Millioner og atter millioner af europæere forlod deres hjemlande for at komme til det forjættede land på den anden side af Atlanterhavet. De ville væk fra den kongelige styreform og udtalte fattigdom, som Europas perspektivløse monarker havde stået for århundrede efter århundrede. De Forenede Stater stod som et symbol på håb og frihed i det nittende århundrede. Her tog man imod med åbne arme og der var plads til dem, der var klar til at tage fat.

En af de største amerikanske filmidoler gennem tiderne var republikaneren John Wayne, der for mange amerikanere repræsenterede den stærke mand. I hans film var Wayne stålsat, handlekraftig og ærkeamerikansk. Hans udstråling på filmlærredet skabte en aura af styrke, som amerikanerne under den kolde krig nidkært spredte til det meste af verden. Selv Sovjetunionens diktator og absolutte enehersker, Josef Stalin, elskede de amerikanske westerns, som han fik vist i sin private biograf i Kreml. Så meget som kommunisterne ellers foragtede den kapitalistiske verdensorden, som USA stod for, så meget var man tilsyneladende trods alt betaget af de samme idealer som amerikanerne.

De fleste western-film havde det omdrejningspunkt, at den oprindelige befolkning på det amerikanske kontinent, indianerne, blev fremstillet som vilde og krigeriske. Heraf begrebet cowboys og indianere. Kampen mellem den hvide mand og indianerne var ofte en central del af fortællingen. At man havde stjålet landet fra indianerne var sekundært. Det var samtidig en fortælling om små byer, der forsøgte at overleve under barske vilkår, hvor ødelandskabet, støvet og pistolerne afgjorde liv eller død. I denne slags historier kunne John Wayne være garantien for at skurke ikke slap afsted med for meget. Eller indianerne.

Hovedparten af disse film fremstiller ofte personer, der kommer fra østkysten, som forfinede og ude af stand til at klare sig selv i vesten. Hvis de er med i filmene, ender de ikke sjældent med at få en tur i støvet og et spark i røven. Det er den amerikanske fortælling om, hvordan man med enorme frihedsidealer, viljekraft og uafhængighed byggede det hele op.

Så sent som i 1977 var en af de mest populære Hollywood-film i USA og resten af verden, en film (Smokey and the Bandit) hvor helten kører rundt i en hurtig Pontiac med et sydstatsflag på nummerpladen. Burt Reynolds spillede The Bandit, der lavede vild hjulspin i syden for at smugle sprut illegalt hen over statsgrænserne. Det er den del af USA, der i 2015-2021 har skabt de største problemer for det amerikanske demokrati siden borgerkrigen i 1860’erne. Disse problemer kan direkte aflæses i valgresultaterne og meningsmålingerne. I 2016 kom det til udtryk da Donald Trump blev valgt som præsident, især på grund af det kuriøse valgsystem i USA, der gør at man kan vinde et valg, selvom man ikke får flest stemmer. Præsidenten skal nemlig vælges af valgforordnede i de enkelte stater, og her kan stater med mindre befolkningstæthed konkurrere med de befolkningstætte storbyer og stater som Californien eller New York. Så da Hillary Clinton i 2016 fik betydeligt flere stemmer end Donald Trump, kunne han alligevel sætte sig i stolen på det ovale kontor, mens hun måtte gå på pension.

USA i splittelsens tegn (Foto: AVISEN)

Joe Biden fik det bedste valgresultat en amerikansk præsident nogensinde har fået. Det endte med 7 millioner flere stemmer end Trump. Alligevel har en hård kerne i det republikanske parti, anført af Donald Trump, konsekvent hævdet at Trump vandt valget. “Big”, som han siger. Dette uden skyggen af et bevis, eller snarere tværtimod: Alle hans forsøg på at få sagen kørt gennem domstolene er slået fejl, fordi dommerne har afvist sagerne på grund af, at der ganske enkelt ikke er nogen beviser for valgsvindel eller fejl. Samtlige republikanske valgforordnede har tilmed afvist, at der er fundet fejl eller svindel sted. Det er kernen i den republikanske partiorganisation. Den daværende republikanske majoritetsleder af senatet, Mitch McConnel, afviste også påstanden i Senatet. Ikke desto mindre tror 3 ud af 4 republikanerne på, at Donald Trump vandt valget. Et forbløffende resultat efter en fuldstændig gennemsigtig valghandling. Og samtidig et resultat der dybest set fortæller, at republikanernes vælgere enten ikke er tilhængere af demokratiet eller også er meget uintelligente.

