I disse dage ser store dele af Fredericias befolkning chokerede og måbende til, mens de nyvalgte politikere i byrådet forbliver tavse og anonyme.

Grunden til at de ikke har noget at sige om den aktuelle sag om borgervejleder Jesper Gottlieb er, at de alle har været dybt involveret i sagen, hvor de selv har hørt ensidige partsindlæg, men aldrig nogensinde hverken talt med manden selv eller givet ham samme lukrative adgang, som forvaltningens ensporede skare af forurettede medarbejdere har haft.

Kort sagt er der tale om en skueproces.

Der hersker ikke længere tvivl om at Jesper Gottlieb i sine år som borgervejleder i Fredericia Kommune har gjort et godt stykke arbejde for borgerne, for det indrømmer selv forvaltningen. Virkeligheden er bare, at det er politikerne og kommunalforvaltningen ligeglade med. De er også ligeglade med pressen og borgerne.

Årsagen er den simple, at de er i begyndelsen af en ny embedsperiode, og at de er overbeviste om at sagen vil være længe glemt inden næste valgår.

Alt dette ændrer ikke ved at det mindste man skal kunne i en retsstat og et demokrati er, at give alle en mulighed for en rimelig rettergang. Jesper Gottlieb var dog allerede fortid, da han sendte en e-mail til gruppeformændene efter kommunalvalget i 2021, og selv gjorde forvaltningen og politikerne opmærksomme på at hans stilling ikke var beskyttet, sådan som alle ellers havde troet.

Det er politikernes ret at kunne bestemme, hvem der er ansat i Fredericia Kommune. Ligeledes er det også nødvendigt, at der er generel opbakning til en borgerrådgiver blandt politikerne. Det uhyggelige ved denne sag er dog, hvor lidt interesse de siddende politikere har udvist for at høre eller møde Jesper Gottlieb, modsat den voldsomme interesse der har været for at høre topledere komme med anklager og påstande mod selvsamme. Udokumenteret, vel at mærke.

I Danmark har vi bygget folkestyret op på den måde, at vi vælger politikere og ansætter embedsfolk. Principielt lader vi politikerne bestemme over embedsfolkene, og vi kræver at der er armslængde mellem de to grene. Realiteten er dog, at vi i Fredericia ser ud til at have fået et ualmindelig tavst politisk byråd, hvilket sandsynligvis skyldes den alvorlige politiske krise der har raset i Fredericia siden december 2020. Også de nye partier i byrådet, Det Konservative Folkeparti og SF, formår ikke at sætte en ny politisk dagsorden, på trods af gyldne løfter om det modsatte.

Atter er politik og embedsførelse et fedt. Der sluttes ring om kommunen, embedsværket og byrådet, mens borgerne og pressen er trælse faktorer, man ind imellem er nød til at forholde sig til.

På dette tidspunkt leder erhvervslivet og borgerne efter håb for Fredericia. Man sukker efter en politisk kultur der kan skabe fremgang, vækst og fornyelse. For Fredericia er i hård konkurrence med andre kommuner. Der er ikke brug for sløseri med byens omdømme. Der er heller ikke brug for processer mod den ene eller anden person, der er faldet i unåde. Men der er brug for handlekraftige, indsigtsfulde og dygtige mennesker, der kan være med til at udvikle Fredericia og sikre sammenhængskraften i det lokalsamfund, vi har.

Hvis nogle tror at et byrådsvalg er en gummicheck til at gøre, hvad man vil, så tager de fejl. At være folkevalgt bliver man på lånt tid. Allerede dagen efter at vælgerne har talt, begynder bogføringen. Sådan er demokratiet. Vælgerne holder øje med hvad de får for deres stemmer. Og at udføre magt med tavshed er absolut ikke det, vælgerne er blevet solgt eller har stemt for.