På et pressemøde på Meldahls Rådhus afslørede den borgerlige blok i Fredericia et historisk valgteknisk samarbejde mellem partierne Venstre, De Konservative, Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og Kristendemokraterne. Samarbejdet skal sikre at ingen borgerlige stemmer går til spilde ved det kommende kommunalvalg i 2021.

Venstres spidskandidat og borgmesterkandidat Peder Tind (V) var tydeligvis bevæget over, at det er lykkedes at samle de borgerlige partier og skærpe muligheden for et magtskifte i Fredericia. Enigheden blandt partierne om at få samlet den blå blok og skabt et reelt alternativ var stort. Socialdemokraterne i Fredericia har i de seneste to valgperioder siddet tungt på magten i byen, og ved sidste valg opnåede de tilmed absolut flertal. De fleste partier valgte at acceptere denne situation og indgå i et samarbejde med socialdemokraterne, fremfor at sidde på sidelinjen. Men på dagens pressemøde meldte Peder Tind sig for alvor ind i valgkampen som en seriøs modstander til Jacob Bjerregaard (A).

Hvad kan du bruge det her samarbejde til i valgkampen, Peder Tind?

»I virkeligheden handler det om at spille hinanden gode. Hvis vi skal vinde valget, så kræver det at De Konservative, Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og Kristendemokraterne får et godt valg. Vi skal hjælpe hinanden til et godt valg, og det vil vi stå sammen om. Hvis vi kigger på Folketingsvalget sidste år, så er der et historisk opgør med at der altid har været flertal til rød blok. Vi så faktisk at med nogle få hundrede stemmer blev blå blok større end rød blok. Så jeg tror, at der er et stort og ikke benyttet potentiale«, svarede Peder Tind.

Han forklarede også, at Venstre har været meget opmærksom på at være ude i god tid til valgkampen. Herunder at der skulle være styr på et valgforbund, så man kan garantere at en stemme på et borgerligt parti, går ind i fællesskabet og ikke tabes.

Høj stemning og tæt alliance mellem Peder Tind og Susanne Eilersen (Foto: AVISEN)

Alle partierne går til valg med deres respektive standpunkter og partiprogrammer, men de vil optræde som en samlet opposition. Til gengæld ville ingen af partierne sætte sig fast på en bestemt borgmesterkandidat fra deres blok. Kristendemokraternes spidskandidat Henrik Termansen sagde at det måtte man tage på valgnatten. Karsten Byrgersen fra Ny Borgerlige slog fast, at man ville se på hvordan stemmerne havde fordelt sig, og derefter sætte sig sammen og finde en borgmester:

»Det er for tidligt at gå ud og pege. Jeg tror på et rigtig godt valg, og så sætter vi os sammen«, sagde Karsten Byrgersen. Det samme svarede Dansk Folkepartis spidskandidat Susanne Eilersen. De Konservatives spidskandidat, Tommy Rachlitz Nielsen, var heller ikke villig til at pege på en bestemt borgmesterkandidat:

»Jamen, det ligger implicit i at være spidskandidat at hvis man får muligheden, så går man selvfølgelig efter at være borgmester. Jeg kan se en borgmester i alle dem der sidder her. Det er noget der bliver afgjort på valgnatten og det er vælgerne der bestemmer hvem der sidder med de bedste kort på valgnatten, og det er sådan det skal være. Det skal ikke være noget vi sidder og aftaler på forhånd. Det skal ikke være noget, vælgerne ikke har indflydelse på. Det her er et demokrati, og vælgerne skal bestemme hvem der skal være borgmester«, sagde Tommy Rachlitz Nielsen.

Tommy Rachlitz Nielsen fra De Konservative er overbevist om at komme ind i byrådet (Foto: AVISEN)

Da spørgsmålet om hvem der var Venstres borgmesterkandidat gik videre til Venstres Peder Tind, grinede forsamlingen. Venstre har været markant omkring deres borgmesterønsker, og som det største borgerlige parti i Fredericia satser de på at få borgmesterposten, hvis den borgerlige blok vinder kommunalvalget.

»Venstre stiller altid med en borgmesterkandidat, og det gør vi også denne her gang. Jeg er så blevet valgt til at være borgmesterkandidat for Venstre, og jeg er ydmyg overfor det og stolt. Jeg glæder mig rigtig meget til den her valgkamp, især fordi der er styr på det her nu, og så kan vi koncentrere os om politikken. Vi skal ud nu og fortælle, hvorfor skal folk stemme på os. Men Venstre går selvfølgelig til valg på at jeg bliver borgmester i Fredericia«, sagde Peder Tind.

