Forside Danmark Danmarks Statistik: Halvdelen af os ejer jord

Danmarks Statistik: Halvdelen af os ejer jord

DEL

Halvdelen af alle danskere over 20 år ejer en del af det bebyggede areal i Danmark. En kvart million danskere ejer mere end én ejendom, og mændene ejer mest.

1,9 mio. danskere ejede tilsammen næsten tre fjerdedele af de i alt 3.000 km2 bebyggede områder i Danmark i 2016. Det svarer til omtrent halvdelen af alle over 20 år.

De fleste, der ejer bebyggede arealer, ejer en enkelt ejendom. Men en kvart mio. danskere ejer mere end én ejendom med bebyggelse, viser analysen, ‘Hvem ejer de bebyggede områder i Danmark?’, som Danmarks Statistik udgiver i dag.

“Selvom de bebyggede arealer blot udgør 7 pct. af det samlede areal, er ejerskabet og fordelingen af netop disse arealer særligt interessante, fordi det er her danskerne bor, arbejder og opholder sig det meste af tiden – samtidig er det typisk disse arealer, der koster mest pr kvadratmeter,” siger specialkonsulent, Ingeborg Vind, der har skrevet analysen.

Analysen viser også, at to tredjedele af det bebyggede areal, som er ejet af privatpersoner, ejes af mænd. I nogle kommuner særligt i Jylland er mændenes ejerandel endda oppe i nærheden af 80 pct., mens ejerandelen i nogle få kommuner i hovedstadsområdet er næsten ens for mænd og kvinder, da mere end 45 pct. af de bebyggede områder ejes af kvinder.

Ejerskabet er fastlagt ud fra hvem der står på skødet og tager ikke hensyn til evt. formuefællesskaber hos fx ægtepar, hvor kun den ene ægtefælle står opgjort som ejer.

Mens 7 pct. af Danmark i 2016 var bebyggede områder, dækkede landbrugsjord 61 pct. af landet, 25 pct. af arealet var skov, lysåben natur, søer og vandløb, og 7 pct. af arealet var klassificeret som øvrige arealer. Inden for alle arealtyperne ejede private og interessentskaber over halvdelen af arealet i 2016.

https://www.fredericiavin.dk/
Annonce