DanRobotics vækster mod nye erhvervseventyr

0

I 2002 så DanRobotics i Middelfart dagens lys. Bag virksomheden gemmer sig et team af dedikerede medarbejdere med en stor portion knowhow indenfor robotteknologi, men vigtigere endnu dannes succesen ved at løse kundernes behov. I dag er virksomheden rykket ind i et nybygget domicil og 2024 strategien er lagt. 

Vi er på besøg hos DanRobotics på Barmstedt Allé i Middelfart. Mødet er kommet i stand efter en samtale med Leif Andersson fra Nordfyns Bank. Andersson har i mange år været bankmand for Direktør Kim Koertsen og DanRobotics, men det er historien om virksomheden, DNA’en og betydningen for lokalsamfundet, som han ønsker at sætte spot på. Og efter at have fyldt kaffekopperne med mocca, tager vi plads i mødelokalet på første sal.

Kim Koertsen startede DanRobotic i 2002. Foto: AVISEN

“Jeg har været i robotbranchen siden 1988, blandt andet syv år hos robotproducenten ABB. I 2002 startede jeg DanRobotics, med fokus på kundetilpassede robotløsninger til den danske industri. I dag opererer vi med tre forretningsområder: 

Det ene forretningsområde er Svejserobotter til den danske og internationale industri. Udover Danmark leverer vi også til udlandet. B.la. til Tyskland, Østeuropa, Nordamerika og Kina. Selvom vi ikke har en sælger i Kina, så har vi leveret robotanlæg i det store land til vore danske kunder som har lokal produktion,” indleder Kim og fortsætter:

“Et andet forretningsområde er håndtering. Set i et bredt perspektiv er det robotløsninger til betjening af maskiner, pakning og montage. Det kan f. eks. være til produktion af filtre,  eller pakning af fødevarer. I løsningerne er der tænkt på og taget forbehold for kundernes strategi, logistik, teknologi og proceskendskab.

Endelig har vi vores tredje forretningsområde, der dækker over service. Det er en rigtig vigtig del af vores forretning, der også betyder noget for kunder. Den gode service får kunderne til at komme igen og igen. Flere af vores kunder har servicekontrakter, hvor vi står klar med akut-service 24-7-365. Blandt de kunder, har vi eksempelvis LEGO og GKN Wheels. Vi har seks servicemedarbejdere i en vagtordning, der altid kan rykke. Det har stor betydning for den del af vores kunder som producerer døgnet rundt.” 

DanRobotics er ikke en produktionsvirksomhed med maskiner, som man kunne tro, når man træder ind, derimod designes og programmeres her individuelle kundetilpassederobotløsninger til alle former for industri. Et netværk af underleverandører bebearbejder og producerer komponenterne som leveres ind til den nye montagehal på Barmstedt Allé. Her samler medarbejderne delene til færdige robotløsninger.

Den fynske virksomhed står også for, at alle godkendelser er i orden, herunder CE-godkendelser, risikovurderinger og alt det der skal til for at robotanlæggene lever op til gældende standarder, og de krav som er afstemt med kunderne.Det er et stort arbejde, der ligger bag.

Bankmanden Leif Andersson (tv) har været med i mange år som rådgiver for Kim Koertsen. Han er imponeret over udviklingen.

“Vi har bygget nogle virkelig spændende robotanlæg, arbejdet med ekstremt mange interessante projekter, hvor jeg også som tekniker, har været i ekstase over, hvor spændende mulighederne og løsninger var og kunne være. Vi har også lært hvor vigtigt det er at gøre svær teknologi let at bruge i den daglige produktion.

Det nytter ikke noget at arbejde med gode tekniske løsninger som ikke er brugervenlige for kunderne.

Derfor arbejder vi meget strategisk med alle vores projekter. Vi er dygtige og grundige, når vi laver noget, her er projektledelse og styring af projekterne en vigtig parameter. Levering til tiden skaber værdi og god økonomi for både os og kunderne.  

Når Kim Koertsen fortæller, er det tydeligt, at der er sket meget i virksomhedens 18-årig levetid. 

