Et af de helt store temaer i håndboldens bagland er den kabale, der er ved at blive lagt med målmændene. Eksempelvis vil en offentliggørelse af stjernekeeperen Torbjørn Bergeruds fremtid sætte gang i kabalen oppe fra og ned.

Det har i længere tid været kendt, at Torbjørn Bergerud forlader Flensburg-Handewitt til fordel for en endnu unavngiven klub. Som erstatning har nordtyskerne hentet Kevin Møller, men der er endnu ikke sat navn på Bergeruds klub. Pilen peger formentlig i retning af PSG eller Barcelona.

Barcelona står og mangler en keeper efter afgangen af Møller, og PSG står og mangler en topkeeper, der kan være med til at sikre dem det Champions League-trofæet, som de har jagtet i flere år. Paris’ helt store problem har været svigende kvalitet mellem stængerne, og i den henseende ville Bergerud højne niveauet i franskmændenes mål. Det vil til gengæld gøre, at PSG ville skulle skille sig af med 39-årig Yann Genty eller Vicent Gérard, eller køre næste sæson med tre keepere.

Uanset hvad der sker, så vil offentliggørelsen af Bergeruds fremtid sætte skub i keepermarkedet, da klubber, der har vist interesse for nordmanden, så vil skulle ud at reagere på, at de ikke fik den ønskede målmand. Og på den måde vil karussellen kunne køre helt til Danmark, hvor der formentlig kommer til at ske aktivitet i flere klubber. Blandt andet skal Ribe-Esbjerg ud at hente ny keeper, da det er blevet offentliggjort, at René Villadsen skifter til HC Midtjylland. Til gengæld har sydvestjyderne forlænget med Søren Rasmussen, og det logiske ville derfor være, hvis de kiggede på en yngre arvtager for Villadsen.

Et andet sted, hvor der kigges på keepersituationen, er på Sydfyn. Aldrende Søren Haagen kan ikke holde for evigt, og unge Viktor Hallgrimsson kan med et godt VM blive aktuel for udenlandske storklubber, som kan være interesseret i at købe ham fri af kontrakten med GOG, der løber frem til sommeren 2021.

I Fredericia er der også spørgsmålstegn om, hvad der skal ske. Jimmi Andersen står med kontraktudløb, og i de seneste par kampe før jul har han ikke indgået i 16 mandstruppen. Hvad der skal ske med Andersen er uvist, men det er uden tvivl en situation, som er oppe at vende både hos keeperen selv og på FHK’s ledelsesgang. Mikkel Løvkvist har imponeret til træning, og derfor blev han indlemmet på holdkortet, men Løvkvist som den eneste gardering til Emil Tellerup, der også er på kontrakt i næste sæson, er ikke nok. Det logiske ville være at finde en keeper, der som minimum har det niveau Tellerup har vist, når han har spillet bedst i den her sæson. 

I TTH Holstebro får man til næste sæson helt ny målmandsduo, da både Rickard Frisk, Nicklas Graugaard og Sebastian Frandsen forlader TTH, der til gengæld får tilgang af Josip Cavar og Ronnie Nicolaisen. Frandsen stræber efter at komme til udlandet, men med en skade på nuværende tidspunkt har han ikke præmisserne for at vise sig frem, så om han muligvis kan havne i en anden dansk klub i stedet, hvis udlandet ikke bider på krogen, er uvist.

Hvad der kommer til at ske i den store karussel, og hvornår det kommer til at ske, kommer til at afhænge af, hvornår de helt store ting som Bergeruds fremtid offentliggøres.

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer