Zahara sendte sin datter i skole på en ganske almindelig fredag i januar 2020. Hun havde ingen forestilling om, at hendes datter aldrig ville komme hjem igen. Det blev den værste dag i hendes liv, selvom hun er flygtet fra krig og ufred.

Da Zahara kom til Danmark var det en befrielse for hende. Som ung var hun på flugt fra et voldsomt og farligt hjemland, og hun mærkede på sin krop fra ganske lille at skulle frygte for sit liv. Men i Danmark var der ingen krig, og hun følte sig for første gang i sikkerhed. Hun havde fået børn, og nu var der især 3 ting, der fyldte meget i hende.

“For det første var jeg kommet til et sted med fred og ro. For det andet kunne jeg starte mit liv forfra og få en ny chance. For det tredje kunne jeg give min lille datter, der havde en hjertefejl, en chance for at få lægehjælp”, fortæller Zahara.

Alt i alt var hun lykkelig og taknemmelig for at have fået en chance for et liv med sin familie. Hun forsøgte at lære dansk, selvom det var svært. I dag forstår hun det meste, men der er nogle ting, hun har svært ved at udtale. Hun prøvede også på at tage et taxa kørekort, så hun komme ud på arbejdsmarkedet. Selvom hun havde 4 børn at tage sig af, så ville hun gerne gøre sit bedste.

Børnene kom i skole. Zahara har en dreng på 15 år, en pige på 14 år, en pige på 11 år og en dreng på 8 år. Hun oplevede ikke at der var særlige problemer i skolen, bortset fra at den ældste dreng kom op at slås med andre i skolen, fordi de kom med racistiske udtalelser.

“Når han blev kaldt noget racistisk, så blev han vred. Det skete en enkelt gang, hvor skolen også gjorde en masse ud af det. Altså, ikke det med at han blev kaldt for neger. Men det med at han kom op at slås med dem, der kaldte ham neger”, siger Zahara. Hun har levet med hverdags-racisme i mange år. For hende er det ikke alle danskere der er sådan, de fleste er søde, men man kan ikke undgå at møde det i hverdagen på store og små måder:

“Jeg har vænnet mig til det. Nu tænker jeg mest på mine børn, og at de skal klare sig i det her samfund. Så jeg prøvede at få snakket meget med dem om, hvordan man takler det”.

Datteren kom aldrig hjem igen

Det er morgen. Zahara sender sine børn i skole. Senere på dagen bliver hun pludselig ringet op af en socialrådgiver fra Fredericia Kommune:

“Vi har talt med din datter i skolen. Vi vil gerne beholde hende henover weekenden”.

Zahara havde ingen anelse om at der var noget i gære. Skolen havde sendt en underretning til Fredericia Kommune hvor de påstod, at hendes datter oplevede vold i hjemmet. Nu ville socialrådgiverne komme over til Zahara, fordi de ville have hende til at skrive under på en frivillig anbringelse. Konfus, forvirret, chokeret og bange forsøgte Zahara at få informationer om sin datter og hvad det hele handlede om. Hun endte med at skrive under.

“De lovede mig at hun ville komme tilbage efter weekenden. Jeg var desperat og bange. Ingen ville sige noget. Kun at det jo var alvorligt. De kiggede så underligt på mig. Jeg tænkte – de har magten – hvordan skal jeg hjælpe mit barn. Jeg måtte skaffe hjælp, men jeg prøvede at få en dialog med dem”, forklarer Zahara.

Socialrådgiverne fra Fredericia Kommune forsvandt igen. Zahara og hendes andre børn stod tilbage knuste. Hvor var deres søster og hvor var Zaharas datter nu? Hvad var det for en underretning, og hvad gik det ud på? Hun måtte ikke se den underretning, forklarer hun. Den var hemmelig. Så det var påstandene også. Kommunen nægtede at udlevere akterne med den begrundelse, at der kørte en politisag. Under alle omstændigheder fik kommunens sagsbehandlere nu fuld kontrol over barnet og kunne uhindret kontrollere barnet udenom forældrene.

Den 21. februar meldte lederen af modtagelsen i Fredericia Kommune Zahara til politiet for vold mod sit barn og de vedlagde underretningen fra skolen.

