BOLIG MAD DESIGN er Danmarks bedste bolig- og livsstilsmesse med alt det ypperste inden for boligindretning, boligfornyelse, mode, livsstil, design og gastronomi samlet på ét sted. Kom og oplev Smagen af Danmark og alt det lækre, der er med til at skabe stjernestunder i livet og i hjemmet.

Fredericia AVISEN besøgte messen 24 timer før, den løber af stablen i MESSE C denne weekend. Imens Hørkram-messen pilles ned med lastbilerne rullende ind og ud, stiller messeudstillerne op til weekendens store og populære messe. Vi mødte vindues- og tømrermester Bo Frandsen sammen med tømrersvend Jesper Løkkegaard. Løftende på store og småvinduespartier talte vi om messen, og hvorfor de var med.

“Vi har været med i en del år. Det er en god måde for os at møde kunder. Der er en god stemning til messen, og vi kommer tæt på vores kunder. Det er den gode gamle mund- til mund-metode. Den personlige kontakt giver noget. Det er ikke alle, der slår til her på messen, men vi sår frø,” fortæller Bo Frandsen.

Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen, Fredericia Avisen.
Mød Fredericia Kommune

Der er et leben uden lige i de store betonhaller. MesseC er som en levende organisme. De store haller sover aldrig, og der sker altid noget, og nu er jeg nået til Fredericia Kommune stand.

Gardenia Blomster i Erritsø er ved at pynte op på Fredericia Kommunes stand.

“Fredericia Kommune har i et par år i træk deltaget i bolig-, mad- og designmessen i MesseC i februar måned, og vi er der naturligvis for at møde borgerne og for at sætte ansigt på ”den dersens kommune”. Vi vil gerne i dialog med messegæsterne – uanset om de er borgere eller bosat uden for kommunen, dvs. give folk mulighed for at stille spørgsmål, få gode råd etc. Men vi er der også for at fortælle både lokale og ikkelokale besøgende om de mange tilbud, tiltag og projekter, der er i Fredericia Kommune,” fortæller Jane Kvist Poulsen og fortsætter:

Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen, Fredericia Avisen.

“På standen vil der være lokalkendte medarbejdere, der arbejder med bl.a. byplanlægning/arkitektur, turisme, kultur/fritid og bosætning. Desuden vil der være en del af de frivillige fra vores ”Del din by”-ambassadørkorps, der altid står klar til at vise Fredericia by eller lokalområdet frem for tilflyttere eller andre nysgerrige. På standen vil der for de voksne være smagsprøver på lokalproduceret vin, børnene kan hvile benene ved tegnebordet, og så er der naturligvis også en konkurrence med gode præmie.”

Jeg er retur ved Bo Frandsen, hvor jeg startede. Jesper og ham er nået langt. Der bliver også mulighed for at taste løs og se mulighederne for vinduer til sit eget hus. Den 43-årige lokale tømrermester, som bor i Trelde med sin hustru, deres to drenge og hund, håber at se en masse mennesker i de næste to dage – og vejret lover godt.

Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen, Fredericia Avisen.

“Ser vi på de foregående år, er dårligt vejr godt nyt for os. Jeg husker et år, hvor solen stod på skyfri himmel – og det var første gang, at den kiggede frem sådan rigtigt – der var der ikke mange mennesker, men vi havde nu en god messe alligevel,” siger Bo Frandsen.

Du siger, at du er vinduesmester – hvad betyder det?

“Godt spørgsmål, jamen vi er naturligvis eksperter i at sætte vinduer i. Vi var faktisk på det første vindueshold ved Velfac tilbage i 2004. Vi er i alt 148 vinduesmestre i Danmark. Fælles for os alle er en stor faglig stolthed, og et godt håndværk i vores arbejde. Vi ved, hvad vi taler om, og vi sætter en stolthed i vores arbejde. Kvalitet kommer af omhyggelighed. Og i sidste ende giver det også glade og tilfredse kunder. Det er jo dem, vi alle lever af,” siger Bo Frandsen.

Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen, Fredericia Avisen.

Jeg når også forbi Wesenbergsudstilling, hvor jeg dog ikke når at tale med nogle, men der er senge for enhver smag. Fredericia AVISEN sender også nyheder fra messen denne weekend. Så følg med.