Landets fodboldbaner bliver så småt fyldt med børn og voksne igen. Det er godt for den mentale og fysiske sundhed, men DBU-direktør efterlyser plan for yderligere åbning af både breddefodbold og fans på stadion.

25. Det er det nye forsamlingsloft i foreningslivet. Det er netop meldt ud på det seneste pressemøde fra regeringen og partierne bag aftalen. Det betyder, at børn og voksne igen kan komme i gang med at træne og spille fodbold over hele landet, selvom det skal foregå i mindre grupper. Forsamlingsforbuddet skal derfor højere op, hvis fodbolden igen skal fungere normalt.

Jakob Jensen, adm. direktør i DBU, hilser den lille genåbning af dansk fodbold velkommen:

”Det er glædeligt, at vi igen kan åbne fodboldbanerne og få sat gang i træning for store og små. Det betyder meget for danskernes trivsel og fysiske sundhed. Derfor vil vi gerne takke regeringen og aftalepartierne for at prioritere udendørsfodbold og foreningslivet. Vi håber, de er opmærksomme på at give endnu flere muligheden for at være med på banerne i næste runde,” siger Jakob Jensen. 

Kampen for fans fortsætter

Det er en god nyhed, at fodboldens medlemmer nu igen kan snøre støvlerne og vende tilbage til banerne. Det betyder meget for dansk fodbold og de 1.600 klubbers økonomi. Men der er forsat lange udsigter til at kunne se fodbold på stadion. Det bekymrer Jakob Jensen, der understreger vigtigheden af opbakning til det såkaldte ’SAFE-projekt’, der skal få fans tilbage på lægterne:

”Der er brug for yderligere lempelser, så vi kan få tilskuere på stadion. Fodbold uden fans og fællesskab er et dårligt match. Vi har vist, at vi kan håndtere fans på stadion uden konstateret smittespredning, og håber derfor fortsat på, at det også kan lade sig gøre i de professionelle rækker og til sommerens EM-slutrunde på hjemmebane,” afslutter Jakob Jensen.

0 0 stemmer
Artikel Rating
Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer