22-årig Kristian Kirkegaard skiftede til FC Fredericia i sommeren 2019. Han tog springet fra 2. division og har markeret sig som en af profilerne på FC Fredericia-mandskabet i efteråret. Fredericia AVISEN har sat den rolige Kirkegaard i stævne i Tyrkiet på holdets træningslejr.

Han er ikke den, der råber højst, men med et fremragende efterår har han været en af profilerne for FC Fredericia, som hentede ham i Kolding, der i samme ombæring rykkede op i NordicBet Ligaen.

Kristian Kirkegaard på træningsbanen i Tyrkiet. (Foto: Patrick Viborg Andersen / Fredericia AVISEN)

Kirkegaard kom fra en sæson i 2. division, hvor han var en af de største profiler, og derfor var det forventet, at han skulle bruge tid på at tilpasse sig, men nærmest fra dag et har Kristian Kirkegaard taget Fredericia med storm. I løbet af efteråret blev det til i alt 21 kampe, seks mål og seks assist fordelt over 1.574 spilleminutter.

”Jeg er overvældet over, at det er gået så godt. Jeg spillede fra start, da jeg kom. Selvfølgelig havde det noget at gøre med truppens størrelse og Christian Sørensens afgang til Viborg, men jeg er glad for at have chancen fra start,” siger Kirkegaard.

Hvorfor skiftede du til FC Fredericia?

”Mine kompetencer passer ind i klubben. Jeg havde set, at Fredericia spiller en god omgang fodbold med et mindset, der passer godt ind i mit,” siger Kristian Kirkegaard.

Kolding rykkede op, og den nemme løsning havde været at forlænge med dem, men den 22-årig offensivspiller frygtede for holdets spillestil, som nemt kunne gå hen at blive noget tonserbold.

”Jeg tænkte umiddelbart, som oprykker, at man i de første sæsoner ville overleve. Jeg var bange for at komme til at stå dybt , og når jeg havde andre muligheder, så tænkte jeg det ville være et bedre match,” forklarer Kirkegaard.

Du siger andre muligheder. Hvad var ellers aktuelt?

”Da jeg først hørte om Fredericias interesse, så var det udelukkende dem jeg tænkte på,” siger Kirkegaard og griner.

Hvad har gjort, at du er faldet så godt til?

”Hele truppen har givet mig plads fra start. Jeg følte mig hurtigt i en position, hvor jeg følte mig komfortabel ved at prøve ting, der gør mig god,” siger Kristian Kirkegaard.

Kirkegaard indledte med at sige, at efteråret har været overvældende, men for ham personligt har der været et par øjeblikke, der skilte sig ud.

”Det, der står klarest, er kampen på Vejle Stadion, da vi vandt 1-0 og jeg scorede. Det er en klub jeg tidligere har spillet i, så det var specielt,” siger ”Kirke”, som han kaldes internt i FC-truppen.

Fredericia Teater, Borgmester, Fredericia Håndbold Klub/FHK og FC Fredericia.
Annonce

En anden speciel oplevelse var på Kolding Stadion, da FC Fredericia vandt 2-1.

”Jeg har haft mange gode stunder på det stadion, og så fik jeg lov til at score til 2-0 og afgøre kampen,” husker Kirkegaard, der i sin tid i Vejle spillede sammen med Agon Mucolli:

”Det er sjovt. Vi spillede sammen på U19-holdet, hvor vi havde et godt blik for hinanden. Det fandt vi hurtigt ind i igen her i klubben. I efteråret har vi joket med, at vi skiftes til at score og lave assist til hinanden. Jeg synes, at det snart må være hans tur igen,” siger Kirkegaard og griner igen.

Kristian Kirkegaard drømmer om at nå så langt som hans talent rækker. Hvor langt han kan drive det ved han ikke, men med en placering som nummer to i NordicBet Ligaen, tror han på et forår, hvor holdet kan rykke op i Superligaen.

”Det skal jeg tro på,” konstaterer han og slutter med at komme ind på hans idol:

”Lidt atypisk er det Jack Wilshere. Jeg er Arsenal-fan og voksede op med ham som idol. Jeg synes, at han har en fed personlighed, da han giver sig 100 % altid og er en typisk englænder på den måde, at han ikke trækker sig i en duel. Jeg er ikke selv som Wilshere med at gå ned i en glidende tackling – det lader jeg Ege om, men den offensive del af hans spiil passer godt til mig,” slutter Kristian Kirkegaard.

https://www.vinmedmere.dk/

22-årig Kristian Kirkegaard spillede fra 2017 og frem til sommeren 2019 i Kolding. Forinden spillde han som U19-spiller i Vejle.

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer