Ved Vester Voldgade og Jyllandsgade er der helt oppe mod Fredericia Vold en indhegnet begravelsesplads. Det er det sidste synlige bevis på, at Fredericia tidligere var hjemsted for et stort antal jøder, som levede i byen og udøvede deres religion. Det var helt specielt for Fredericia i Danmark, for vi skal ikke mange år tilbage, hvor det var ulovligt at tro på andet end det, som den danske konge troede på.

Da den danske konge grundlagde Fredericia i 1650, havde man meget svært ved at få den nye by til at vokse. Der blev gjort forskellige ting for at løse dette problem. Blandt andet gav kong Christian 5. et helt særligt sæt privilegier til Fredericia i 1674. Disse blev mere eller mindre gentaget i et nyt sæt privilegier i 1682. I begge privilegier blev der givet en del økonomiske rettigheder og religionsfrihed til Fredericia. Det var helt usædvanligt på den tid, hvor det var lovbestemt, at alle skulle have samme religion som kongen, hvilket var den evangelisk-lutherske tro. Det var ganske enkelt forbudt at tro på noget andet end, hvad den danske konge troede på. Fredericias status som religiøs fristad var derfor noget helt specielt i Danmark på dette tidspunkt, og byen havde denne særstatus i det danske kongerige frem til Grundloven af 5. juni 1849, hvor hele riget fik religionsfrihed. 

Fristaden betød, at alle kristne konfessioner og jøder fik lov til at slå sig ned i Fredericia, hvor de måtte udøve deres religion. Jøderne fik endog tilladelse til at opføre en synagoge. Den frie religionsudøvelse i Fredericia blev givet for at få byen til at vokse. Den nye by havde som sagt svært ved at tiltrække indbyggere og håbet var, at en religionsfrihed kunne lokke pengestærke mænd, købmænd, håndværkere, og andre nyttige personer, til at bosætte sig i Fredericia. I de følgende ca. 200 år, hvor Fredericia havde særstatus i kongeriget Danmark, blev det især tre grupper, som hver på deres måde kom til at præge bybilledet i Fredericia. Disse tre grupper var katolikkerne, jøderne og de reformerte.

Den jødiske synagoge i Riddergade omkring år 1900. Foto: Lokalhistorisk Arkiv

Jøderne kom hurtigt til Fredericia efter disse privilegier. De kom ikke i samlet flok, men mere drypvist. I Fredericia var håbet, at der ville komme pengestærke kræfter til byen, når disse fik lov til at udøve deres religion. I de første mange år var det dog hovedsageligt omflakkende personer, der kom til byen. Derfor truede byens magistrater jøderne med, at de ville miste deres borgerret, hvis de ikke byggede hus i byen, og slog sig ned permanent.

Inden år 1700 blev der indrettet både synagoge og skole i et privat hus hos et jødisk brødrepar i Danmarksgade. Der var dog i en årrække intern splid blandt jøderne, så der ved starten af 1700-årene var en konkurrerende synagoge i et andet privat jødisk hjem. Omkring 1715 samledes menighederne til én enhed, og i 1719 købte menigheden et hus i Riddergade, der blev indrettet til synagoge.

Interne stridigheder i første halvdel af 1700-tallet blev afløst af mere ordnede forhold i anden halvdel af 1700-tallet. I 1770’erne bestod menigheden af ca. 150 personer. Den jødiske menighed kom i det store og hele godt ud af det med den kristne del af byen. Dette var dog kun gældende, når jøderne ikke hvervede kristne til at konvertere eller blandede sig for åbenlyst i synd. Således blev en jødisk mand, der havde gjort en luthersk pige gravid, i 1726 dømt til først at trælle et år i jern som fæstningsslave, og derpå landsforvist, mens pigen blev kagstrøget (pisket, mens hun var bundet til en pæl) og smidt ud af byen. Dette uagtet, om der var følelser og enighed mellem mand og kvinde eller ej.

Den jødiske begravelsesplads ved Vester Voldgade. Foto: Museerne i Fredericia

I 1814 fik alle jøder, der var født i Danmark, tilladelse til at slå sig ned, hvor de ville. Dette blev kundgjort i Anordningen af 29. marts 1814, også kendt som Jødernes Frihedsbrev. Herefter tyndede menigheden i Fredericia langsomt ud. I 1834 var der 125 jøder i byen. I 1902 blev den sidste jødiske gudstjeneste afholdt i synagogen i Riddergade. Denne blev solgt i 1914, og nedrevet i 1915. Den jødiske menighed er ikke længere rodfæstet i Fredericia. Eneste synlige bevis på deres tilstedeværelse i byen er den jødiske begravelsesplads ved Vester Voldgade, der efter jødiske traditioner aldrig må sløjfes.