Den 17-årige tennisspiller Holger Rune deltager i den længe ventede ATP Challenger turnering i Marbella, der har været udsat siden marts. Den danske tennisstjerne har store forventninger til turneringen, hvor flere top 100 spillere har meldt deres ankomst.  

Udskydelser og aflysninger af sportsbegivenheder har siden marts måned været hverdagskost pga. corona-pandemien. Derfor er hovedsponsoren for AnyTech365 Marbella Tennis Open 2020 mere end begejstret for at afholdelsen af tennisturneringen endelig finder sted.   

– Jeg glæder mig over, at vi i det hele taget kan afholde turneringen. Vi har været klar siden marts, men det satte corona en stopper for. Nu ser vi fremad og glæder os over, at turneringen starter på lørdag, lyder det fra it-iværksætter Janus R. Nielsen, der er CEO for it-virksomheden AnyTech365, der har hovedsæde i Marbella på Costa del Sol og som for andet år i træk er sponsor til ATP turneringen.  

Også Ronnie Leitgeb, der er Tournament Manager, glæder sig over at afholdelsen af tennisturneringen bliver en realitet, og fortæller at alle forholdsregler i forbindelse med COVID-19 bliver taget meget seriøst.  

Wildcard til det danske stortalent  

Da der skulle tildeles wildcards til ATP Challenger turneringen i Marbella var hovedsponsoren Janus R. Nielsen ikke et sekund i tvivl om at pege på den danske tenniskomet Holger Rune, der med sine bare 17 år allerede har leveret imponerende tennisresultater.     

It-iværksætteren fik opbakning fra ATP organisationen, og Holger Rune blev dermed tildelt et wildcard til turneringen, der skal spilles i smukke omgivelser på grusbanerne i Puente Romano i Marbella. Den unge tenniskomet glæder sig og har store forventninger til turneringen.  

– Wildcardet betyder rigtig meget for mig, og jeg har glædet mig virkelig meget til turneringen. Det er noget jeg har set frem til i lang tid. Jeg har fået spillet en hel del turneringer på grus, så jeg føler selv, at jeg er i god form. Når jeg kigger på de andre spillere, kan jeg se, at det bliver en stærk turnering, så det bliver fedt at komme ned og spille på et højt niveau på anlægget i Marbella, lyder det fra en forventningsfuld Holger Rune, der er yderst dedikeret til sin sport og som sidste år blev kåret til både årets juniortennisspiller og årets fund i dansk idræt.

Også Janus R. Nielsen fra AnyTech365 har store forventninger til turneringen og er stolt af at det unge talent takkede ja til wildcardet.     

– Det bliver uden tvivl en spændende turnering på et højt niveau, da vi har omkring 10 spillere fra top 100 i verden, fortæller Janus R. Nielsen, der glæder sig over at turneringen nu endelig kan afholdes. Men der er også en anden ting, der glæder den danske it-iværksætter.

– Jeg glæder mig meget til at se Holger Rune spille. Den 17-årige danske knægt har vundet junior French Open, og den turnering blev spillet på grus og her skal der også spilles på grus, så jeg håber, at han kan overraske og vinde nogle kampe.      

Den danske hovedsponsor er ikke den eneste der har store forventninger til den unge tennisspiller. Også Holger Rune selv har store ambitioner for den kommende tennisturnering.

– Jeg håber selvfølgelig på at vinde. Jeg føler mig i god form og arbejder meget fysisk i øjeblikket. Så jeg går stærkt efter at gå hele vejen, men jeg ved også, at det bliver svært, lyder det fra en glad og optimistisk Holger Rune, der sluttede sidste år af med at betræde verdensranglistens førsteplads for juniorer.

Drømmer om at blive verdens bedste

Fastholder Holger Rune sin store passion i sit tennisspil, er der gode fremtidsudsigter til at blive en stjerne på den helt store scene. Og selv er han ikke i tvivl om fremtidens målsætning.

– Min long-term-dream er at vinde alle Grand Slams så mange gange som muligt. Og helst flere gange end Federer og Nadal, lyder det fra en smilende og selvsikker Holger Rune, der altid har haft Roger Federer som sit store idol, men indrømmer alligevel at han hælder en smule til Rafael Nadal efter han for nyligt så finalen mellem Nadal og Novak Djokovic på Roland-Garros, hvor spanieren sikrede sin 13. titel i Paris.

Der er ingen tvivl om, at den unge tenniskomet har store kvaliteter på tennisbanen, men han er også klar over, at det bliver en udfordring at spille mod de mere rutinerede kræfter.  

– Det er klart, at de er fysisk stærkere på seniorniveau, så derfor bliver det fysiske en udfordring, men også en naturlig udvikling. Det kræver mere udholdenhed og kampene er meget længere. Se bare på finalen mellem Djokovic og Nadal som tog 3 timer og 5 minutter, hvorimod juniorfinalen tog 1 time og 3 minutter. På seniorniveau skyder de mange flere bolde over nettet, så det gælder om at være i god form, og det synes jeg er fedt. Det skal jo være svært. Ellers ville alle kunne gøre det, lyder det fra en fokuseret og dedikeret Holger Rune.    

Livestreaming af AnyTech365 Marbella Tennis Open

Turneringen som finder sted på tennisanlægget i Puente Romano i Marbella vil naturligvis ikke spilles for fuldt hus pga. corona pandemien. Derfor er tennisforbundet og AnyTech365 nået frem til en aftale om at alle kampe kan streames direkte fra hovedsponsorens webside: https://anytech365.com/ Tennisturneringen starter på lørdag d. 24. oktober og varer indtil søndag d. 1. november, hvor finalen spilles.

Holger Rune er ærgerlig over, at tilskuertallet kommer til at være begrænset, men ved også at der ikke er så meget andet at gøre i en situation som denne.

– Det er altid fedt at spille foran mange tilskuere, men nu er jeg endnu ikke så vant til at spille alle kampe for fuldt hus, så det er på ingen måde noget der kommer til at påvirke mit spil, siger den unge tenniskomet, der i sin fritid elsker at tilbringe tid med sin søster og resten af familien til hygge og filmaftener.

5 hurtige spørgsmål til Holger Rune

  • Storby- eller badeferie? Storbyferie.
  • Håndbold eller fodbold? Fodbold.
  • Pizza eller sushi? Pizza.
  • Film eller bog? Film.
  • Roger Federer eller Rafael Nadal? Jeg må indrømme, at jeg stadig holder fast i Federer.
Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer