Danske familieejede virksomheder har vist sig robuste i en krisetid, og de har høje forventninger til vækst allerede i 2021 og 2022. Samtidig tager 6 ud af 10 ansvar for at bekæmpe klimaforandringerne, men kun en tredjedel har en klar strategi for bæredygtighed. Det viser PwC’s Family Business Survey 2021 med svar fra 2.801 familieejede virksomheder.

PwC’s Family Business Survey 2021 viser, at de danske familieejede virksomheder har klaret sig bedre gennem krisen end de globale familieejede virksomheder. Globalt har næsten halvdelen oplevet et fald i omsætningen i 2020, mens det kun gælder en tredjedel af de danske familieejede virksomheder. I Danmark oplevede 4 ud af 10 endda en stigning i omsætningen i 2020.

– Undersøgelsen viser, at de familieejede virksomheder, ikke mindst i Danmark, har vist sig modstandsdygtige over for krisen under COVID-19. Det skyldes bl.a., at de står på et stærkt fundament efter en årrække med vækst, inden krisen ramte, fortæller partner i PwC Karina Hejlesen Jensen. Hun henviser desuden til, at kun 11 % af de danske familieejede virksomheder havde behov for tilførsel af kapital i 2020 som følge af COVID-19 mod det dobbelte (21 %) globalt.

Høje forventninger til vækst efter krisen
Undersøgelsen viser desuden, at andelen af de familieejede virksomhederne, der forventer vækst i de kommende år, ligger højere end globalt. Hele 70 % af de danske familievirksomheder forventer vækst allerede i 2021, mens næsten 87 % har en forventning om vækst i 2022. Til sammenligning gælder det henholdsvis 64 % og 86 % globalt.

– De danske familieejede virksomheder har været dygtige til at omstille sig under COVID-19, og de har formået at handle hurtigt og tilpasse sig en ny virkelighed, bl.a. ved øget brug af digitale løsninger. Det giver dem et stærkt afsæt de kommende år, hvor et stort flertal forventer vækst, ligesom der vil være fokus på fortsat at forbedre de digitale kompetencer, forklarer Karina Hejlesen Jensen.

Ifølge PwC’s Family Business Survey 2021 ligger en forbedring af de digitale kompetencer således helt i top på listen over de danske familieejede virksomheders prioriteter for de kommende to år (valgt af 62 %). Samtidig svarer knap halvdelen af de familieejede virksomheder, at de har stærke digitale kompetencer i dag, hvilket er over det globale niveau på 39 %.

Klimaansvar højt på dagsorden
PwC’s Family Business Survey 2021 viser desuden, at klimaansvar er på agendaen for størstedelen af de danske familievirksomheder. Knap 6 ud af 10 dansk familievirksomheder svarer således, at de tager ansvar for at bekæmpe klimaforandringerne. Til sammenligning svarer 5 ud af 10 blandt de globale familieejede virksomheder det samme.

– Klimaforandringerne ligger højt på agendaen hos mange af de danske familieejede virksomheder. Det er dog kun fire ud af ti familieejede danske virksomheder, der har bæredygtighed på tværs af alle deres aktiviteter, mens det gælder for halvdelen blandt de globale, så her er der mulighed for udvikling, fortæller Karina Hejlesen Jensen.

De danske familievirksomheder ønsker desuden at tillægge bæredygtighed større betydning fremover. Således svarer knap halvdelen, at deres forretning skal yde en større indsats for klima og samfund for at få succes fremover. Det er dog kun en tredjedel af de danske familievirksomheder, som allerede har en formaliseret og nedskrevet strategi for bæredygtighed på nuværende tidspunkt, hvilket er på niveau med de globale.

– Mange danske familieejede virksomheder arbejder allerede strategisk med bæredygtighed, men der er plads til forbedringer. Specifikke, målbare og tidsbegrænsede mål for bæredygtighed fremmer fælles prioriteter og skaber dermed resultater og værdi på tværs af virksomheden, og derfor er en klar strategi helt afgørende, slutter Karina Hejlesen Jensen.

Om undersøgelsen
Analysen er baseret på 2.801 interviews med ledere fra familieejede virksomheder fra 87 forskellige lande mellem den 5. oktober og 11. december 2020. Læs mere her.

0 0 stemmer
Artikel Rating
Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer