I forbindelse med Europaparlaments- og Folketingsvalget har Borger- og Demokratiudvalget samarbejdet med blandt andet Fredericia AVISEN for at fremme valgdeltagelsen. Det har udvalget nu evalueret på.

I forbindelse med Europaparlament- og Folketingsvalget 2019 iværksatte Demokrati- og Borgerudvalget en række valgaktiviteter, der skulle bidrage til at fremme en høj valgdeltagelse for alle vælgergrupper og skabe generel opmærksomhed omkring valgene:

–          Samarbejde med Fredericia Dagblad og Fredericia AVISEN

–          Understøtte udvikling af valgapp

–          Gratis busser på valgdagen

–          Aktiviteter i Demokraticontaineren

Demokrati- og Borgerudvalget har skriftlig afrapportering fra Fredericia Dagblad og Fredericia AVISEN, som der blandt andet er blevet evalueret på i udvalget.

“Det er klart, at Folketingsvalget er interessant for mange, men vi var interesseret i at få ekstra aktivitet omkring Europaparlamentsvalget, da vi er en dynamisk erhvervskommune og vi ville derfor gerne have fokus på EU i den lokale kontekst,” siger formand for Demokrati- og Borgerudvalget, Christian Jørgensen (Venstre), og fortsætter:

“Vi gennemgik de forskellige ting og blev enige om, at det der blev produceret var rigtig flot. Der var en god bredde, og der var stof omkring både EU og unge. Der var en seriøs tone omkring dækningen i medierne, og det er vi glade for.”

Hvordan ser du resultatet af samarbejdet?

“Vi kan ikke konkludere, at på baggrund af samarbejdet, hvordan valgene gik. Deltagelsen til Europaparlamentsvalget gik frem i Fredericia, men sådan var det også på landsplan, og med Folktingsvalget gik vi lidt tilbage med valgdeltagelsen og det skete også på landsplan. Vores holdning i udvalget er, at den fokus medierne har satte, har haft højnet interessen og lysten til at stemme, og det har også haft en afsmitning på stemmeprocenten, mener vi,” siger Jørgensen.

Udover de kommercielle aftaler, som Borger- og Demokratiudvalget indgik, har der også været lanceret en app i samarbejde med Gymnasiet HTX Lillebælt, som skulle give de unge en forståelse for partierne. Det projekt ser Borger- og Demokratiudvalget også som godkendt.

https://kanalbyen.dk/