Tavlehallen på Den Kreative Skole i Fredericia var i går fyldt, da skolen uddelte årets talentpriser. Eleverne stod for underholdningen, hvilket begejstrede de mange gæster.

Det var en stolt formand for Kultur- og Idrætsudvalget, Peder Tind, der i går sammen med skolens leder, Thomas Lørup Hylgaard, kunne overrække talentpriserne.

Skoleleder Thomas Lørup Hylgaard kunne byde velkommen til aftenens arrangement. Det var i øvrigt hans første gang som leder på Den Kreative Skole.

– Vi skal fejre de fantastiske elever i dag. En af de ting, der fylder for mig er; hvad er et talent lige. Jeg var til fødselsdagsfest i lørdags, hvor jeg stødte på en sang, der hedder: at lære er at ville. Egentligt er det et digt af Halfdan Rasmussen skrevet efter Besættelsen, sagde han og læste tredje vers af digtet højt for de mange gæster i salen.

At lære er at famle
i mørket, blind og stum,
at sprænge eller samle
sit eget verdensrum,
at vække det, der sover,
og gøre tanken fri,
at se en himmel over
hver drøm, man lever i

– Det er det vores unge mennesker gør, hver eneste dag, når de møder op hernede, konkluderede skolelederen.

Udvalgsformand for Kultur- og Idræt Peder Tind var også begejstret, da han gik på scenen for at overrække talentpriserne til fem elever fra henholdsvis musical, dans, billedkunst, drama og musik.

Peder Tind læste underviser, Sunne Æbelø Vestergaards udtalelser om årets talent i musical:

– Årets talent i musical har virkelig haft fart på sin udvikling i denne sæson. Hun har modigt rykket meget på sin sang, der har fået både styrke og selvtillid. Hendes skuespil har fået mange flere nuancer og dybder, der gør det skønt at se hende udvikle sine roller på scenen. Hun er rigtig god til at være sjov på scenen, men uden at gøre nar af sine roller. Det er en svær balance, som hun mestrer flot. Hendes dans er som altid vidunderlig, og hendes kærlighed til dans er meget tydelig. Hun er altid i godt humør og meget veloplagt, klar til at lære nyt. Jeg er stolt af hende, og glæder mig til at følge hendes talent videre frem, for med den fart, der har været denne sæson kan hun nå langt, hvis hun holder samme tempo. Talentprisen går til Sofie Vejrum Sørensen, sagde Peder Tind.

Næste pris skulle gå til årets danser. Her havde underviser Sara Lindhardt skrevet følgende i sin indstilling:

– Årets talent er en danser, der gennem årene har vist en stor portion danseglæde og vilje til at danse. Som en af de yngste dansere blev hun stille og roligt tilkoblet. Hun blev med sit stille, men stædige og viljefaste gemyt hurtigt optaget og respekteret af de ældre dansere på talentholdet og set som en man kunne regne med både i dansen og socialt. Hun besidder et fantastisk nærvær når hun er på scenen, og det trækker og drager publikums opmærksomhed. Denne danser har al det potentiale der skal til, gennem fortsat fordybelse og arbejde med dansen, til at nå et højt niveau i sin dans og dermed også mulighed for at komme videre frem i danseverdenen. Talentprisen gik til Olivia Bulewa Lund Mortensen, sagde Tind.

Talentprisen i billedkunst var tredje pris, og her havde underviser Pia Hesselund udtalt:

– Årets talent har gået til billedkunst siden 2012, og går nu på talentlinjen på Den Kreative Skole. Hun er kendetegnet ved sin helt unikke og meget sikre stil. Hun gør ikke så meget væsen af sig selv, men hendes værker og arbejde står altid stærkt og fortællende i sig selv. Hun er vedholdende, arbejdsom og altid klar på nye udfordringer. Hun er åben, eftertænksom og nysgerrig på nye tanker. Hun er altid klar på at yde ekstra i forbindelse med workshops, og gør hvad hun kan, for at byde positivt ind i arbejdsfællesskabet. Hun er symbolet på, at også de stille eksistenser, der med kunstnerisk udtryk, skaber de stærkeste indtryk. Talentprisen går til Malina Vigen Thagaard

Talentprisen i drama blev præsenteret af Peder Tind som pris nummer fire, og her havde underviser Sanne Æbeløe Vestergaard udtalt:

– Årets talent har haft et drive og en seriøsitet igennem hele sæsonen. Hun er nærmest holdets kaptajn, og altid klar til at gøre en ekstra indsats, samt hjælpe sine holdkammerater. Hun har modigt overskredet personlige grænser, både udenfor scenen, men også på scenen. Hun har rykket sig enormt meget og udviklet en fantastisk karakter – en blanding af rå styrke og ekstrem sårbarhed. Det har hun overført til sit eget liv, og jeg kunne ikke være mere stolt af hende. Jeg ønsker hende alt godt i fremtiden, og håber at prisen vil give hende endnu mere gå på mod til at turde vise verdenen, hvor sej hun er. Talentprisen går til Amalie Bylov Lauridsen.

Denne sidste pris var talentprisen i musik, og her havde Niels Bach Storgaard udtalt:

– Årets talent er altid i højt humør og meget hjælpsom – både i undervisningen og overfor sine holdkammerater. Har han store evner på sit hovedinstrument, men mestrer også mange andre instrumenter kombineret med sang. Han tilegner sig nyt stof, som om det var en leg og efter kort tid virker det som om, at han altid har kunnet det. Ydermere er han meget nysgerrig på alt, hvad der har med musik at gøre, lytter og spørger meget ind, hvilket forbedrer hans muligheder for at lære nyt stof, og udvikle sine musiske evner endnu mere. Talentprisen gik til Anton Kløvgaard Rothemejer.

Aftenen blev afsluttet med en sang fra den store musical, som Kirstinebjerg Skolen havde opført i samarbejde med Den Kreative Skole og Fredericia Musicalteater, Annie Jr.

Læs også