Dansk Gadekunst er en super introduktion til flere af elementerne indenfor den kunst, vi oplever i det offentlige rum. Fredericia AVISEN vil i en lille føljeton præsentere nogle af kunstnerne bag og de forskellige stilarter.

Jeg falder tit på halen over de helt simple ideer, dem der ikke kan lade være med at brede sig. Der er mange inspirerende kunstnere i bogen Dansk Gadekunst. I denne artikel bliver et par håndfulde spraymalede plastiksoldater til en verdensomspændende militæroperation.

Pink Army

Vi skal tilbage til 2007, hvor de første planer om at lave en miniudgave af krige kommer på bordet. Planen var at spille brætspillet Risk i virkeligheden, der skulle opstilles små hære af plastiksoldater, der kunne bekæmpe hinanden i det offentlig rum.

Hvis man synes, at Pink Army ikke taler for sig selv, kan man selvfølgelig selv sætte et par ord på.

Efter nærmere overvejelser kom man frem til, at der var krige nok i den verden, vi lever i. Der var vigtigere kampe at kæmpe, derfor kom Pink Army-ideen. Nu skulle alle krige bekæmpes med lyserøde/pink plastiksoldater. Det var en kunstner og aktivist under navnet General Ruseus som grundlagde hovedafdelingen Pink Army Copenhagen.

Jeg er så heldig, at jeg kan kalde General Ruseus op på kommando centralen med min walkie talkie og han siger:

“De allerførste afdelinger udover vores lille gruppe i København startede med en afdeling i Miami. Miamiafdelingen ledte til, at der kom afdelinger i hele landet. Først derefter var der folk der tog det op i Europa, derefter kom Aarhus, Kolding og København, der har været en sjov rejse”.

Fra afsnittet om Pink Army fra bogen Dansk Gadekunst. (Foto: Thomas Lægaard / Fredericia AVISEN)

Hvordan bliver man en del af hæren General Ruseus?

“Det er bare at få en hær frem på bordet, og så male dem med Fuschiafarven, den fungerer bedst. Desværre er de helt billige soldater blevet svære at opdrive, mine forsyningstropper køber dem i Stoppelhobby på Frederiksberg, de er dog nogle lidt eksklusive soldater”

Vi sendte en spejder ud og fandt et fornuftigt tilbud.

Det er meget nemt at blive en del af Pink Army og reglerne er så nemme at forstå, at det selvfølgelig måtte sprede sig ud i landet og verden. Så fra hovedstaden København bredte hvervningen af medlemmer og fans sig sådan, at de Pinksoldater fik afdelinger og kunne ses i blandt andet Aarhus, USA, Norge, Frankrig, Italien, England og Tyskland.

“Men det politiske aspekt i Pink Army er ikke det afgørende. Pink Army skal have lov til at være en leg, et eventyr. Legen er krigens absolutte modsætning. Legen over for krigen er måske vejen til fred. Børn kan jo godt lege krig og elske hinanden på sammen tid”, citat fra bogen Dansk Gadekunst.

Billede fra Pink Army København

Ideen om Pink Army er måske mere aktuel end nogensinde og jeg har dyb respekt for så simpel en ide og inspireres af måden, det kan leve videre på.

Efter en Googlesøgning ser jeg, at det næsten foregår i hele verden, da mange aktivister tager deres soldater med på ferie og sætter op. Ja, faktisk fandt jeg en afdeling i Kolding som jeg kontaktede:

PINK ARMY – Kolding

Jeg taler med en person, som vi vælger at kalde Hubert.

“Jeg var interesseret i streetart og opdagede de små soldater på internettet. Det var et sjovt aspekt, at man selv kunne bringe det videre. Det er et koncept, der kan involvere mange, fordi det ikke er så farligt og det er nemt at købe nogle figurer og male”

Billede af en hær, klar til kamp i Kolding. (Foto: Thomas Lægaard / Fredericia AVISEN)

Det som Hubert faldt for var, at det var meget unika, at soldaterne kan ikke flyttes og at Pink Army skilte sig ud på en cool måde.

“Det var noget, vi kunne samles om, og man kunne altid have en lyserød soldat i lommen, det virkede ikke så forbudt. Vi endte med at være 15 stykker i vores enhed Pink Army Kolding, det var en kort og fed periode”, siger Hubert.

Pink Army Kolding tog den længere end plastikmænd, der patruljerede i det små. (Foto: Thomas Lægaard / Fredericia AVISEN)

Pink Army Kolding havde mange sjove ideer, blandt andet at male et busskur i Pink Armys farver, den fungerede som en slags kaserne, hvor man kunne hente tropper til ophængning.

Da de lavede busskuret var det lige ved at gå galt, fordi politiet pludselig kom og satte lys på de tre Pink Armyfolk, mens de malede . To af personerne løber væk og Hubert står tilbage smurt ind i samme farve, som de malede med.

“Jeg blev virkelig nervøs, og kunne ikke nå væk, men så fik de en sang fra de varme lande om en masse kunstprojekter og det var en del af noget større. Jeg talte virkelig for min syge moster og jeg fik lov til at gå fri”, siger Hubert.

Pink Army Kolding var aktive til cirka 2012.

Her er to Pink Army soldater på vagt i Kolding. (Foto: Thomas Lægaard / Fredericia AVISEN)

Da jeg taler med repræsentanten fra Kolding, går det op for mig, hvor stort og vildt det egentlig er, gutterne fra København som ville spille Risk i gaden, men som endte med at opfinde Pink Army er udvisket i den historie. Koldinggruppen var inspireret af Aarhus ARTillery som var en udspringer, det er netop det aspekt, jeg elsker ved det koncept. Du kan selv blive en del af det og faktisk gøre, hvad du vil i det pinkeunivers, det vigtigste af alt er at stoppe krig.

Pink Army holder og jeg er sikker på, at deres spor vil blive trådt igen og igen, nogle gange lidt tavst andre gange med masser af larm.

Sådan lyder Pink Armys krigsdeklaration, som i øvrigt er et ulitmative krav:

Alle krige skal standses ‘med det samme’!

Alle hærenheder, væbnede grupper og terrorceller skal opløses, rehabiliteres og løse humanitære opgaver i stedet.

Forsvarsministeriet skal opløses eller lægges ind under kulturministeriet.

Alle våben skal smeltes om til legetøt, dog er legetøjsvåben undtaget.

Alle kaserner og militære installationer skal omdannes til museer, gallerier eller tjene som andre harmløse offentlige formål.

Alle kanoner og artilleri skal ødelægges.

Militære køretøjer skal afmilitariseres og tjene som gratis offentlig eller skoletransport i Afrika, eller skilles ad og bruges som reservedele til fredelige formål.

Militære fly og skibe skal ombygges, så de kan bruges til internationale hjælpeoperationer eller til ildbekæmpelse. Hvis det ikke kan lade sig gøre skal de smeltes om og genbruges til fredelige formål f.eks. nipsgenstande, kuglepenne, kopholdere eller dørhåndtag.

Hestene i den danske hær skal gives til rideskoler for børn.

Andet militært udstyr som støvler, telte, rygsække, kamouflage, radioer og logistisk materiale med videre gives til Frelsens Hær, KFUM-spejderne eller smides væk.

(Foto: Thomas Lægaard / Fredericia AVISEN)

Lån bogen Dansk Gadekunst på Fredericia Bibliotek og læs med på Fredericia AVISEN, når vi folder flere kunstnere ud fra siderne.

Join the Army

Læs også

Leave a Reply