Den dag hvor hendes datter forsvandt, blev også begyndelsen til et mareridt, hvor Zahara ikke længere kan sove normalt. Hun tænker hele tiden på hendes 11-årige datter, og frygter at Fredericia Kommune også vil komme og tage de andre børn. Trygheden fra dengang hun kom til Danmark er forsvundet. Nu føler hun sig igen forfulgt og på flugt, og det er hendes børn, der er i farezonen. Zahara frygter at de sproglige forskelle og kulturforskellene gør det vanskeligt for familien, fordi myndighedernes repræsentanter er pæredanske og har fordomme om fremmede kulturer.

Vi har fået indsigt i sagens akter, og der er mange eksempler på at sagsbehandlerne er meget optaget af, at familien har en anden etnisk baggrund. Et sted står der at datteren skal have “hjælp til at være glad for sin hudfarve”. Den pige de har fjernet, blev løbende udspurgt om kulturforskellene. Nu er hun hos en pæredansk plejefamilie, og har fuldstændig mistet kontakten til sin egen familie. Det vil også sige, at hun er under konstant påvirkning fra sagsbehandlerne og plejeforældrene. Hun må hverken ringe eller skrive til sine søskende eller forældre.

Det hele skete fra den ene time til den anden.

Vil Zahara nogensinde få sin datter tilbage? (Foto: Fredericia AVISEN)

Zahara sidder voldsomt påvirket under interviewet med journalisterne. Hun har tårer i øjnene, og hendes chok over de metoder der er blevet anvendt overfor hendes familie af de danske myndigheder, har rystet hende som menneske:

“Hvad sker der i Danmark? Jeg troede Danmark var et land, der beskyttede andre mennesker. Derfor kom vi jo til Danmark. Nu er det som den krig, jeg er løbet væk fra”, siger hun stilfærdigt.

Med sig har hun en taske fuld af sagsakter. Hun sidder på redaktionen, og har taget en ven med, der fungerer som tolk, for hun vil være sikker på, at hun får sagt alting korrekt. Familien kom til Fredericia i 2016, og indtil 31. januar 2020 har de ikke oplevet at føle sig utrygge. Men alle børnene og deres forældre er chokerede. Kan man virkelig bare tage et barn uden videre? Det spørger Zahara sig selv om.

Vi fortæller hende at vi gerne vil bringe familiens historie, men at det altid er vanskeligt at bringe historier om børnesager. Både fordi vi skal beskytte børnene i offentligheden, såvel som at det er privatfølsomme oplysninger.

Zahara er meget i tvivl om, hvad hun egentlig er anklaget for. Fredericia Kommune har først holdt det hemmeligt, med den begrundelse at der er en politisag. Sagen blev ellers afsluttet af Sydøstjyllands Politi den 28. februar 2020 med den forklaring, at man ikke troede man kunne straffe Zahara for nogle forhold. Det fremgår senere af underretningen fra skolen, at de tror datteren af og til slås med sine søskende. Forældrene har også skændtes. Samtidig skal moderen nappe hende. Det er skolen meget bekymret for.

Selvom politiet den 28. februar 2020 henlagde sagen, så ændrede det ikke noget hos Fredericia Kommune. Sagsbehandlerne indbragte alligevel sagen for Børn- og Ungeudvalget med den påstand, at der var en politiefterforskning. Dette var ikke sandt ifølge brevet fra Sydøstjyllands Politi. Men i afgørelsen som udvalget traf, brugte de politiundersøgelsen til at begrunde at Zahara ikke måtte have samvær med sit barn uden overvågning. Det var den 4. marts 2020, altså kun få dage efter at anklagemyndigheden havde stoppet sagen og på den måde frifundet Zaraha. De skrev:

“Udvalget har navnlig lagt vægt på oplysningerne i indstillingen og statusbeskrivelserne fra plejefamilierne”.

Fredericia Kommunes socialforvaltning virkede stålsatte på at få ret i deres påstande om at Zaharas datter blev udsat for vold. Det blev påklaget at Sydøstjyllands Politi ikke ville forfølge sagen længere, og Statsadvokaten traf den 11. marts beslutning om at Sydøstjyllands Politi skulle fortsætte efterforskningen.

