De værnepligtige kom tidligere på året tilbage til Fredericia efter nogle års fravær. Nu er det første hold kommet igennem, og der blev fredag taget afsked med dem på Ryes Kaserne.

De værnepligtige på hold Bruun kan se tilbage på fire måneders intensiv og afvekslende uddannelse, hvor særligt den første uge som soldat krævede omstillingsparathed. Der var rigtig mange nye ting at forholde sig til, lige fra nye kammerater, til hvorledes man bærer en uniform, til hvordan man laver eksercits og meget mere. Det var lange dage og hovederne var som regel trætte, når man som ung soldat endelig fik mulighed for at lægge sig i køjesengen om aftenen.

Uddannelseskompagniet har stor erfaring med gennemførsel af værnepligtsuddannelsen og har tidligere gennemført 11 hold i Haderslev og er grundet Slesvigske Fodregiments genopståelse blevet flyttet til Fredericia.

Værnepligten, også benævnt Hærens Basis Uddannelse (HBU), gennemføres som en fire måneders uddannelse, hvorefter de værnepligtige har mulighed for at skrive kontrakt som konstabelelever og fortsætte med en otte måneders reaktionsstyrke uddannelse (HRU). En HRU kan føre til en fastansættelse i Forsvaret eller uddannelse som sergent ved Hærens Sergentskole i Varde.

I forbindelse hjemsendelsen af de værnepligtige var Borgmester Jacob Bjerregaard til stede ved en lukket seance, hvor blandt andet bedste kammerat blev kåret. Den bedste kammerat blev Mikkel Heinemann, som Fredericia AVISEN talte med efterfølgende.

“Jeg er glade for kammeraterne sætter pris på mit venskab og humør,” sagde Mikkel og kom ind på sin tid som værnepligtig:

“Det har været meget sjovt og udfordrende, synes jeg. I starten vidste man ikke hvad man gik ind til og tænkte shit,” siger han med et grin.

Mikkel Heinemann blev kåret til bedste kammerat. (Foto: Patrick Viborg Andersen / Fredericia AVISEN)

Når man er værnepligtig er der flere oplevelser, der skiller sig ud undervejs, og et par af de hårde fortæller Mikkel om.

“Nogle feltture var hårde, især kulden, da vi var på anden felttur i minusgrader, og så var det hårdt, da vi marcherede rundt i to dage i træk,” siger han.

Mikkel kommer oprindeligt fra Køge, og havde ikke på forhånd det store kendskab til Fredericia, men det er han blevet klogere på i de seneste måneder.

“Jeg har været meget inde at spise i byen, og så har jeg været i byen to gange. Jeg synes, at Fredericia er en old school på den gode måde,” forklarer Mikkel og slutter med at fortælle, vhad fremtiden står på:

“Jeg ved det faktisk ikke, men måske kommer jeg tilbage for og tager en HBU,” slutter Martin.

Det næste hold værnepligtige starter til februar.

http://www.enggaard.dk/
Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer