For daginstitutionen Brohaven i Snoghøj blev det en lidt anderledes dag end normalt. Leder Kamilla Jensen fortæller til Fredericia AVISEN:

“Dagen startede med, at vi sad i møde. Jeg kunne se sort røg fra personalestuen. Det første jeg tænkte var, at jeg skulle ringe 112, så det gjorde jeg. De fortalte, at de var på vej, og vi skulle gå indenfor, lukke døre og vinduer, og efterfølgende afvente” fortæller Kamilla Jensen og fortsætter:

“Vi har på det tidspunkt en flok børn med to voksne ude at gå, de skulle hentes hjem. De var heldigvis tæt på, men også på den vej, hvor røgsøjlen gik. Men de kom retur hurtigt. Jeg fik fat på Forvaltningen, som ikke havde hørt noget, men løbende fik vi meldingerne, og Politiet kom ud til os, og sagde, at vi skulle tage det stille og roligt. Vi slukkede ventilationerne og gjorde alt, hvad de sagde, så ingen børn f.eks. kom ud at sove.”

Foto fra Brohaven, da røgen stod ind over daginstitutionen.

“Vores distriktsleder Klaus kom til og hjalp. Vi var begyndt at skrive til forældrene, hvor særligt vuggestuegrupperne jo af gode grunde ikke kunne lægge de små ud. Men vi kunne fortælle, at alle havde det godt. Politiet kom forbi os af flere omgange, og opdaterede os ligeledes på telefonen. Røgsøjlen ramte os direkte på et tidspunkt, og der kom Politiet med dykkermasker ind til os for at sige, vi skulle blive inde, og dem, som hentede børn, måtte godt tage hjem, men så skulle det være til en bopæl, som ikke lå i røgsøjlen. Vi skulle på et tidspunkt evakueres, men jeg tror kun, at det var Klaus og jeg, der havde på fornemmelsen, hvor hektisk det var. Vores personale tog det virkelig fremragende og det samme gjorde børnene,” fortæller Kamilla og uddyber:

“Vi begyndte at ringe børnene hjem, og hurtigt kom forældre og bedsteforældre. Vi havde kort forinden sat film på, og flere børn havde ikke travlt med at komme hjem – de skulle jo se film. Enkelte var faldet i søvn hos de voksne, men hele vejen var der en god og rolig stemning. Jeg kan også se tilbage på et forløb, hvor alle vores procedurer blev overholdt, hvilket glæder mig.”

Hvad sagde børnene?

“Det var faktisk næsten kun de helt store, der spurgte til, hvad der skete. Hvorfor kommer Politiet, hvorfor skal vi have huerne for munden og hvad sker der. Men vi fortalte roligt til dem, at det var en brand og det var den sorte røg, og det forstod de. Da klokken nærmede sig 14.30 var næsten alle hjemme og roen havde indfundet sig. Vi havde sendt bud efter en bus, der kunne køre os til en nærliggende skole, men det blev ikke aktuelt,” fortæller Kamilla Jensen denne aften til Fredericia AVISEN.

Læs meget mere om branden her på Fredericia AVISEN.

https://www.laterrazza.dk/
Klik på annoncen og se mere