I en serie på 21 artikler kan du som læser af Fredericia AVISEN få et større indblik i hvem dine folkevalgte politikere er. Vi vil tage jer med på en tur bagom politikerne: Hvorfor er de egentlig i politik? I denne uge er det Socialdemokratiets John Nyborg der fortæller om sin indgang i politik.

“Politikken startede helt tilbage da Thomas Banke var Borgmester. Der valgte jeg at blive aktiv i Socialdemokratiet”, indleder John Nyborg, da han blev spurgt til hvorfor han valgte at gå ind i politik.

“Jeg blev hurtigt næstformand, og da Jacob (Bjerregaard, red.) blev Borgmester overtog jeg formandsposten. Jeg valgte Socialdemokratiet fordi jeg har et socialdemokratisk hjerte der banker. Et hjerte der banker for, at tingene rent organisatorisk skal fungere, og at vi skal lytte til de svageste i samfundet”, fortsætter Nyborg.

“Hvis ikke tingene fungerer på det organisatoriske plan, så fungerer tingene heller ikke politisk. Omvendt er det også sådan, at hvis ikke der er sat politiske rammer for arbejdet, så fungerer organisationen ikke. Der skal være et godt samspil hvor politikerne sætter nogle gode opgaver for vores medarbejdere – opgaver der i sidste ende betyder gode forhold for borgerne”, forklarer John.

“Et andet område der ligger mig meget på sinde er Børne- og Ungeområdet. Men fordi jeg til dagligt arbejder i forvaltningen kan jeg ikke være en del af det politiske udvalg. Heldigvis har jeg gode byrådskollegaer, som jeg kan drøfte mine synspunkter med”, siger han.

Før John stillede op til Fredericia Byråd var han ved valget i 2015 at finde på stemmesedlen til Folketingsvalget. Det lykkedes ham ikke at blive valgt – så derfor var det tid til selvransagelse.

“Jeg var folketingskandidat af de samme årsager som jeg valgte at stille op til byrådet. Det kunne være spændende at påvirke politikken indefra. Her tænker jeg særligt på børne- og ungepolitikken, men også på beskæftigelsespolitik”, forklarer John og fortsætter:

“Da det ikke lykkedes mig at blive valgt, og efterfølgende havde jeg en god dialog med Borgmesteren, og så valgte jeg at stille op til byrådet. I virkeligheden fandt jeg Kolind af, at lokalpolitik er mere mig”.

“Jeg blev medlem af Social- og Beskæftigelsesudvalget, By- og Planudvalget og så blev jeg næstformand i Teknik- og Miljøudvalget. Det er alle sammen områder, der falder godt i tråd med FN’s 17 Verdensmål, som jeg personligt bruger meget tid på”, forklarer John og fortsætter:

“Det handler om en bæredygtigt fremtid, ikke kun for naturen, men også for mennesker. Så jeg ser klart, at man kan bruge de forskellige verdensmål i alle udvalg i byrådet – men det er da klart, at særligt de udvalg jeg er med i kan jeg koble til verdensmålene”.

“Det er jo så skønt med FN’s Verdensmål, at man ikke behøver tænke store og visionære grønne tanker. Man kan gøre det meget mere konkret – og meget mere lokalt. Derfor er jeg meget glad for, at vi i Fredericia har brugt tid på at diskutere hvordan vi kan bruge verdensmålene til at skabe en bæredygtig fremtid”, lyder det fra Nyborg.

Som nævnt arbejder John Nyborg til dagligt i Børne- og Ungeforvaltningen, hvor han har en lederstilling. Han har derfor en stor indsigt i arbejdsgange, kommandoveje og hvad man ellers skal vide indenfor den offentlige forvaltning, men på trods af det, så var det en stor omvæltning at blive valgt til byrådet.

“Det er en stor omvæltning at sætte sig ind i tingene, især i lokalplaner. Det har været god læring for mig de sidste to år, som jeg forventer at drage nytte af de næste to år. Byen udvikler sig i en voldsom hast. Det er en stor succeshistorie”, fortæller Nyborg og fortsætter:

“Vi har skabt en by med planer og strategier, en by der er interessant at bo i for alle, en by for erhvervsdrivende, en by der ikke forsvinder i mængden af andre byer. Vi har en unik historie vi er stolte af, en historie vi gerne vil sælge til andre”.

