Først var det Danmark, og så fulgte Belgien og Tyskland efter. De store nationer, som man havde store forventninger til, falder på stribe til VM. 

VM er ikke som det plejer. Rent faktuelt afholdes slutrunden på en tid af året, hvor der normalt ikke spilles VM, og spillerne kommer fra en presset periode, hvor der stadig er efterslæb efter et meget sammenpresset program som følge af covid-19 og nu VM. 

Op til slutrundne har landsholdene ikke, som man normalt ellers plejer, haft samlinger i flere uger, hvor man undervejs spiller testkampe. Det har været ens for alle, men det pres, som topspillerne har været udsat for, er større end japanske periferi-spillere fra Bundesliga-klubber.

Læg dertil, at der, helt forventet, er gået politik i slutrunden i Qatar, så har topnationerne været under et kolossalt pres. Det er primært de vestlige lande, hvor den store kritik af forholdene i Qatar er kommet fra, og derfor er det også de nationer, som er blevet forholdt kritisk til, at slutrunden afholdes hvor den gør. Noget tyder på, at det har suget energien mere ud af spillerne end man havde forventet, og det ser man nu konsekvensen af.

Ingen af de nationer, som nu er røget ud, har sprudlet på noget tidspunkt under VM. Danmark havde en offensiv, der nærmest ikke kunne finde sand i Sahara, og belgierne kunne også spille fra nu til evighed uden at score. Om det er et tegn på manglende spilleglæde eller  en form for udmattelse pga. det pressede kampprogram kombineret med en masse kritiske rystelser omkring selve slutrunden i Qatar, skal være usagt. Faktum er at topnationerne fra vesten falder på stribe.

I de resterende to VM-grupper, der stadig mangler at blive færdigspillet, vil der formentlig ikke komme de store overraskelser. Den eneste overraskelse, der kan opstå er, hvis Cameroun får lusket sig med videre i stedet for Schweiz eller Serbien, men det kræver, at afrikanerne vinder over Brasilien, og selvom brasilianerne allerede er videre, virker det utopi at det sker.

Nu er tre topnationer røget ud, og med de matchups, der er i ottendedelsfinalerne, kan flere overraskelser lure. Med det forløb, som der har været, kunne det være Marokko overrasker mod Spanien eller japanerne gør det af med Kroatien.