Hvordan kan man ellers forklare, at 7 millioner flere stemte på Joe Biden men man vil alligevel lade Trump blive siddende?

Stormen på Capitol den 6. januar har rystet USA og resten af verden. Den demonstrerede en svaghed i hele det demokratiske system, hvis karakter er så alvorlig, at det sår tvivl om hvorvidt USA overhovedet kan ses som en samlet nation. Selv denne bizarre oplevelse af at en amerikansk præsident opfordrede en agressiv pøbel til at angribe parlamentet, har massiv støtte hos republikanske vælgere. De ønsker tilmed ikke at Donald Trump stilles til ansvar i en rigsret, selvom der aldrig har været en mere klar overtrædelse af den amerikanske grundlov, af en amerikansk præsident. Vælgerne lader til at være så radikaliserede, at de republikanske ledere er i vildrede.

Siden Donald Trump dukkede op på scenen i 2015 har republikanerne sænket standarden for, hvad der er acceptabel adfærd i et demokratisk land, dag for dag. 6 år senere angribes journalister i gaderne. Folk dræbes med automatiske rifler af radikaliserede militser, fordi de demonsterer mod politidrabene på afroamerikanere eller bare er i vejen. Ældre mennesker slås ned, fordi de støtter demokraterne. Politikere overfaldes i lufthavne af vrede republikanere. Internettet oversvømmes med kupplaner, hadefulde ytringer og opfordringer til at slå andre ihjel.

Og alt dette kan ses på de sociale medier i grufulde klip. På Facebook, Reddit eller Twitter.

Joe Biden har siden sin valgsejr i november igen og igen sagt, at han vil forene USA. Han har rakt hånden ud mod republikanerne. Men sandheden er at mange republikanske vælgere nærer et indgående had til demokraterne, som de betragter som fjender af nationen. For dem betyder det intet at Donald Trump åbenlyst samarbejdede med den russiske ærkefjende, og diktatoren Putin, om at påvirke det amerikanske valg. Eller at han blev venner med diktatoren Kim Il Jung. Nej, det der betyder noget for dem, er at demokraterne ikke skal have magten, og så helliger målet midlet. FBI har siden chokket i januar ladet forstå, at de forventer flere angreb på det amerikanske demokrati og institutioner. Man er gået aktivt ind i at få identificeret de mange personer, der trængte ind i kongressen. De sociale medier har med hård hånd slået ned på de højreradikale stemmer, der ellers i årevis har spredt deres hadefulde budskaber frit, hvilket har skaffet dem millioner af tilhængere.

Har man set bare et bredt udsnit af disse stemmer, er der ingen tvivl om, at der er tale om facisme.

Hele manøvren er dog næppe noget, der kan stoppe den hårde kerne af radikaliserede mennesker i det republikanske parti. Kilder i ledelsen af partiet har længe fortalt medierne, at de ikke har kunnet sige fra overfor Trump, fordi hans magtbase hos vælgerne var så stor, som den var. Det ville være det samme som at stemme sig selv ud. Det jerngreb som Trump-bevægelsen siden 2015 har haft om partiet, har ingen kunne bryde. Med rædsel har folk som afdøde senator John McCain og andre sindsfæller i det republikanske parti set til, mens de radikaliserede partimedlemmer har spredt deres propaganda.

Den store prærie (Foto: AVISEN)

Hvis man har prøvet at krydse USA i bil, så ved man at det er et meget stort land. Jeg har gjort det, fra stat til stat, fra by til by. Altså derude hvor man ikke lander med et fly og går ind på en bar. Ude i de små, mellemstore og større byer i stater som Georgia, Missisippi, Nevada eller Utah. Det er her man mærker, hvor langt væk fra resten af verden mange amerikanere er. De har deres eget kontinent. Det er for mange ingen særlig grund til at interessere sig for, hvad der sker et eller andet sted i Europa. Mange amerikanere kan ikke kende forskel på de fleste europæiske byer eller lande. Deres geografi er nogenlunde baseret på, hvilke stater der er i USA. Og er det ikke også rigeligt?

