Forside Kultur Danskere i Paris under 1. Verdenskrig

Danskere i Paris under 1. Verdenskrig

DEL

Alliance Française Fredericia indbyder til et spændende foredrag torsdag d. 25. april, kl. 19.00. Det handler om de danskere, der blev i Paris og Frankrig under 1. Verdenskrig. Vi har ikke hørt så meget om dem før, men Aase Nørrung har forsket i emnet og fundet flere spændende historier frem, som hun vil indføre os i.

Udbruddet af Første Verdenskrig i august 1914 fik også betydning for den danske koloni i Paris. Mange håndværkere blev arbejdsløse og rejste tilbage til Danmark, mens andre danskere kom Frankrig til hjælp.

Aase Nørrung fortæller om livet i den belejrede by med rationering og natlige bombardementer. Fire krigsår, hvor danskerne kom på den svære opgave at forklare de kæmpende franskmænd om årsagen til den danske neutralitet og om arbejdet med at skabe forståelse for den sønderjyske sag i forbindelse med fredsslutningen.

En brutal krig, som også danskere tog aktivt del i, og for nogle med livet og førligheden som indsats i de franske skyttegrave.

Aase Nørrung har flere gange tidligere besøgt Alliance Française, og foreningen kender hende som en dygtig, engageret og habil foredragsholder, der med sit store vid kan fortælle på en medrivende måde. Foredraget ledsages af illustrationer.

Foredraget finder sted på Lokalhistorisk Arkiv, Frederik d. III’s Vej 6, Fredericia, kl. 19.00 og varer ca. 1 time plus spørgsmål – samt kaffe og kage, der er inkluderet i entréprisen (ikke-medlemmer 100 kr./ medlemmer 60 kr.).                                                                                               

Alle er velkomne.

DEL