Forside Fredericia Den Kreative Skole byder på ny sommerfestival

Den Kreative Skole byder på ny sommerfestival

DEL

Den Kreative skole slår dørene op til sommerfestival mandag den 29. maj, hvor elever og lærere fra alle kunstarterne deltager. ”Afslutningsarrangementet er vokset meget siden vores jubilæum i 2015, og skolens Venneforening arrangerer som sidste år spisning fra kl. 17.00. Her kan man bl.a. opleve flere små koncerter, danseforestillinger, male på et fælles billede og deltage i andre aktiviteter. Programmet byder nu på aktiviteter og spisning i arealet omkring Glasporten allerede et par timer før arrangementet i Tavlehallen kl. 19.00, og derfor har vi omdøbt arrangementet til Sommerfestival” forklarer skolelederen i en pressemeddelelse.

I glasporten kan man i år opleve sangelever i katte duetten akkompagneret af marimbaelever, og guitarensemblet ”Candy Guitars”, ligesom Tamburkorpset fra 6. Juligarden kommer og spiller inden arrangementet starter i Tavlehallen. Klokken 18.00 optræder de viderekomne dansere i Store Sal.

Ved arrangementet i Tavlehallen kan man bl.a. opleve 40 elever optræde sammen i musik fra Star Wars og James Bond. Det er strygere med selvlysende buer, der optræder sammen med dansere med lyssværd og slagtøjselever. Aftenen byder også på en scene fra Shakespeares Hamlet, et 9 mands rytmisk orkester med blæsere, koret Les Femmes, ensembler med keyboard og guitarelever, og talenteleverne spiller en egen komposition.

Monjasa bliver ny sponsor for talentpriserne

”Det er en stor fornøjelse at kunne fortælle, at Monjasa bliver sponsor for talentpriserne i en treårig aftale”, fortæller en glad skoleleder. ”Monjasas engagement i kulturlivet er kendt fra firmaets direktør, Anders Østergaard, der er formand for Fredericia Teaters bestyrelse, og derfor er vi rigtig glade for aftalen, og glæder os til priserne overrækkes til den 29. maj, af medlem af Kultur og Idrætsudvalget, Christian Jørgensen, Der er priser til talenter inden for musik, drama, billedkunst og dans. Ud over prisen på 1.750 kr. kommer eleverne op på Talenttavlen ved skolens indgang, og vi ved fra elever og forældre, at det betyder meget for prismodtagerne at få anerkendelsen ved selve festivalen, og at få navnet op i den efterhånden lange række af prismodtagere. Det er således niende år, at der uddeles talentpriser på Den Kreative Skole, fortæller skolelederen.

Stor gave fra Venneforeningen

”Vi har i Venneforeningen gennem flere år sparet sammen til en ny marimba til slagtøjsafdelingen på Den Kreative Skole” fortæller formanden Dorte Løkkegaard. ”Både ved vores julelotteri og ved mange ganges salg af kaffe og kage, gløgg og æbleskiver ved en stribe arrangementer, kan vi ved fælles hjælp med skolen give slagtøjseleverne denne fine gave”, fortsætter formanden. ”Det er et meget fint instrument, som bygges i Tyskland efter bestilling, og det kunne ikke være et bedre tidspunkt skolen får det på, for vi har lige optaget hele fire slagstøjselever på musikskolens talentlinje, og dem kan man glæde sig til at høre de kommende år”, slutter en glad Arne Gaardsted Jørgensen.

Få lokale nyheder direkte på Facebook:
Kolding - Vejle - Middelfart - Fredericia
DEL