Jeg er stor fan af den demokratiske samtale og debat, derfor var det da også på oplagt, at jeg skulle bruge min tirsdag aften foran skærmen med andre der har det ligesådan. Der var nemlig kaldt til møde i den virtuelle Demokraticontainer.

Fremmødet var stort, mange havde en lyst til at bruge deres tirsdag aften i den demokratiske samtale. Der var både tale om en række personer fra de forskellige partier, men også en række byrådsmedlemmer havde fundet vejen til Microsoft Teams, der denne aften skulle gøre det ud for Demokraticontaineren.

Til at lede debatten var Kirsten Vad Knudsen, medlem af Borger- og Demokratiudvalget. Efter en teknisk gennemgang, der for nogle måske var meget nødvendig så der ikke var alt for meget støj på linjen. 

“Rigtig hjerteligt velkommen til denne specielle debat, næsten på 1-årsdagen for vores åbning i Demokraticontaineren. Jeg har savnet at været i containeren, at blive udfordret på mine holdninger og gået klogere hjem”, indledte Kirsten Vad Knudsen. “Lad den her aften være startskuddet til mange flere samtaler om hvad der er vigtigt og hvad der ikke er for Fredericia fremover”, fortsatte hun, inden hun gav ordet videre til de øvrige medlemmer af Demokrati- og Borgerudvalget.

Formand Christian Jørgensen indledte: “I Demokrati- og Borgerudvalget er vi også sat i verden for at fremme dialog og borgerinddragelse. Vi så det derfor som naturligt at række ud og forsøge at skabe en dialog i denne situation. Den demokratiske samtale før og efter, jeg tillader mig at tilføje også under, der var det før Corona politisk drøftelse i udvalgene – og møderne i byrådssalen var i høj grad en konfirmation. Under Coronakrisen har demokratiet været under pres. Det har det internationalt. Det har de nationalt. I Fredericia Kommune har det også været tilfældet. Min tilgang er, at vi i alt det her har haft en fri presse og ytringsfrihed. Demokratiet har været stækket, men ikke sat ud af kraft. Efter kommer det tilbage på sporet. Det er jeg ikke bekymret for”, lød det fra Christian Jørgensen.

Anette Hyre-Jensen fulgte efter, indledningsvist med en stor tak til folkene bag aftenens møde. “Vi er kommet lidt længere væk fra hinanden fysisk, men jeg synes faktisk at vi i kraft af sociale medier og andre måde at mødes på, så har vi formået at være tætte og en del af det demokrati der er”, lød det blandt andet fra Hyre-Jensen.

“Jeg har savnet det her. Jeg tænker, at vi i fremtiden kommer til at inkorporere online tiltag i mange andre steder i samfundet. jeg tror at der mange steder kommer til at være folk der følger med online, også selvom der måske er et fysisk møde også. Der er også mange muligheder i det her”, fulgte Lise Nielson op.

Derfra gik dialogen frit. Min opgave denne aften var ikke at notere debatten, for den lader jeg være op til de mange deltagere der var med til mødet. Men til debatten rundede vi blandt andet den ofte ikke tilstedeværende debat i byrådssalen, lukkethed og hvor meget de unge egentlig er gået glip af som følge af Corona. 

Efter mødet talte Fredericia AVISEN med en af deltagerne på tirsdagens møde.  “Jeg vil først og fremmest rose det her arrangement. Det var også dejligt at se fremmødet. Det er første gang jeg har været med til et af de her arrangementer, og det var godt. I fremtiden synes jeg vi skal se mere lokalpolitik. lad os parkere landspolitikken. Skal vi gøre det her mere interessant, så skal det være noget alle borgere kan forholde sig til”, fortalte Søren Grøn Stampe, der udover at være interesseret i den fredericianske debat også er medlem af Det Konservative Folkeparti.

Skriv et svar