Med den nylige beslutning blandt EU-landene om at stille krav til de såkaldte amerikanske tech giganter er der tale om et slag ud i luften på linje med cookie reglerne og GDPR. I den sidste ende rammer det kun forbrugerne og ikke de virksomheder, der tjener deres penge via internettet. For på trods af den socialdemokratiske erhvervsministers forblommede ord om alle de glædelige virkninger af aftalen, så er udviklingen af nye kommunikationsformer ikke til at stoppe. Samtidig kræver man noget af eksempelvis af sociale medier, de allerede gør af sig selv.

Det havde været mere frugtbart hvis EU havde fokuseret på at få beskatningen af store koncerner til at lande i de lande hvor disse tjener pengene. For heri ligger der den største sandhed om nutidens økonomiske system. Nemlig at nogle få personer bliver styrtende rige, stort set ejer alle værdierne, mens de færreste har reel indflydelse på deres egne muligheder for avancement. Verden har længe bevæget sig i retning af at få monopoler kontrollere de markeder, der ellers skulle være frie.

Det frie marked er en grundlæggende foranstaltning i en demokratisk økonomi. Monopoler er en trussel mod friheden, fordi nye og bedre produkter muligvis ikke kommer på markedet, når en monopolkoncern enten opkøber nye konkurrenter eller får dem udelukket på anden vis. Derfor har både EU og USA en monopollovgivning. Den bliver bare ikke udnyttet særlig effektivt. Så det er sært, at man anvender alle disse fraser om “de amerikanske tech giganter’, når man reelt allerede har den lovgivning der skal til for at regulere dem. Derfor må det handle om noget andet

Det gør det også. Det handler om borgernes ytringsfrihed. EU-landene betaler i dag betydelige summer til medier som de ønsker at kunne styre ved at gøre dem afhængige af statsstøtte. Stik imod det frie marked og intentionen hermed giver man penge til inrentable virksomheder, og holder dem kunstigt i live. På trods af at internettet har medført nye medier med en langt højere grad af informationsfrihed samt en borgerinddragelse af en historisk uset grad, bekæmper politikerne disse. Og den er den egentlige dagsorden bag ved den nye regulering. Samtidig går man meget langt i sin retorik for at fremme synspunkter om de skadelige virkninger af de sociale medier, på trods af, at der praktisk talt ikke er solid dokumentation for at det er et udbredt problem.

Man skal huske på at der er rigtige mennesker bag ytringer og handler på internettet. Når politikerne siger at de vil regulere “de amerikanske tech giganter”, så er det reelt borgerne bag tastaturet, de regulerer. Men ikke mindst det frie valg. For nogle politikere drømmer om en virkelighed hvor de kan få fjernet kritiske (for dem) opslag. Hysteriet er endeløst. Hele “cancel kulturen” er et klart eksempel på dette.

Den demokratiske samtale siger danske politikere i denne sammenhæng. Den har det ikke godt, siger man. Men den demokratiske samtale er en illusion. Det er et idealbillede af hvordan mennesker kommunikerer med hinanden, der ikke er reel. Forskellen på før og nu er bare, at nu hører man fra nogen, der før ikke blev hørt.

Og det bryder man sig ikke om.