83 liter. Så meget sodavand ryger der med hjem fra supermarkedet i snit i hver eneste husstand i Region Syddanmark. Forbruget er nærmest eksploderet over de seneste 10 år, viser nye tal. Samtidig er prisen faldet. Problematisk for danskernes sundhed. Kræftens Bekæmpelse lancerer nu en kampagne, der skal oplyse om sammenhængen mellem kræft og overvægt.Foto: Unsplash

Det er i dag billigere end nogensinde før at slukke tørsten i sodavand. Og det gør danskerne i Region Syddanmark i stor stil. Ifølge en måling foretaget af analyseinstituttet GfK køber de danske husstande i Region Syddanmark årligt i snit 83 liter sodavand i supermarkedet. Det er 6,5 liter sodavand mere om året end for 10 år siden. Samtidigt er priserne på sodavand faldet markant siden afskaffelse af sodavandsafgiften i 2014.

Danskernes stigende indkøb af sodavand er bare ét eksempel på, at vi er glade for tomme kalorier. Vi er også verdensmestre i slikspisning og indtager hver især årligt ca. 12,3 kilo slik og chokolade. Og det skyldes bl.a. større portions- og pakkestørrelser.

Det store udbud og forbrug af tomme kalorier giver risiko for at flere får overvægt. Mere end halvdelen af os lever allerede med overvægt. Hvis vi ikke gør noget ved stigningen på overvægtskurven, vil 66 pct. af alle danskere have overvægt i 2045. Det vil betyde 48.000 flere kræfttilfælde på de næste 30 år alene pga. overvægt.

Det sunde valg burde være det nemme valg

– Når så mange danskere i dag har overvægt, kan det ikke bare forklares med manglende viljestyrke hos den enkelte. Årsagerne til overvægt er komplekse, og derfor er løsningerne heller ikke simple. Det er en stor samfundsmæssig sundhedsudfordring, fastslår Mette Lolk Hanak, forebyggelseschef i Kræftens Bekæmpelse.

– Når vi handler, køber take-away eller stopper på tanken, burde det sunde valg være nemt og billigt. Sådan er det ikke i dag. Derfor har vi brug for langsigtede, strukturelle ændringer og en samlet indsats om at stoppe stigningen i overvægt, siger hun.

Overvægt er den andenstørste risikofaktor for kræft

Hovedparten af danskerne ved godt, at overvægt kan føre til hjertekarsygdomme og diabetes. Men kun to ud af ti er klar over, at overvægt øger risikoen for kræft. Overvægt øger risikoen for mindst 13 kræftformer og er den andenstørste risikofaktor for kræft. Rygning er den største.

Det lader til at danskerne er enige i, at samfundet spiller en stor rolle, når vi ser på stigningen i overvægt blandt befolkningen. 84 pct. af deltagerne i en undersøgelse foretaget af Kantar Gallup for Kræftens Bekæmpelse og Sundhedsstyrelsen mener nemlig, at vi lever i et samfund, som gør det nemt at røre sig for lidt og spise for meget.

Kræftens Bekæmpelse lancerer i denne uge oplysningskampagnen ’Et ufedt budskab.’ Budskabet i kampagnen er, at overvægt skader din sundhed. Det øger risikoen for kræft og andre alvorlige sygdomme.

– Fire ud af ti kræfttilfælde kan forebygges. Derfor er det vigtigt at se på årsager til overvægt og tage hul på den svære samtale om de sundhedsmæssige konsekvenser og løsninger. Det er en vigtig, men også svær opgave, da overvægt er et følsomt emne at tale om, afslutter Mette Lolk Hanak.

——————————————————————————

Fakta om overvægt og kræft 

  • 51 pct. af danskerne har overvægt.
  • Overvægt øger risikoen for mindst 13 kræftformer, heriblandt bryst- og tarmkræft, som til sammen rammer knap 9.700 danskere hvert år.
  • Omkring 66 pct. af alle danskere vil have overvægt i 2045 og 48.000 flere vil få kræft alene på grund af overvægt, hvis ikke udviklingen vendes.
  • Vi kan stadig nå at forebygge den uheldige udvikling i Danmark, hvor det endnu ikke står så slemt til som i f.eks. USA og Storbritannien. Vi er et de lande i Europa, hvor flest børn har en sund vægt.

——————————————————————————

Sodavandstal 

  • Siden sukkerafgiften på sodavand blev fjernet ved indgangen til 2014, er priserne faldet og salget af sodavand steget med 27 pct., ifølge Bryggeriforeningen.
  • Nye tal fra analyseinstituttet GfK viser, at danske husstande køber 19 liter mere sodavand på et år end for 10 år siden. Tal fra 3. kvartal 2010 viser, at de danske hustande i gennemsnit købte 66,8 liter sodavand på et år. I 3. kvartal i 2019 var gennemsnittet steget til 85,7 liter sodavand pr. år. Det er en stigning på 28,3 pct. Herunder er tallene for de enkelte regioner:

Danskernes viden om og holdning til overvægt og sundhed

  • Undersøgelsen ”Danskernes viden om og holdninger til overvægt og sundhed” er foretaget af Gallup KANTAR for Kræftens Bekæmpelse og Sundhedsstyrelsen i 2019 blandt 5.122 voksne danskere. Undersøgelsen viser, at kun 22 pct. forbinder overvægt med øget risiko for kræft, mens 86 pct. forbinder overvægt med type 2-diabtes, 81 pct. med hjerte-kar-sygdomme og 80 pct. forbinder overvægt med forhøjet blodtryk. Undersøgelsen kan findes HER.

——————————————————————————

Folkeoplysning af ’Et ufedt budskab’

Kræftens Bekæmpelses oplysningsindsats ’Et ufedt budskab’ har et budskab til danskerne om, at overvægt er sundhedsskadeligt og øger risikoen for kræft. Den svære samtale om overvægt er omdrejningspunkt. Skuespiller Anders W. Berthelsen er kampagnens ansigt og medvirker bl.a. i en film, der kan ses via Kræftens Bekæmpelses Facebookside. Læs mere om kampagnen ’Et ufedt budskab’ og se kampagnefilmen på www.etufedtbudskab.dk.

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer