Fire gange i september skal børn og demente mødes og lave høst-aktiviteter sammen: Blomsterkranse, æblegrød, most, marmelade og slagte høns og tilberede dem. Aktiviteter, som skal give de ældre gode oplevelser og klare øjeblikke – og gøre børnene klogere på plante- og dyreliv og ikke mindst demens. Høstprojektet munder ud i en høstfest, hvor en kok og kokkeelever fra Syddansk Erhvervsskole hjælper med maden.

Til spørgsmålet om, hvorfor et plejecenter, en skole og en børnehave har indledt dette lidt specielle samarbejde, svarer Birte Schelde, demensfaglig leder på Lindegården:

– Fordi en af fremtidens store udfordringer er demens. Demens bliver en almindelig sygdom blandt befolkningen, og risikoen øges med alderen. Derfor skal børn lærer at omgås mennesker med demens. Også handler det også om at åbne op og samarbejde med andre – og på den måde skabe ny og bedre velfærd.

Lindegården og Hældagerskolen har tidligere samarbejdet. Og med succes:

– Fordi børn giver energi og livsglæde, som smitter positivt af på beboerne, lyder forklaringen fra Birte Schelde. Derfor fortsætter projektet i dette skoleår, hvor så også Børnehaven Troldebakken bliver tilknyttet. En beslutning, som glæder Hældagerskolen:

 

Huske-syge

– Udover at få kendskab til demens, lærer børnene også, at der er mennesker, som lever et andet liv end dem selv. Projektet er samtidig i god tråd med den nye skolereform og ”Den åbne skole”, som er aktiviteter og tiltag, der skal åbne skolens udsyn mod verden omkring skolen, siger Jesper Heinz, pædagog på Hældagerskolen.

Inden samværet med de demente, bliver børnene fra Hældagerskolen og børnehaven Troldebakken undervist i demens – eller ”huske-syge” – som de kalder sygdommen for at gøre det lettere for børnene at forstå. Lindegårdens personale forbereder bl.a. børnene på, hvordan de demente kan reagere. Og børnene fanger ret hurtigt, hvad ”huske-syge” er og stiller mange spørgsmål: Lige fra: ”Gør det ondt at være dement?” og ”Kan man blive opereret for sygdommen?” til, hvordan det er at bo på et plejecenter.

– Mange af børnene har allerede stiftet bekendtskab med demens. Det kan være en oldefar eller bedstemor, der begynder at opføre sig anderledes. Når børnene er undervist i huskesyge, er de gode til at abstrahere fra den adfærd, sygdommen kan fremkalde. De lægger hele deres opmærksomhed i samværet og den opgave, de skal lave sammen med de ældre. Det samme gør de ældre. På den måde bliver der skabt et helt unikt samarbejde og en gensidig accept til glæde for alle, fortæller Birte Schelde.