Når finalen i sangunderholdningsprogrammet ’All Together Now’ sendes på Kanal 5 lørdag den 19. oktober, kan man blandt andet glæde sig til at se Monika Miftaraj fra Middelfart konkurrere. Forud for finalen har Fredericia AVISEN talt med hende.

Monika kæmper om at vinde førstepræmien på 100.000 kromner på den store scene foran det 100-mand store dommerpanel – bl.a. bestående af Joey Moe, Brødrene Olsen, Pernille Højmark, Maria Montell, Mike Tramp og Anna David.

Vejen til finalen har været hård, og Monika er stolt over at være nået så langt.

“Det betød rigtig meget for mig, at komme direkte i finalen. Det var en kæmpe selvtillidsboost at få, samt at jeg fik 98 af 100 dommere til at rejse sig for mig, hvilket jeg på ingen måder havde regnet med. Jeg er meget beæret og taknemlig for det,” siger Monika.

I programmet bliver man vurderet af 100 dommere, og det var noget af en oplevelse på flere parametre for Monika.

“Det har været utrolig skræmmende at blive vurderet af 100 dommere, men også vildt spændende at høre hvilke holdninger dommerne har, når de fleste har forskellig musikalsk baggrund. Heldigvis gik det godt for mig, så den respons der har været, var utrolig god. Det er jeg rørt over,” forklarer hun.

Det at deltage i All Together Now har været en stor oplevelse for Monika, som slutteligt beskriver oplevelsen.

“Selve oplevelsen af All Together Now, var helt suveræn. Alle bag produktionen var utrolig søde, nærværende og ville en det bedste. Jeg blev tilbudt, om jeg ville gå til audition tilbage i januar måned. Jeg sprang ud i det, og det endte så med, at jeg kom med. Det hele blev filmet i maj måned, og man blev sat godt ind i programmet i forhold til sin optræden og sit “mini-interview” hvor man bliver præsenteret på tv’et, inden man går ind til dommerne. Grunden til, at jeg også meldte mig til, er jeg synes at selve konceptet om, at det kun handler om sang og performance, er mega fed. Jeg føler ikke, at man ikke bliver gjort til grin af dommerne, fordi de fleste deltager kunne synge. Udover det, skal dommerne have ros for, at de er gode til at give konstruktiv feedback til os deltagere, med en pæn og ordentligt tone. Jeg er stolt over, at have været en del af sådan et program og jeg kan faktisk kun anbefale det,” slutter Monika.

All Together Now-finalen vises lørdag aften klokken 21:00. Alle episoderne af All Together Now kan ses på Dplay ved at klikke her.

http://bit.ly/lolalecture