Der bliver i disse dage draget mange paralleller til tilsvarende mange historiske scenarier. Det sker i forbindelse med invasionen af Ukraine. Det vil være nyttesløst at demontere alle disse forsøg på at sammenligne situationen med historien, for der er ganske enkelt for mange af disse forklaringsmodeller tilstede i både formidling og kommentarspor til den aktuelle krise. De fleste historikere med speciale i den kolde krig, ved hvad der hermed menes.

Med dagens udmelding fra Vladimir Putin, hvor han tydeligt truer med atomvåben, vil det dog give mening at give et historiefagligt perspektiv på det, der sker.

Man kan med held starte med at bemærke, at der er en helt ny, historisk kontekst. Noget der ikke var tilstede før, når man vil sammenligne krisen med andre kriser. Den nye historiske kontekst er de lande der tidligere var besat af Sovjetunionen, eller som det mere ærligt burde siges, Rusland og Moskva (hvorfra magten reelt blev forvaltet). Ukraine, Polen, De Baltiske Lande, Tjekkiet, Slovakiet, Ungarn, Rumænien, Østtyskland (DDR) var nationer og folkeslag, der måtte affinde sig med at blive dikteret fra Moskva. Tilmed under nogle grusomme diktatorer. Og der er ingen tvivl om, at der i disse befolkninger i disse dage er den største bekymring. For Vladimir Putins og Ruslands aggression mod Ukraine vækker klare minder om hvad de selv er blevet udsat for. Et diktatur som disse befolkninger fejede af bordet i 1989, da muren faldt.

At Moskva sender tanks er ganske enkelt ikke en nyhed for disse mennesker. Tværtimod er det den trussel, som man levede med i årtier bagved jerntæppet. Alt tyder på at de tidligere østlande hellere vil lade sig udslette end underkaste sig Moskva endnu engang. Det er den faktor, som Putin måske har undervurderet.

At situationen er farlig, er indlysende. Polen har grænse direkte mod Ukraine, hvor kamphandlingerne foregår. Det kræver i sig selv gode nerver. Hadet mod den tidligere besættelsesmagt er stor blandt almindelige polakker, der ikke har glemt Ruslands massakre af 22000 polske officerer i Katyn i 1940, efter at Sovjetunionen havde indgået en pagt med Hitler og delt Polen med Tyskland. Paradoksalt nok forklarer Putin, at Rusland vil jagte nazister i Ukraine, hvilket må provokere polakkerne gevaldigt, med Katyn i baghovedet. Polen er et land, der først blev overfaldet af Hitler, så af Sovjetunionen (Rusland), delt og lemlæstet, så besat af Sovjetunionen og endelig befriet i 1989 af egen kraft og vilje.

De befolkninger der på egen krop har prøvet undertrykkelsen fra Moskva, vil sandsynligvis kæmpe til sidste mand. Men nu er mange af de folkeslag kommet med i NATO. Det er med andre en fundamental anderledes situation, end den vi kendte under den kolde krig. Samtidig står USA svækket tilbage efter 4 år med Donald Trump. Både internt i USA og eksternt hos de allierede partnere har Trump-æraen påvirket troen på den vestlige alliance. Men det virker som om at Ruslands angreb på Ukraine er ved at forbedre sammenholdet. Måske er det også nødvendigheden af at alliancen måske kan komme til at skulle på arbejde igen efter 30 års pause fra den store konflikt mellem øst og vest. Kinas opbakning til den russiske aggression er en brat opvågning til de vestlige ledere. Vesten er i stort omfang selv årsag til at både Rusland og Kina står stærkt. Samhandlen og den globale økonomi har forsynet disse diktaturer med økonomi og teknologi.

De fleste har troet at den kolde krig var slut, da Sovjetunionen kollapsede i 1991. Men nu vågner verden op til to diktaturer, der har atomvåben i stor skala. Selvom der ikke længere er en entydig, kommunistisk fjende, så tyder alt på at både Rusland og Kina ikke har tænkt sig at gøre som vesten gerne vil. Dermed er vi tilbage til den situation, hvor truslen om atomkrig skal holde begge sider i skak. NATO kan ikke angribe Rusland eller Kina, og de kan heller ikke angribe NATO.

Truslen om gensidig udslettelse måtte man leve med under den kolde krig. Men med vestens sanktioner mod Rusland og ikke mindst de russiske rigmænd er der nye og uforudsigelige faktorer på spil. Kommunisterne i Moskva var for så vidt relativt nemme at regne ud. De lavede planøkonomiske direktiver, holdte gang i en kæmpe hær, udførte omfattende efterretningsmanøvrer og sørgede for at undertrykke deres befolkning og de besatte lande. Man kunne læse uendelig meget kommunistisk propaganda, hvis reelle indhold var lige så fiktivt som troen på at man repræsenterede arbejderne.

Men Vladimir Putin og ledelsen i Moskva er af en helt anden støbning. Putin selv lever ganske vist op til den store russiske fantasi om ”en stærk mand der klarer alt”, helt i tråd med de klassiske dyder for kommunistiske statsledere som Lenin og Stalin. Han taler også det sprog, der giver en del russere følelsen af storhed. Samtidig er manipulationen og statspropagandaen effektiv. Så effektiv at mange russere tror, at der kun er tale om ”en militær operation”, når Rusland invaderer et naboland og tilsidesætter fredsaftalerne med selvsamme.

NATO er i disse dage ved at opruste og genfinde identiteten. Men det handler denne gang ikke om at forsvare vesten mod udbredelsen af en ideologi, der ønsker at underkaste hele jorden. Denne gang handler det om noget andet, og det er man først ved at skulle finde ud af, hvad præcist er. Et forvarsel til den nuværende situation var Ruslands indblanding i den amerikanske valgkamp i 2016. Putins ambitioner om at gøre Rusland til en supermagt, har længe været alt for tydelige. Men vesten har haft travlt med sin egen dagsorden, der nogenlunde kan defineres som globalisering og økonomi. Hvad nu hvis. Men man kan godt overveje, hvordan situationen i 2022 havde set ud, hvis man allerede i 2014-2016 havde indført massive sanktioner mod Rusland. Man kunne også overveje om det nu giver mening at indføre sanktioner mod Rusland, men ikke Kina, der jo støtter Rusland.

Kort sagt. Så længe vesten sender penge ind i disse diktaturer, vil de fortsætte med at vokse. Her kan forbrugerne i vesten også vise sig som et nyt våben mod diktaturerne. For hvis forbrugerne holder op med at købe varer, der kommer fra Rusland og Kina, er det svært at finansiere sit onde imperium.