Forside Vejle Dansk CHESS opsætning storsælger i Vejle

Dansk CHESS opsætning storsælger i Vejle

DEL

Publikum vil se CHESS på dansk. Det er den klokkeklare konklusion efter, at den kommende danske opsætning af den moderne musicalklassiker er kommet flyvende fra start og allerede har solgt 20.000 billetter – heraf næsten 2.000 i Vejle Musikteater.

Forestillingens producent Mikkel Rønnow er enormt glad for den flotte start på billetsalget. Han udtaler i en pressemeddelelse:

Vi har selvfølgelig håbet på og forventet, at publikum gerne vil se CHESS i en ny stor opsætning, men at forestillingen sælger så stærkt havde jeg ikke i min vildeste fantasi forestillet mig. Det glæder mig meget, at publikum er nysgerrige, og på vegne af hele holdet kan jeg i hvert fald også sige, at vi glæder os til at komme i gang med at vise forestillingen for publikum om et halvt års tid.”

Vejle Musikteaters direktør, Toni Lee Larsen, støtter op: “Det er så fantastisk. Vejle Musikteater er jo i sin tid bygget til store produktioner af denne slags, så det bliver en helt unik forestilling her. Med den hastighed som salget har lige nu, går vi efter en fyldt Store Sal de dage CHESS spiller her i marts 2018.”

Flere forestillinger i salg

I Vejle Musikteater er der pt. fire forestillinger i salg, men med den hastighed salget går i forventes det, at der inden længe sættes flere forestillinger i salg.

Første danske opsætning

Det er første gang, at CHESS opføres på dansk i en professionel opsætning, og der er tale om en produktion med helt ny iscenesættelse, scenografi og koreografi.

Stjernebesætning

På rollelisten står Stig Rossen som den russiske skakmester Anatoly, Xenia Lach-Nielsen som Florence, Bjarne Langhoff som den regerende amerikanske verdensmester Frederick Trumper, Pernille Petersson Carmohn som Anatolys kone Svetlana, et stort ensemble og 17-mand stort symfonisk poporkester. Den nye opsætning instrueres af den prisbelønnede engelske instruktør Mark Clements, mens koreografien lægges i hænderne på englænderen Nick Winston. Oversættelsen til dansk varetages af den erfarne oversætter og manuskriptforfatter Jesper Malmose, og producent Mikkel Rønnow svinger selv taktstokken over orkestret.

 

CHESS, Store Sal, Vejle Musikteater

Tirsdag den 13. marts kl. 19.30
Onsdag den 14. marts kl. 19.30
Torsdag den 15. marts kl. 19.30
Fredag den 16. marts kl. 19.30

Priser fra 295,- inkl. gebyr

Billetsalget er startet

Få lokale nyheder direkte på Facebook:
Kolding - Vejle - Middelfart - Fredericia
DEL