagerne.

Dog er det allerede nu sikkert og vist, at coronakrisen har medført samfundsomvæltende foranstaltninger. Vi håber nok alle, at det er midlertidigt og kortvarigt. Men i krisens tid er usikkerheden med til at skubbe til vores virkelighedsopfattelser.

Nu afventer vi resultaterne af den omfangsrige isolation og afstandtagen, der er iværksat. I andre lande har vi set markante resultater med denne taktik. Vi håber den kommer i Danmark også. Der er fortsat mange, der ikke er helt er med på konceptet. Men for størstedelen af befolkningens vedkommende, er det en fælles indsats for at nå målet.

Det svære ved denne krisesituation er, at den fratager os mennesker en af de mest fundamentale styrker vi har: Den fælles kontakt i hverdagen, der gør os til holdspillere. Ved hjælp af de moderne teknologier kan vi opretholde kontakten på et vist plan, men vi kommer også til at mærke hvor overfladisk digital tilstedeværelse kan være, i længden. Efterhånden som dagene går vil de fleste nok kraftigt ønske sig at komme tilbage til en normal hverdag.

Det er alligevel en fælles oplevelse for alle danskere. Vi oplever i vores isolerede miljøer den samme store historie. Måske kan det give os en fornyet fællesskabsfølelse. Vi skal også kunne tro på, at når coronakrisen er overstået, kan vi rejse os igen som samfund. Vores børn og børnebørn vil vide mere om håndvask og sprit, end vi nogensinde gjorde før den indtraf. Det er flere på redaktionen, der aldrig har haft så rene hænder før.

Coronakrisen kommer helt ned på det niveau, hvor vi pludselig skal tænke over, hvor vores hænder er, og hvad de lige har rørt ved. Det er ikke længere tilfældigt, om man har kløet sig bag øret. På den måde udfordres vi af en usynlig fjende, der lurer om hvert et hjørne. Sådan kan det føles. Hvis man ikke har den rette kampgejst, kan det være en stor prøvelse. Om vinteren, dengang vi stadig havde vintre, kunne folk ved pludselig snefald være nød til at blive hjemme, og så mødtes man med naboen, mens man skovlede sne. En prøvelse der også kunne binde folk sammen, der ikke kendte hinanden. Som når man hjalp nogle med at få bilen fri af sneen, selvom man ikke kendte dem.

Den samme følelse kan man få af coronakrisen. Men istedet for at kunne mødes om det, er vi nød til at være på afstand. Derfor er hele oplevelsen så ualmindelig surrealistisk.

Denne usandsynlige verden lever vi i nu. De steder vi plejer at komme, er landet i en alvorlig krise. Cafeer, butikker, restauranter, spillesteder og mange flere. Deres omsætning er stort set forsvundet, fordi hele deres levegrundlag er folk, der kommer for at være sammen med nogen om noget. Krisen har for dem fået et øjeblikkeligt resultat. Selvom de fleste af stederne sandsynligvis kan forstå den overordnede årsag eller nødvendigheden af tiltagene, så risikerer mange at miste alt.

På et tidspunkt vil det nok gå op for mange, hvorfor det har været nødvendigt at lukke samfundet ned. At alle de almindelige regler skulle forsvinde på kort tid.

Skriv et svar