Nogle idéer er så oplagte, at det kan undre, de ikke spreder sig som ringe i vandet. Som den der med, at to topbegavede, men væsensforskellige sangskrivere tager hinandens materiale under kærlig behandling og i processen giver det såvel nye betydninger som tilfører det uventede vinkler. Det skader ikke sagen, hvis vi taler to stærke personligheder med hvert sit unikke udtryk, som til daglig ikke ligefrem deler kernepublikum. Fra to forskellige generationer. Af to forskellige køn. Og som tilmed synger på to forskellige sprog, dansk og engelsk. Det burde da kunne slå mere end gnister.

Starten på et fantastisk samarbejde

Da TV-2 sangeren og sangskriveren Steffen Brandt til et arrangement i 2001 hørte Tina Dickow synge hans ”Det Eneste Hun Vil Var At Danse” ville begejstringen ingen ende tage. Det blev startskuddet til et uventet samarbejde, som i første omgang manifesterede sig ved diverse gæsteoptrædener til hinandens koncerter. Derefter kom en stribe ”hemmelige” koncerter på udvalgte steder, før de i 2006 udgav deres fælles fortolkning af Leonard Cohens ”Halleluja”, gendigtet af Steffen Brandt.

I 2009 blev det endelig tid til en vaskeægte turne med den dynamiske duo Dickow & Brandt, som tog nationen med storm. En stille storm, for det var et helt akustisk show, blot de to med et par guitarer og hinandens sange. Og nu er det blevet tid til at gentage succesen, både for dem, der missede duoen i første ombæring og dem, der gerne vil genopleve magien fra den første turne.

Alene Sammen Igen – I Vejle Musikteater

Dickow synger TV-2! Brandt synger Dickow (som han til lejligheden har oversat til dansk!). Og der bliver naturligvis også plads til nogle velvalgte coverversioner. Samt til både røverhistorier og mere alvorlig snak. Det bliver både festligt, rørende, seriøst, intimt og musikalsk ud over enhver beskrivelse. Oplev duoen i Vejle Musikteater torsdag den 3. marts 2016.

Dickow & Brandt, Vejle Musikteater, Store Sal, torsdag den 3. marts 2016 kl. 20.00