I en serie på 21 artikler kan du som læser af Fredericia AVISEN få et større indblik i hvem dine folkevalgte politikere er. Vi vil tage jer med på en tur bagom politikerne: Hvorfor er de egentlig i politik? I denne uge er det Løsgænger Karsten Byrgesen der fortæller om sin indgang i politik.

Knapt nåede Karsten ind af døren, førend to kaffegæster ville tale om politik, med det velkendte ansigt i Fredericias bybillede. Som altid, fristes man til at sige, stiller Karsten sig velvilligt op til en snak om alt, lige fra stort til småt.

Hvorfor gik du ind i politik?

”Jeg har samfundssind. Mit samfundssind er kendetegnet ved, at jeg iagttager det samfund som jeg er en del af. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvis jeg ser noget der går godt – eller omvendt. Med det har man allerede et ben inde i politik. Jeg har en mening om tingene – og der har jeg valgt at gå den politiske vej”, forklarer Karsten Byrgesen.

”Jeg har adgang til borgmesteren, jeg har adgang til forvaltningen. Det kan være for at finde ud af nogle sager. Det er samfundssind jeg gør det. Jeg mener jo, at det jeg er styret af, er sund fornuft”, fortsætter han.

”Hvis en borger ryster på hovedet over noget skørt, så gør jeg ofte også, Så finder jeg ud af hvad der ligger bag. Der ligger ofte gode forklaringer, men flere steder skal der ændres lidt”, lyder det fra Byrgesen.

”Jeg arbejder ud fra sund fornuft. Jeg er valgt af borgerne, og jeg ser mig selv som valgt for borgerne. Jeg tager altid borgernes parti. Jeg har min egne dagsordener – ikke ofte mig selv, men en tilgang om at på fællesskabets vegne skabe gode rammer for at borgere kan trives. Både børn, unge – og de svage. Vi skal hjælpe bedst muligt. Det er en vej jeg er gået – og stadigvæk går”, lyder det videre.

”Jeg kender mange der ikke er som mig, jeg har ingen skyklapper på. Jeg har været ude i verden og set hvordan mange af de flygtninge vi har, hvordan de har haft det. Dem der bor i byen er borgere i byen”, forklarer Karsten.

Din vej ind i politik, hvordan var den?

”Jeg meldte sig ind i Dansk Folkeparti i 2015, da jeg gik på pension fra hæren. Grunden til det var primært, at DF på det tidspunkt havde klare holdninger til migranter. Det var som om, at der ikke var mange der turde sige tingene som danskerne opfattede dem. Nu kan vi se, at de fleste partier har en afklaret holdning til, at Danmark ikke bare er et sted for utilpassede. Vi er interesseret i dem der kommer hertil af fordøren, som kan forsørge sig selv og ikke er last”, svarer Karsten.

Hvorfor kommunalpolitik og ikke national politik?

”Jeg har brugt utroligt meget af mit liv på at rejse rundt. Jeg er oppe på 29 forskellige rejser, og der står ikke nomade på mit visitkort. Hvis jeg skulle gå ind i landspolitik skulle der stå nomade. Jeg gør tingene helt til bunds, og det ville betyde, at jeg skulle sige farvel langt hen ad vejen til familie og venner – og det er ikke et valg jeg havde lyst til at tage”, lyder det fra Byrgesen, der fortsætter:

”Jeg føler at min forskel skal gøres lokalt, jeg skal være et med min by. Det at være politikker åbner døre. Især overfor borgere. Det er måske der hvor jeg som politiker, da jeg gik ind i politik, der sagde jeg, at jeg havde modet og viljen til at gøre de ting der skulle gøres”.

”Jeg vil ikke abe efter i forsøget på at sige en masse uden i virkeligheden at sige noget. Jeg tror ikke der er mange der er i tvivl om, hvad jeg står for – og er de i tvivl kan de bare ringe eller skrive. Jeg føler jeg har en god platform – og folk accepterer mig”, siger Byrgesen.

Jeg taler ikke bare folk efter munden. Jeg vil gerne udfordre deres holdninger, også i forsøget på at tale byen op, for vi kan meget

”Tingene er mere komplekse end de ser ud. Jo dybere man kommer ind, jo mere opdager man det. Jeg er helt med på, at nogle kan føle sig svigtet og sende skylden til kommunen. Der er det så, at der skal være en støtte der med hånden i ryggen hjælper dem op”

”Jeg traf en beslutning, som jeg står ved”

”Den 19/11-17 var datoen, hvor jeg besluttede at forlade Dansk Folkeparti. Det har jeg lagt bag mig, jeg traf en beslutning, og det står jeg ved. Men behandlingen som jeg oplevede, at blive kaldt det jeg gjorde, det var ikke sjovt”, fortæller Karsten Byrgesen om tiden, hvor han og Dansk Folkeparti ikke længere var et match.

”Forud for det blev jeg indberettet til partiet, fordi jeg var blevet citeret i pressen, hvor jeg havde besøgt den tyrkiske kulturforening. Virkeligheden var, at jeg gik på min arbejdsplads, hvor jeg hørte radio – hvor de fortalte, at kulturforeningen holdt åbent hus. Det var lige noget for mig, jeg har været i Tyrkiet mange gange. Det fik dem til at se mig som at have værende illoyal, fordi jeg tog ud og oplevede det”, siger han videre.

”Jeg var glad for at komme der – og jeg fik sat mig ned og talte med ledende personer, hvor vi fik en god snak – og jeg er kommet der siden. Jeg synes mange er godt integreret, men nogle mangler. Men bare se på danskerne – hvor mange af os er integreret? Mange danskere gør også dumme ting”, spørger Karsten.

”Jeg har været glad i hele processen. Jeg notere mig særligt, at borgmesteren og de øvrige har taget godt i mod mig. Et par enkelte har kaldt mig partihopper, men jeg er jo ikke hoppet til andre partier”, forklarer han.

Det var under min værdighed at være en del af, så jeg fandt en anden vej.

Fremtiden, hvordan ser den ud?

”Jeg ser det ikke som en mulighed at blive valgt som løsgænger. Jeg har antennerne ude og er nu i en overvejelsesfase. Jeg har en kæmpe base, mange er begyndt at kende mig, minde holdninger og min historie godt”, siger Karsten og fortsætter:

Jeg knokler i al beskedenhed temmelig hårdt på at dygtiggøre mig og sætte mig ind i sagerne – og være der for borgerne. Det finder jeg stor værdi i for mig selv, og jeg er glad for det. Det er en god måde at være en del af samfundet på. Jeg oplever gode tilbagemeldingerne fra borgerne”.

Hvor ser du dig selv som politiker?

”Jeg ligger meget i midten af det hele – for det er der man finder fornuft. Jeg noterer mig også, at der er sket en flytning af partiernes holdninger. Og det er der man i midten af politik ser mange konstruktive ting. Det er så godt som det kan blive. Jeg vil blive i politik, jeg vil genopstille og jeg skal finde mig et ståsted”, svarer Karsten.

Til syvende og sidst er det borgernes dom.

https://www.fredericiafriskole.dk/

SKRIV EN KOMMENTAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her