“Jeg husker, at jeg besøgte Leif i banken med en forretningsplan. I den stod der, at DanRobotics skulle være 3-5 medarbejdere og arbejde med faste kunder. Når man ser tilbage på den plan, så er det helt vildt, hvad der er sket. Vi skulle ikke kun hjælpe med service og programmering, derimod skulle vi stå for konkrete projekter i industrien. I dag er vi ekstremt stærke på svejserobotter, hvor vi er en af de førende i Danmark. Vi har helt klart satset rigtigt, og i øvrigt udviklet vores koncepter og forretning løbende. Det har givet positive resultater og gjort vores vækstrejse mulig,” siger Kim og fortsætter:

“Vi har også lagt en ny strategiplan mod 2024. Den blev lavet før COVID-19, og fokuserer på, at vi skal skabe vækst og udvikling for medarbejdere på alle tre forretningsområder. Vi har fået flere produkter og arbejder med flere samarbejdspartnere, på robotsiden har vi nu samarbejde med både ABB og KUKA. I takt med, at vi har fået flere kunder, har vi nu udvidet produktpaletten, så vi kan hjælpe flere. Servicen er altid i vores DNA, og det er i sidste ende også det, der sikrer, at vi har mange loyale kunder.”

Kundedatabassen er vokset, og tæller alt fra de små smedemestre til internationale mastodonter, og bag den rejse roser Kim sine medarbejdere.

“DanRobotics medarbejdere er gjort af et særligt materiale, vi har et bredt team bag virksomheden. Fagligt er vi solidt besat med gode medarbejdere, indenfor alle grupper fra smeden, ingeniøren til lederne. Samtidig arbejder vi i en flad organisation, hvor vi rekrutterer kompetente medarbejdere med baggrund i personlighed og en vurdering af, at medarbejderne skal passe til vores virksomhed. Vi går efter talent og læring,” siger direktøren. 

2024 strategi er også et fokus på en større håndteringsafdeling

“Trods Coronaen så tror vi på vores langsigtede mål. Vi skal løbe stærkt, når samfundets hjul for alvor ruller igen, men det er vi klar til. Vi har de rigtige folk ansat og fokuserer på vores strategi. På sigt vil flere kolleger komme til, og vi vil arbejde med flere systemer. Vi sætter os ikke bare tilbage. Senest har vi haft et fokus på ISO9001, og sådan bliver vi ved. Vi arbejder med vores interne strategi, strategiske fokusområder, roller og ansvar, og det vil helt sikkert udvikle DanRobotics og skabe resultater,” siger Kim Koertsen. 

For Leif Andersson har det været spændende at følge Middelfart-virksomheden på Barmstedt Allé

“Der er gået mange år siden starten og det har virkelig været spændende at følge deres rejse. Noget af det, som jeg ser som en driver, er virksomhedens måde at tænke på. Kim og mandskabet tænker hele tiden, men selvom de tænker meget, så er der styr på tingene,” siger Leif Andersson og tilføjer: 

“Det har været en fornøjelse at stå på sidelinjen og følge med. I Nordfyns Bank har vi set det vokse og det er gået stærkt. Som bank har vi små- og mellemstore virksomheder i porteføljen. Så at være med i sådan en udvikling, som vi har set med DanRobotics har været fantastisk. Vi er aldrig i tvivl om, at de når deres mål. De er en stærk partner, der tænker sig om, derfor var det også unikt at få muligheden for at gøre deres drøm om et nyt domicil til en realitet. Det er dejligt at køre forbi og se det nu.” 

Hvilken betydning har sådan en virksomhed med den historie for byen? 

“Det er alfa og omega. Det tegner et billede af Middelfart som en by i vækst. Det samme ser vi i Fredericia. Byerne omkring broerne gør det godt – og DanRobotics, Fiberline og de øvrige virksomheder styrker området. De er med til at vækste byen, og når man ser fra motorvejen, hvad der er sket de senere år, så er det fantastisk. Samtidig investerer gode erhvervsfolk i bymidterne. Det er guld værd. Det samme ser vi i de mindre lokalsamfund, hvor investeringerne er med til at sikre i sidste ende, at nye borgere kommer til, flere udstykninger finder sted i en dynamisk tid. Det gavner i sidste ende også os som pengeinstitut,” siger Leif. 

Kim Koertsen er enig. 

“Vi kunne have flyttet til Odense, som regnes for hovedstaden inden for robotteknologi, men fra Middelfart er der ikke langt til Odense. Det er f.eks. ikke umuligt at rekruttere medarbejdere fra byen. Nogle vælger også at etablere sig her i kommunen, hvilket er rigtig fint.

Middelfart er et godt udgangspunkt for service, herfra kan vi på 2,5 time nå de nordjyske og sjællandske kunder. Vi har derfor også en vagtordning, hvor vi indenfor tre timer skal være fremme. Det kan vi fordi, vi er godt placeret i Middelfart,” siger Kim og slutter:

“I øvrigt nu, hvor Leif, har nævnt os, så betyder det noget, at vi har en bank, der tror på vores forretning. Nordfyns Bank har altid været interesseret i vores forretning, og vi er glade for at kunne finde en lokal bank, der vil støtte op om vores projekt – og så kan de i øvrigt være med på konkurrencemæssige vilkår.

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer