I en serie på 21 artikler kan du som læser af Fredericia AVISEN få et større indblik i hvem dine folkevalgte politikere er. Vi vil tage jer med på en tur bagom politikerne: Hvorfor er de egentlig i politik? I denne uge er det Socialdemokratiets Tina Horne der fortæller om sin indgang i politik.

Det første spørgsmål i denne serie er altid det samme: Hvorfor meldte du dig i sin tid ind i et parti – og hvorfor lige det parti?

“Jeg meldte mig ind, da Socialdemokratiets facebookgruppe gik fra offentlig til lukket. Jeg følte, at jeg manglede den indgang jeg havde til de debatter og drøftelser der er i kommunen”, fortæller Tina med et grin – og dem kommer der mange flere af. Tina er et varmt menneske med en stor humoristisk sans.

“Da jeg var til præsentation ved Jacob Bjerregaard, som man kan komme til hvis man overvejer at melde sig ind, var der en der spurgte mig hvor længe jeg havde været medlem. Jeg har altid været medlem i hjertet, men ikke fysisk”, fortæller Tina.

Spørgsmålet om hvorfor det blev Socialdemokratiet og ikke et andet parti blev der stille. Et svært spørgsmål, men for Tina kunne det ikke være anderledes. “Jeg er socialdemokrat. Det er svært at sige andet, jeg føler mig virkelig som socialdemokrat og har altid gjort”, forklarer hun.

De der har været en tur i stolen indtil nu har haft vidt forskellige grunde til at stille op til byrådet – og for Tina lå det da heller ikke i kortene, at hun skulle blive en del af byrådet.

“Jeg havde ikke set komme, at jeg ville blive valgt, men heller ikke at jeg skulle stille op. Jeg blev opfordret til at stille op, det var bestemt ikke min idé. Jeg var kvinde, fagligt aktiv og offentligt ansat. Så det mente folk var en god ting”, siger Tina.

“Det endte jo med at lykkes dem at få mig til at stille op”, lyder det fra Tina med et grin.

“Jeg skulle lige tænke over det – og det vigtigste er at snakke med familien, for havde de ikke været med, så havde den været lukket der. Jeg så nogle muligheder for yderligere politisk indsigt og relationsdannelse, og ja med opbakningen hjemmefra gik jeg ind i det”, forklarer Tina.

“Jeg tror min yngste synes det er lidt pinligt, at jeg nu blev til et offentligt navn. Det er jo ikke verdens mest anonyme efternavn. Allerede under valgkampen synes han det var pinligt, hvis jeg skulle ud på gymnasiet hvor han gik”, siger Tina og fortsætter:

“Hvis ikke jeg har opbakningen til at være afsted 2-3 aftener om ugen, så bliver det et surt job i fire år – og ja så tilladelsen til at bruge navnet for den yngste”.

På morgenen efter valgdagen summede der af liv og spænding i foyeren på Fredericia Rådhus. Håbefulde kandidater og familier stod side om side, for at se om drømmen brast eller blev til virkelighed. For Tina blev drømmen til virkelighed, selvom timerne op til afsløringen var lange.

“Om morgenen var jeg virkelig nervøs. Lige da Jacob når til mit navn jublede jeg. Det er det skarpeste billede jeg har af situationen den dag. Det var helt surrealistisk. Jeg kunne godt regne ud, at jeg fik det sidste mandat. Så at de har talt så længe, så var det mit mandat der stod på spil, så derfor var det ekstra nervepirrende”, forklarer Tina.

Med valget til byrådet bliver man også en offentlig person, der skal stå til rådighed for borgere, presse og hvem end der ellers vil have fat i en. Men det tager Tina med ophøjet ro.

“Jeg er ikke sikker på, at det er gået op for mig endnu, at jeg er blevet en offentlig person. Jeg har fødderne på jorden og lidt mere anonym. Jeg kan sagtens gå på arbejde uden at nogen ved jeg er i byrådet – og det samme på gågaden”, forklarer hun.

Hvordan er det at være nyvalgt, og skulle i gang med hele arbejdet?

“Det er vildt frustrerende faktisk. Den uvidenhed man kommer ind med. Havde jeg været i Senior- og Handicapudvalget havde jeg noget viden. Jeg er med i Skoleudvalget, med eneste viden at jeg selv er mor. Jeg kom i uddannelsesudvalget, der rummer meget jeg ikke ved noget om. By- og plan, ja det vidste jeg endnu mindre om”, fortæller Tina og fortsætter:

“Jeg synes, at By- og Planudvalget er det bedste udvalg jeg har. Vi er meget visionære og konsekvensberegnende. Det er til at tage at føle på. I de andre udvalg er det mere at sætte en retning, det er ikke så konkret som at bygge en vej. Det er super fedt. Det giver en høj grad af stolthed”.

“Et langt stykke hen ad vejen har vi den fordel, at vi er 13. Som ny kan jeg godt læne mig lidt op af hvad de gamle tænker og siger. Jeg bliver også mere og mere opmærksom og ved hvad man skal spørge om”, forklarer hun.

“Skulle jeg have et drømmeudvalg, så sad jeg også i Senior- og Handicapudvalget. Men så arbejdede jeg heller ikke i det job jeg har – og det vil jo gøre at jeg så ville blive uvidende, fordi jeg ikke længere ville have fingeren på pulsen. Så det er jo lidt svært”, siger Tina.

Dagens sværeste spørgsmål satte tanker i gang hos Tina – ligesom de andre politikere. Hvilken retning skal Fredericia gå i?

“Jeg har så mange forskellige tanker. Det er lidt af det hele, som jeg har idéer til. Vi skal være en sundere by på alle områder. Hvis vi kigger på beskæftigelsen kunne jeg godt tænke mig, at vi blev sundere. Det samme med uddannelse. For mig er sundhed ikke kun fysisk sundhed, det er meget bredt. Vi skal arbejde og nå i mål med noget af det vi har sat i gang”, svarer Tina.

“Vi har rigtig mange ting, der er sat i gang. Der er meget arbejde i det, for hvis man sætter sig i hjørnet og venter, så mislykkes det. Vi skal nå i mål med det hele, det skal vi”, fortsætter hun.

Hvad bringer den politiske fremtid for dig?

“I første omgang tager jeg de næste to år, og derefter håber jeg på fire år mere. Det er ret svært at se frem til næste valg på sidste mandat, når man er så anonym. Men jeg tror på, at det nok skal lykkes”, siger Tina og slutter:

“Jeg havde ikke nogen større strategi sidste gang. Jeg har et netværk, forstået på den måde, at jeg kender nogle mennesker. Men med 112 stemmer, så jeg må jo have gjort noget forkert. Jeg kender da i hvert fald mange flere end det”.

http://www.enggaard.dk/

Læs også tidligere udgaver:

SKRIV EN KOMMENTAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her