“Vi har flyttet os fra industri til viden. Vi er slet ikke færdige med at udvikle byen – og vi skal gøre det med borgerne, for de skal genkende sig selv i den udvikling. Vi har teknologien der skaber muligheder. Men den udfordrer vores forretninger”, forklarer han, inden han fortsætter:

“Det må vi arbejde med, gerne sammen med Business Fredericia og Fredericia Shopping. Hvordan kan vi udnytte vores unikke placering? Der er lager og logistikvirksomheder, der bor ved motorvejen – og vi har en flot bymidte, som folk skal bruge. Byen ligger midt i en naturperle – og det skal vi fortælle mere om. Uanset hvor vi kigger hen kan vi se vand, skov eller anden natur”.

Hvordan er det at være en del af byrådet?

“Det er utroligt spændende at være en del af byrådet. Det fællesskab jeg har er ikke kun i min egen gruppe, det er på tværs af byrådet også. Det ligger op til at tale og samarbejde på en god måde”, fortæller Nyborg og fortsætter:

“Vi skal gå efter bolden og ikke manden. Det skal vi alle tænke over. Sammen har vi skabt et Fredericia vi kan være stolte af. Det er på ideer og tanker vi alle har del i. Det er klart, at der er værdier der er forskellige på tværs, men tonen er vigtig for os. Vi skal stå sammen om det vi vedtager”.

“Det synes jeg de sidste mange års budgetter har vist. Jeg var selv med i år, og det var spændende, hårdt og lærerigt. Vi diskuterede politik og nåede til en enighed, om hvad der var godt for borgerne. Vi fandt løsningerne, fordi vi er løsningsorienterede. Det sætter jeg vægt på i mit politiske liv. Vi skal respektere hinanden som mennesker, vi skal respektere forskellige ståsteder”, forklarer han.

Hvordan er det at du hele dit liv har beskæftiget dig med børn og unge – og nu kan du ikke være med til at sætte præg på den politik der føres her i Fredericia?

“Det var svært i starten at acceptere at jeg ikke kunne arbejde med børn og unge politisk. Det er hele min baggrund. Men egentlig kom jeg ind i en rytme hvor dem jeg arbejder med er rammerne og kollegerne, men politik er Ole Steen og de andre. Jeg skal arbejde som en loyal embedsmand, ellers skal jeg ikke være her. Det er en balance, som jeg synes jeg har fundet. Selvfølgelig ligger det dybt i mig at tænke børne- og ungepolitik. Men uanset hvem der var formand, så skal jeg imødekomme dem på en ordentlig måde”, forklarer Nyborg og supplerer:

“Der er det rigtig fint, at jeg har tre områder der rent politisk er langt væk fra børn og unge”.

Hvis du skal se frem, hvad skal Fredericia kunne? Hvad er Fredericia i fremtiden?

“Fredericia skal kunne det, at der er en attraktiv by at opleve. Det skal være en spændende by at være i. Der skal være uddannelser, man skal kunne have et socialt liv”, indleder John i sit svar, og fortsætter:

“Det er en attraktiv by på den måde, at vi geografisk ikke er så store, men det gør også at vi har et større sammenhold, at der ikke er så mange yderområder. Vi skal arbejde politisk med at få alle lokalsamfundene med”.

“Den skal kunne det, at vidensvirksomheder flytter hertil og skaber jobs til de gode borgere vi har. Hvis ikke de borgere har kompetencerne, så skal vi hjælpe dem på vej”, forklarer Nyborg.

“Vi kommer ikke udenom den fremtidige verden hvor teknologien overtager mange områder. Her vil det være godt hvis vi kan være et midtpunkt, fordi vi er et attraktivt sted at være. Men her tænker jeg også at dem der kommer hertil er med til at skabe interessante områder omkring”, lyder det videre.

Når man spørger ind til John Nyborgs egen fremtid er han meget klar:

“Jeg går efter fire år mere. Det skal der ikke være tvivl om”, kommer det prompte.

“Jeg er interesseret i at udvikle byen gennem indflydelse. Jeg vil gerne repræsentere borgerne ind i byrådet. Det tænker jeg er vigtigt. Det må være op til borgerne om de vil give mig fire år mere”, slutter John Nyborg.

http://fredericiateater.poweredbyintegra.dk/oversigt.aspx?filmid=156&forestillingid=&internetserial=&webkode=&err=&

Leave a Reply