Når vi i Danmark forsøger at overføre vores forståelse af politik på amerikanske forhold, er det en målestok udenfor fornuft. Europa består af en stribe af individuelle stater, hvor der traditionelt ikke har været en føderal regering. De tiltag vi på det europæiske kontinent har set for at forene staterne, er blevet mødt med stor modstand og uvilje i befolkningerne. Senest er Brexit blevet eksemplet på problemerne med at skabe et Forenet Europa. På samme måde som man i Europa således kæmper for at skabe enighed blandt mange forskellige interesser, gør man det i USA.

Midt i ingenting (Foto: AVISEN)

Da anden verdenskrig brød ud i Europa, var der ingen interesse for at deltage, internt i USA. Med nød og næppe fik præsident Roosevelt gennemført en række love, der gjorde det muligt at bistå Storbritannien med forsyninger. Men belært af første verdenskrig, så havde få amerikanerne lyst til at tage turen over Atlanten for at gå i krig for europæerne. Først da USA selv blev angrebet af Japan den 7. december 1941, gik stormagten i krig. Til gengæld overtog de ledelsen af hele krigsindsatsen og kom ud efter anden verdenskrig som den stormagt vi kender idag. Den amerikanske økonomi blev voldsomt forøget og styrket på grund af anden verdenskrig, da de andre lande i verden var ødelagte af krigens følger. Efterkrigstiden blev en storhedstid for USA, hvor den materialle velstand voksede eksplosivt, samtidig med at man eksportede amerikanske værdier ud i verden. Det var her at de amerikanske filmhelte blev store, og hvor selv ærkedanske superstjerner som Kim Larsen hentede sine barndomsdrømme i biografen og i selskab med John Wayne og Kirk Douglas.

Den amerikanske indflydelse på vores kultur var enorm. Det er den også den dag i dag. Nu er det de amerikanske techgiganter som Microsoft, Apple, Google, Facebook og Amazon, der styrer slagets gang. Når Joe Biden forsøger at forene den amerikanske befolkning, er det med ryggen mod muren. For splittelsen blandt amerikanerne handler også om deres selvforståelse som helte og den rolle de ser sig i, som stormagt og verdensherskerne. Det med at vinde er noget, der er meget vigtigt for amerikanerne. En faktor som Donald Trump massivt har spillet på, når han har langet ud efter Nato-landenes bidrag til forsvaret, udmeldelsen af WHO eller afvisningen af Paris-aftalen om klimaet. Det er nemlig den gode, gamle melodi om “amerika først”, som selveste John Wayne kunne have redet rundt med sammen med sin salonriffel.

Når Europa alligevel har haft forståelse for det amerikanske folk, er det fordi, vi har en enorm gæld til amerikanerne. Både for første verdenskrig, anden verdenskrig, den kolde krig – og hele det økonomiske boom i efterkrigstiden. Et boom der med Marshall-hjælp gjorde det muligt for landbrugslandet Danmark at udskifte hestene – ja – hestene – med traktorer op gennem 1950’erne. En udvikling der iøvrigt bidrog markant til at forvandle Danmark fra et bondeland – til et industriland.

Donald Trump er ikke længere præsident, men hans vælgere er derude endnu. Og hvem de ellers måtte stemme på næste gang, så bliver det næppe en person, der ikke vil “amerika først”. Nok heller ikke en, der vil samarbejde med Europa eller det demokratiske pari. Den hårde fløj i det republikanske parti vil skabe amerikansk selvstændighed og storhed, og selvom det ikke lader til at der er en decideret politisk plan, så vil de republikanske vælgere hellere rive ned end bygge op.

Derfor bliver de kommede to år skelsættende. Vil det lykkedes en moderat republikaner at ændre kursen i partiet? Eller vil de radikaliserede grupper arbejde på den faktafornægtende og udemokratiske dagsorden, der symboliseredes ved Donald Trumps samlede præsidentperiode?

Det er det, vi får se.

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer