Anders Wiinberg kom til Fredericia som militærmand, men siden er den karriere skiftet ud med en karriere indenfor dansk design og møbler. Et skifte der ikke kom ad sig selv, men et skifte Anders nu er meget glad for. Anders er ikke designeren bag, men han er manden der får tingene til at ske.

Der er roligt i det nye kontor/showroom. Dagen forinden havde der været et mindre arrangement med Business Fredericia og et par dage forinden det havde Fredericia Kommune afholdt pressemøde om nogle af alle tiltagene i Kanalbyen. Men denne fredag var der mere ro på, så der var tid til en snak om Anders og hans virksomhed, Wiinberg Furniture.

“Jeg flyttede her til Fredericia for at aftjene min værnepligt. Så har jeg bare holdt fast i Fredericia siden da. Jeg brugte 13 år af mit liv i Forsvaret. Sådan får man lidt gratis rejser”, lyder det med et grin fra Anders.

Interessen er ikke en der altid har fyldt for Anders, men det er den kommet til at gøre. “Det kom sig af, at min daværende kone var meget interesseret i det. Så blev jeg ligesom revet med ind i det, for det er faktisk meget sjovt at være en del af det. Det er ikke mig der designer tingene, men jeg står for processen fra designeren kommer med en idé til varen står i butikken”, forklarer han.

Livet i Forsvaret har rustet Anders til mange ting. Med i bagagen har han blandt andet tre udsendelser. Men vilje, vedholdenhed og en tro på, at tingene lykkes selvom det til tider er hårdt, det er blandt de ting Anders bruger nu i sin virksomhed.

“Man får noget disciplin og i mange tilfælde også nogle normer omkring opførsel med sig. Jeg har været udsendt tre gange; først i Kroatien, så i Bosnien og sidste gang var i Irak. Det har været gode oplevelser for mig alle gangene sådan i det store hele. Men der er da ting som ikke er lige sjove. Men overordnet, så er har det været gode oplevelser”, fortæller Anders og fortsætter:

“Jeg tror at det har givet mig en del, både at være i Forsvaret og være udsendt. Jeg har lært, at tingene nok skal lykkes, selvom det til tider kan være hårdt og uoverskueligt. Som regel ender tingene på den gode side, det er i hvert fald det jeg har oplevet – også nu med min virksomhed”.

Den branche Anders er gået ind i kræver også, at man til tider tør tage chancer. Men det er ikke noget problem for Anders, han tager gerne de chancer der skal til for at ramme det helt rigtige produkt.

“Man tager nogle chancer i den her branche, men et eller andet sted er det jo også det spændende ved det. Det havde nok ikke været ligeså sjovt hvis jeg havde fået det hele foræret”, forklarer Anders Wiinberg.

“Der er meget planlægning forbundet med mit arbejde, men jeg har erfaret, at det er meget vigtigt en gang i mellem at træde ud af hverdagen og se på tingene udefra. Man skal lytte til hvad andre siger, så man ikke låser sig fast. Man skal ligesom turde at træde ud af planen, stikke af i en retning man ikke havde troet. Det er der successen ligger”, siger han.

Udover Anders finder man i showroomet også værker af Diana List Nielsen Jensen, der er sprunget ud som grafisk kunstner. Det er det perfekte makkerskab, forklarer Anders.

Læs også: Lokal grafiker sætter fokus på grafisk kunst

“Mit samarbejde med Diana betyder rigtig meget. Jeg har ikke været så god til at pleje mit netværk de seneste mange år, jeg har simpelthen bildt mig selv ind at jeg havde for travlt til den slags. Heldigvis har Diana et stærkt netværk, som nu også har bragt os her ned i Kanalbyen”, fortæller Anders og fortsætter:

“Jeg mødte Diana for nogle år tilbage til noget firmafodbold. Så stødte vi ind i hinanden igen og blev hurtigt enige om, at der da her var et godt match. Hendes kunst og mine møbler passer super godt sammen, det giver et helhedsbillede for kunderne. Det bliver lidt som at træde ind i et hjem når man kommer herned”.

https://www.eucl.dk/
Annonce

Det er en svær branche som Anders har kastet sig ud i. Det koster penge før man kan lave penge, blot at få lavet en prototype kan være en omkostningsfuld proces. Men det tager Anders med ophøjet ro, han vækster i det tempo som virksomheden kan bære.

“Det koster mange penge at komme ud over kanten med et produkt. Jeg skal vækste ud fra de penge jeg tjener, så det kan tage lidt tid før de nye produkter ser dagens lys. Eksempelvis har jeg lige nu en mega lækker stol, hvor der lige mangler de sidste midler før den kan komme videre”, forklarer han.

Én af de vigtigste ting for Anders er, at man holder produktionen i Danmark, at designerne er danske – for det er den eneste måde at holde dansk designs gode omdømme om høj kvalitet ved lige på.

“Vi kan ikke konkurrere på prisen med flere af de udenlandske spillere, men vi kan konkurrere på service og kvalitet. For mig at se må det koste hvad det koster at holde produktionen her i Danmark, for det er den måde vi holder fødekæden kørende på. Vi skal have danske snedkere og danske designere. Det er det vi er så kendt for ude i verden”, fortæller Anders.

Der er også plads til at drømme for Anders Wiinberg. “Jeg vil gerne have nogle af mine møbler på verdenskortet, det er da klart. Så på den måde vil jeg da nok gerne være den nye Arne Jacobsen, men det er jo mine designere der i virkeligheden skal være den nye Arne Jacobsen”, lyder det med et grin fra Anders.

“Jeg ser meget op til Fredericia Furniture. Det er virkelig nogle forbilleder som jeg da også drømmer om, at jeg kan komme med i deres skala. Desuden vil jeg gerne rette en tak til dem, for de har stillet stole til rådighed hernede i mit showroom, så looket er fuldendt. Det synes jeg et eller andet sted også viser noget om det format de har, at de gerne hjælper en lidt mindre spiller som mig”, siger han.

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer