Forside Fredericia DeltaSwim modtog talentpris: Vi prøver at skabe et miljø omkring svømmerne

DeltaSwim modtog talentpris: Vi prøver at skabe et miljø omkring svømmerne

DEL
Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN

Til idrætsfesten modtog DeltaSwim årets talentpris sammen med EGIF Svøm. Fredericia AVISEN har talt med cheftræneren i DeltaSwim, Kirsten Detlef, om hvad det er DeltaSwim gør for klubbens talenter.

Kirsten Detlef er ansat på fuldtid som cheftræner i DeltaSwim. Kirsten møder mig ved receptionen, og sammen går vi ind i svømmehallen, hvor der hænger en lugt af klor, som det hører sig til.

Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN

Havde jeg haft badetøj på, var jeg hoppet i vandet. Iført jeans og jakke var det lidt upassende, men det var virkelig fristende.

Kirsten og jeg går ind i DeltaSwims klublokale, og vi begynder at tale om samarbejdet mellem DeltaSwim og EGIF Svøm.

“Vores førstehold træner sammen en gang imellem, pt. er det om fredagen. Vi er i en overgangsperiode, da EGIF skal have fundet en ny træner, men vi har planlagt vores stævnekalender sammen og prøver at skabe noget fælles,” siger Kirsten.

Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN

Sammen med EGIF Svøm blev DeltaSwim kåret til årets talentpris til idrætsfesten, der blev afholdt i starten af februar.

“Det er superfedt, det er et skulderklap til forældrene, de frivillige og dem i organisationen. Det er dejligt at se, at det som vi laver, bliver der lagt mærke til,” forklarer Kirsten.

Hvad gør I for jeres talenter?

“Vi prøver at skabe et stærkt miljø omkring svømmere i forhold til, at de laver noget ved siden af, men vi laver også mange sociale arrangementer og gør meget for at rekruttere de rigtige,” siger Kirsten.

Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN

DeltaSwim og EGIF Svøm blev hædret for deres talentudvikling, men der er også plads til bredden.

“Vi har førsteholdet, hvor det er et krav at være seriøs omkring det, ellers giver det ikke mening. På de andre hold er der plads til, at man dyrker andet sport ved siden af,

Inden for svømning er der flere forskellige discipliner. Lige fra crawl til brystsvømning, men i ungdomsårgangene specialiserer man sig ikke.

“Vi skal snart til de vestdanske mesterskaber, og der pejler man sig lidt ind på det, men hvis man vil disponere lidt på det kan man øve de forskellige discipliner. Det kan blive lidt trivielt,” fortæller Kirsten.

Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN

Hvornår vælger man disciplinen, som man satser på?

“Når man bliver junior vælger man alt efter, hvad der fungerer for en. Eksempelvis har vores bedste mandlige svømmer to, butterfly og crawl,” siger Kirsten.

En del forældre har den holdning, at deres barn skal lære at svømme. Den slags er også en del af oplevelsen i DeltaSwim.

“Vi har også de typer. Derfor er der også et naturligt frafald i svømning, da forældrene har den holdning, at man skal lære at svømme, men man kan det, så kan man gå til noget andet,” konstaterer Kirsten.

Hvad gør I for at få den slags typer til at fortsætte?

“Vi prøver at fange dem inden for det punkt og udtage dem til talenthold, og få dem fanget på den måde så de fortsætter,” udtaler Kirsten.

Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN

Hvordan prøver I at udvikle DeltaSwim?

“Vi gør meget med at udvikle organisationen med flere udvalg, så der er flere hænder til at løfte opgaven og få de rigtige instruktører på kanten og udvikle nogle ting,” siger Kirsten og fortsætter:

“Vi vil rigtig gerne udvide samarbejdet med EGIF Svøm. Den begrundelse vi fik for at modtage talentprisen var, at vi havde et godt samarbejde, så det skal vi udvikle yderligere på. Det kræver at begge parter er med på den, og det virker sådan. Vi vil også gerne have en projektansat i Svømmeskolen, og det skal vi søge om midler til.”

Kirsten selv har været cheftræner på fuldtid i DeltaSwim siden oktober 2017, og hun glæder sig over at leve af sin hobby.

“Jeg er uddannet folkeskolelærer, men da jeg fik chancen for at få svømning på fuldtid var det svært at sige nej. Man ved ikke om det er interesse- eller arbejdstimer, da det virkelig en interesse for mig,” siger Kirsten med et smil.

Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN

Hvordan ser en typisk arbejdsdag ud for dig?

“Jeg har haft en morgentræning fra klokken 6:00 – 7:30, og så har vi haft eliteklassetræning bagefter fra 7:30 – 9:30. Så er der lidt tid på kontoret, og så er der træning igen eftermiddag frem til klokken 18:30, hvor vi så har bestyrelsesmøde. Andre dage, hvor der ikke er morgentræning kan jeg sidde hjemme og arbejde,” udtaler Kirsten.

I alt er der i omegnen af 600 medlemmer i DeltaSwim, hvor medlemmerne er alt lige fra de helt små med babysvømning til pensionister.

www.eventc.dk
Skal du med til nogle fede koncerter? Klik her og se mere.
DEL