Peder Tind ønsker ingen stemmespild (Foto: AVISEN)

På spørgsmålet om man vil sidde på valgnatten og tælle de forskellige partiers stemmer og størrelse efter valget, bekræfter Tind:

»Vi bor netop i et demokrati, hvor et mandat kan være afgørende. Partierne er også skabt med den opgave, at de gerne vil have så meget indflydelse som muligt. Når vi kender resultatet vil vi invitere alle indenfor og se om vi kan danne et flertal, og så vil vi selvfølgelig gøre det. Der er jeg helt sikker på at mine kollegaer vil være med til at skabe den platform«.

Selvom den borgerlige blok ikke vil lægge sig fast på en bestemt borgmesterkandidat, bekræfter de dog at det vil blive en indenfor den borgerlige blok. Dermed lægges der op til forhandlinger på valgnatten.

Susanne Eilersen fra Dansk Folkeparti er ikke i tvivl om at alliancen om det tekniske valgforbund er nødvendig, og at det styrker Dansk Folkeparti i valgkampen:

»Vi har altid haft et godt samarbejde, særligt med Venstre. Og vi er et borgerligt parti. Så det ligger helt naturligt for os at gå i valgforbund. Det har slet ikke været en overvejelse, at vi ikke skulle være det. Sådan har det altid været her i Fredericia. Jeg mener også at det styrker Dansk Folkepartis profil«, siger Susanne Eilersen.

Susanne Eilersen fra Dansk Folkeparti var meget glad for valgforbundet (Foto: AVISEN)

Tommy Rachlitz Nielsen fra De Konservative fortæller, at drøftelserne har været et stykke tid undervejs. Han siger at det er helt naturligt at De Konservative helst ikke ser borgelige stemmer spildt. Samtidig mener han det er strengt nødvendigt med et magtskifte, hvis der skal komme åbenhed ind i lokalpolitik igen.

Så du håber at De Konservative får plads i byrådet igen?

»Nej. Jeg ved at vi får plads i byrådet igen, og jeg ved også at vi får flere byrådsmedlemmer«.

For Karsten Byrgesen fra Nye Borgerlige har det i den seneste tid været en hektisk forvandling fra løsgænger til medlem og ny lokalafdeling af Ny Borgerlige. Men han mener selv, at han de sidste 3 år har fået sat sig grundigt ind i lokalpolitikken, og at det er en naturlig udvikling for ham.

»Jeg har skabt forbindelser og netværk og brugt den indflydelse som jeg mener er berettiget. Jeg har valgt at Nye Borgerlige er for mig. Hvis man kigger i et større perspektiv for Syd- og Sønderjylland og ser på hvad der er blåt og hvad der er rødt, så er hele regionen lige med undtagelse af Fredericia blåt. Det er som om at den blå bølge, den bevæger sig nordpå. I Fredericia er det næsten 50-50. Så på trods af at der faktisk er en borgerlig observans, stemmer folk på et socialistisk parti. Jeg synes det er ærgeligt, at hvis man stemmer på Jacob Bjerregaard, fordi man godt kan lide det han gør, så spildes stemmerne han ikke bruger til at få et parti som Enhedslisten ind i byrådet. Var der spildstemmer nok ville et parti som SF også komme ind i byrådet, og det synes jeg er ærgeligt«, sagde Karsten Byrgersen.

Han mener at partierne i den borgerlige alliance har bevist i den sidste periode, at de er »pæne og ordentlige politikere, der kæmper for sagen og er inde i det, vi snakker om«. En stemme på partierne i alliancen er en stemme på en borgerlig fløj, og at intet går til spilde og alt vil blive udnyttet.

Henrik Termansen fra Kristendemokraterne ser også nye tider, hvor partiet er kommet over spærregrænsen:

»Vi mener at vi har en reel chance, også ved det her valg. Grunden til at vi går ind i det valgtekniske samarbejde er, at vi har større chance for at komme ind. Hvis vi står i den situation at De Konservative mangler hundrede stemmer og vi mangler halvfems stemmer, så er vi sikre på at en af os kommer ind. Står vi uden et valgsamarbejde, så er de stemmer spildt. Det vi arbejder på er, at vi skal have væltet den røde dominans. Vi gør alt for at Kristendemokraterne også kommer med. Men vi gør også alt for at det bliver en blå blok«, sagde Termansen.

Kristendemokraterne er klar til valg i en blå blok (Foto: AVISEN)

Med dagens store nyhed har den blå blok i Fredericia placeret sig selv i centrum af den kommende valgkamp med en klar udfordring til socialdemokraterne og Jacob Bjerregaard, men også Enhedslisten og SF. Partiernes spidskandidater underskrev aftalen, der segmenterer åbningen af valgkampen til Kommunalvalget 2021 i Fredericia. Efterfølgende gik partierne på gaden for at snakke med vælgerne og fortælle om den nye alliance mellem de borgerlige partier i Fredericia.

Så er der underskrevet (Foto: AVISEN)
Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer