Dansk Industri etablerer DI Venues sammen med en række af de største aktører på området deriblandt MCH og Bellagroup, som er nye medlemmer i DI. Målet er at løfte branchens politiske dagsordener og styrke virksomhederne gennem sparring og netværk.

Som en del af branchefællesskabet DI Turisme og Oplevelser etablerer DI nu en særlig indsats for arenaer, messe-, konference- og spillesteder under navnet DI Venues.

Fælles for alle venues er, at de står med en række udfordringer, som DI kan bidrage til at belyse og løse sammen med aktørerne. Det kan dreje sig om samarbejde med myndigheder, konkurrencevilkår, større skattepolitiske dagsordener, tiltrækning af events og konferencer, konkurrencevilkår og digitalisering.

Under coronakrisen blev de danske venues ramt særlig hårdt af nedlukninger og restriktioner med forsamlingsforbud. Erhvervet står derfor også nu i en anden situation end for blot et par år siden. Møder bliver digitale, gæster og samarbejdspartnere stiller større krav til bæredygtighed, ligesom prisstigninger påvirker internationale turnéer og mange andre forhold på den korte bane. Samtidig er gæsterne gået online som aldrig før, og det lægger pres på vores fysiske mødesteder.

Omdrejningspunktet for DI Venues bliver Advisory Board for Venues, som vil tælle nogle af de mest toneangivende virksomheder inden for branchen i Danmark som eksempelvis Royal Arena, Parken Sport & Entertainment, KB Hallen og MesseC. Det samme gælder Bellagroup og MCH, der er nye medlemsvirksomheder i DI.

Bellagroup A/S, der blandt andet dækker over Bella Center Copenhagen, Bella Arena og Bella Sky Conference & Event, bliver en del af DI Venues. CEO Christian Folden Lund glæder sig til at samle kræfterne i branchen:

– Med DI Venues har vi fået et stærkt forum, hvor vi kan sparre med hinanden om de udfordringer, vi møder i branchen og inspirere hinanden på forretningsudvikling, bæredygtighed og meget mere. Samtidig vil DI bidrage til at løfte branchens politiske indsats, siger Christian Folden Lund.

Hos MCH i Herning, der tæller både MCH Messecenter Herning, MCH Herning Kongrescenter, MCH Arena og Jyske Bank Boxen, ser administrerende direktør Georg Sørensen et stort potentiale i en samlet indsats for de danske venues:

– Vi er en branche, der har kæmpet hårdt de seneste to år med restriktioner og nedlukninger. Perioden med nedlukning er nu afløst af en meget usikker tid med voldsomme energipriser, inflation og ændringer i forbrugeradfærden. Derfor har vi mere end nogensinde før brug for at stå sammen i venue-branchen.

Hos DI Turisme og Oplevelser er der også høje forventninger til det nye samarbejde:

– Vi glæder os til at arbejde for endnu bedre vilkår for de virksomheder, der samler os på tværs af samfundet om koncerter, konferencer og sportsbegivenheder. Disse aktører er en stor styrke for dansk erhvervsliv, og derfor giver det rigtig god mening at samle kræfterne, siger chef for DI Turisme og Oplevelser Maria Krüger Torp.