Forside Erhverv Dansk webshop holder lukket på Black Friday

Dansk webshop holder lukket på Black Friday

DEL

Den fredericianske webshop Ziito.dk har valgt at lukke både lager og kontor på Black Friday – til gengæld skal der ryddes op i naturen. 

Der er i år udsigt til at Black Friday endnu en gang sætter ny forbrugsrekord på det danske detailmarked. Men i år bliver det uden den danske interiør-producent Ziito, som har valgt at hoppe af toget.

“Vi havde en snak om Black Friday på kontoret og konklusionen blev at det strider imod alle vores værdier – så der var bred enighed om at vi lukker ned på fredag. Alle medarbejder møder stadig op på arbejde, men i stedet for deres normale opgaver, trækker vi alle i noget varmt tøj og bruger dagen på at samle affald i naturen. På den måde kan vi være med til at fjerne produkter fra vores natur, fremfor at deltage i overforbruget.” siger ejer af Ziito, Jonas Oxholm.

Ziito sælger inventar til private og butikker. Virksomheden har stor fokus på bæredygtighed, hvilket også er hovedårsagen til at Ziito vælger at holde lukket på Black Friday.

“Black Friday står på mange måder for alt hvad jeg er imod. Dagen er skabt ene og alene med det formål at skabe overforbrug gennem store rabatter. For virksomhedernes side, er det blevet et tog man skal hoppe med på for ikke at blive tabt. Det er for mange virksomheder årets største salgsdag. Jeg knokler hver dag som iværksætter, for at sælge mine produkter til en ærlig pris – skulle jeg give 50-60% denne ene dag, vil det betyde at jeg skulle sælge mine produkter til en tilsvarende højere pris alle andre dag. Det hænger simpelthen ikke sammen. Skal jeg sælge mit produkt, vil jeg helst gøre det til en fair pris og til en kunde som har brug for produktet.” Jonas medgiver at det ikke er alle virksomheder, som bliver ligeså ramt af de høje rabatter som lige netop Ziito.

“Der er helt sikkert virksomheder som tjener på en dag som Black Friday, men jeg tror primært at det er de store koncerner som er så heldige. Det betyder desværre at der sikkert er mange som føler sig tvunget til at gå med på bølgen, fordi forbrugerne efterspørger det. I sidste ende er der dog kun én part til at betale for den manglende indtjening og det er desværre forbrugerne.”

https://www.facebook.com/heinybags/
Annonce