Ankestyrelsen: Fredericia Kommune handlede ulovligt

Zahara klagede over kommunen og var lykkelig da hun i forrige uge fik et brev fra Ankestyrelsen, der ophævede Fredericia Kommunes anbringelse af hendes datter med den begrundelse, at det var ulovligt. Ankestyrelsen, der er den øverste myndighed på området, skrev:

“Ankestyrelsen har nu afgjort din sag. Kommunens afgørelser om anbringelse, valg og anbringelsessted og hjemgivelse gælder ikke. Det betyder, at vi ophæver kommunens afgørelser”.

Normalt skal en sag indbringes for hele Børn- og Ungeudvalget, men i helt særlige tilfælde kan formanden akut træffe en midlertidig afgørelse. Hvorfor har man i den konkrete sag vurderet, at det skulle være akut? Og hvilken retssikkerhed har forældre i en sådan situation? Afgørelsen der blev truffet ved en formandsbeslutning, lyder således:

“På baggrund af at Ankestyrelsen har ophævet afgørelse om anbringelse af xxx udenfor hjemmet jf. SEL & 52 stk. 3 nr.7, vurderes det at der er åbenbar risiko for at xxx sundhed eller udvikling lider alvorlig skade ved ophold i hjemmet”.

Man begrundede således selve tvangsanbringelsen med at Ankestyrelsen havde ophævet Fredericia Kommunes afgørelse. Den afgørelse som det fremgik var ulovlig. Så først fjernede Fredericia Kommune Zaharas datter ulovligt. Så blev det påtalt og ændret af Ankestyrelsen. Og endeligt traf formanden for Børn- og Ungeudvalget beslutning om, at det var en god årsag til så at fjerne datteren.

Zahara ved fortsat ikke hvorfor sagsbehandlerne i Fredericia Kommune fortsætter med at køre sagen, for enhver pris. Hun mener ikke de overhovedet er interesseret i at have en dialog med hende, selvom hendes advokat har forklaret hende, at de også skal arbejde for at hjælpe hende med at forbedre en situation, hvis de kan. Hun blev senere præsenteret for en videoafhøring af hendes datter, der ikke sagde noget konkret under afhøringen, siger hun.

Ifølge FN’s børnekonvention, som Danmark har underskrevet og forpligtiget sig til at overholde, står der i artikel 5: “at landene skal respektere forældres ansvar for at give barnet den vejledning, som er mest hensigtsmæssig for dets evner og udviklingsmuligheder”. I artikel 8 står der at staten er forpligtiget til “..at beskytte og om nødvendigt genskabe barnets grundlæggende identitet (navn, statsborgerskab og familierelationer)”.

Ankestyrelsen skrev i deres afgørelse om Fredericia Kommune den 8. maj, at kommunens anbringelse af Zaharas datter var ulovlig og derfor ugyldig. Barnet skulle bringes hjem. Hvis kommunen ville anbringe barnet, måtte kommunen gøre det efter loven. De understregede tilmed at “..når kommunen skal træffe afgørelse om valg af anbringelsessted til børn eller unge fra etniske minoriteter, er det vigtigt, at kommunen også tager tilbørligt hensyn til de særlige forhold, som barnets eller den unges etniske, religiøse, kulturelle eller sproglige baggrund giver anledning til”.

Zahara er meget bange for at kommunen og plejefamilien påvirker hendes datter, som hun hverken må ringe eller skrive til:

“Det er mit barn. Jeg kender min datter. Hun kender mig. Jeg kan læse mellem linjerne, at de putter ord i munden på hende og lokker med ting, vi ikke selv har råd til. Jeg forstår slet ikke at den slags er tilladt. De skaber en kløft mellem hende og hendes familie. Vi elsker hende overalt på jorden. Hun har en hjertesygdom! Og selvom det er ulovligt, hvad de har gjort, så ændrer de ikke kurs. Hvorfor bringer de ikke min datter hjem, som Ankestyrelsen har sagt? Hvorfor skal det gå så stærkt med en akut afgørelse?”, spørger Zahara.

Hun viser et stykke papir frem, hvor den nye plejemor, hvor Zaharas datter nu er anbragt, på et stykke papir til Zaharas datter har skrevet, at hun skulle spørge sagsbehandleren om følgende:

“Hvornår får jeg af vide, om jeg må bo her til jeg bliver voksen”?

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her