H.C. Andersens verdensberømte eventyr ”Den lille havfrue” ligger til grund for Fredericia Teaters nye flotte eventyr denne sommer, hvor det jyske teater med opsætningen af ”Disneys DEN LILLE HAVFRUE – The Musical” er blevet årets største teatersucces herhjemme. To måneder efter premieren på Operaen er forestillingen ”kommet hjem” til Fredericia Teater, hvor den på fjerde uge spiller for buldrende udsolgte huse og nu har rundet intet mindre end 90.000 solgte billetter. 54.000 billetter nåede musicalen at sælge i København, og indtil videre er det blevet til 36.000 billetter i Fredericia.

Med det fortsat imponerende billetsalg har Fredericia Teater besluttet at forlænge endnu en uge og har dermed forlænget forestillingen i alt fire uger. Det betyder, at sidste forestilling nu spilles søndag d. 26. oktober, og hvis man vil nå at sikre sig billetter, går den nye spilleperiode i salg på mandag kl. 10.00. Med den ekstra uges forlængelse kommer opsætningen til at spille flere gange end ”Disneys ALADDIN – The Musical” og bliver dermed den længst spillede forestilling i Fredericia Teaters historie.

– Det har været fantastisk at spille for et stort og entusiastisk publikum i København, og det er mindst lige så stort for teatret og hele holdet bag forestillingen at komme hjem til Fredericia og hver aften opleve så varm og begejstret en modtagelse fra publikum. Vi er lykkelige for succesen! Og med 90.000 solgte billetter er vi også ”økonomisk hjemme” og kan glæde os over, at musicalen kommer til at ende lige så eventyrligt, som vi havde drømt om, udtaler teaterchef Søren Møller fra Fredericia Teater.
(Søren Malmose )