I en tid, hvor alle offentlige arrangementer og sportsbegivenheder bliver aflyst på stribe, og sportsfolk kan se lang tids træning falde til jorden, har 2 gode venner sat sig sammen (hver for sig) og arrangerer nu Danmarks første virtuelle triatlonrace.

Det er manden bag de store triathlonstævner i Fredericia tilbage i 90´erne og 00`erne, Ole Nikolajsen, der sammen med Mads Stryhn, manden bag Lillebælt Halvmarathon, har sat sig for at lave et race for alle de triatleter, der går som løver i et bur og ikke kan komme ud at konkurrere.

Racet afvikles lørdag den 8. august 2020.

-Vi ønsker at skabe en dag, hvor vi kan få så mange triatleter i gang som muligt. Derfor laver vi også det virtuelle race på 4 forskellige distancer.

Den korte distance på 400 meter svømning, 18 km. cykling og 4,2 km. løb (1/10 Ironman distance).

Mellem distancen på 950m. svømning – 45 km. cykling og 10,5 km løb.

Halv Ironman distancen på 1900 meter svømning, 90 km. cykling og 21,1 km. løb.

Den klassiske Ironman distance på 3,8 km. svømning, 180 km. cykling og 42,2 km. løb.

Derudover kan man også deltage i en stafet på de 2 lange distancer.

Det er deltagerne selv, der skal lave deres rute, og tidtagningen kommer til at foregå via en app, som deltageren (eller en sekundant) skal ind og slukke for, når den enkelte atlet er færdig.

Alle deltagere får før racet tilsendt en lille pakke med en medalje, deltager/Finisher T-shirt og et startnummer.

Denne dag gælder det ikke om at vinde, men om at være med. Vi ønsker at skabe noget, triatleterne i Danmark kan snakke om, glæde sig til og gennemføre sammen hver for sig. Alle er vindere denne dag.

Der vil dagen igennem være livedækning, hvor vi følger deltagerne rundt i hele Danmark. Planen er, at vi vil have kontaktpersoner rundt i hele Danmark, der via deres telefon er live igennem og fortæller, hvordan det går.

Der vil ligeledes hele dagen være masser af konkurrencer, som dem der ser med på live dækningen eller er færdige, kan deltage i.

Selve live dækningen og studiet bygger vi op i det ”gamle triatlon mekka” Østerstrand i Fredericia.

Kort sagt ønsker vi at skabe en dag, som kan være noget, man glæder sig til, og noget man kan træne frem mod.

Man kan læse meget mere om racet på vores facebookside VirtuelMan eller via vores tilmelding, Sportsimning.dk

For yderligere oplysninger kontakt

Ole Nikolajsen                             Mads Stryhn

30 59 49 50 40 13 13 43

Skriv et svar