TVIS og Everfuel indgår Danmarks første aftale om at udnytte overskudsvarme fra PtX-teknologier til fjernvarme. Everfuels 20 MW alkalisk elektrolyse-anlæg i Fredericia er vel undervejs, og TVIS’ fjernvarmesystem skal afkøle anlægget og opsamle og integrere overskudsvarme på cirka 70 grader i fjernvarmeforsyningen.

– Fjernvarmen kan hjælpe Everfuel med at afkøle de tekniske anlæg, som genererer en del overskudsvarme, og med vores nye aftale understøtter vi hinandens behov, for brintfabrikkens spildprodukt bliver en ressource for fjernvarmeforbrugerne i Trekantområdet. Her har vi et samarbejde, hvor alle parter får noget ud af det, og vi får værdifulde erfaringer om varmepotentialet i brintproduktion, siger Lars Schmidt, bestyrelsesformand i TVIS.

Ved 100 % kapacitet kan elektrolyse-anlægget udnytte den grønne strøm til cirka otte ton grøn brint om dagen. Den grønne brint skal blandt andet erstatte brint fra fossile kilder på raffinaderiet i Fredericia, hvor ét ton grøn brint fortrænger ti ton CO2 på raffinaderiet.

TVIS varmeleverandører og kunder

Ved at integrere brintproduktionen fra PtX-anlæg med fjernvarmen, sikrer vi god sektorintegration, der kan nedbringe omkostningerne til produktionen af grøn brint. Teknologien er kendt, men vi skaber alligevel energi- historie, fordi vi stille, men støt opbygger et nyt energisystem, der leverer et reelt bæredygtigt alternativ til fossile brændsler. Vi er i starten af et marked, der kun går én vej, og vi ser frem til at fortsætte samarbejdet om at udvikle grøn energi sammen med TVIS, siger Jacob Krogsgaard fra Everfuel.

Grøn varme til 500-600 husstande om året, i første fase

TVIS og Everfuel har i dag underskrevet aftalen, som giver TVIS rettighederne til al overskudsvarmen fra brintfabrikken. Til april etablerer TVIS derfor en 1.2 kilometer lang fjernvarmeledning fra det eksisterende tracé på Egeskovvej og langs Ydre Skovvej til elektrolyse-anlægget, som allerede er under etablering og forventes at stå færdigt til efteråret 2022.

Elektrolyseanlægget består af otte elektrolyse-enheder, som opnår varmegrader på op til 80 grader, når de skal producere brint til Crossbridge Energy raffinaderiet. Når brintfabrikken står færdig I 2022 kan det levere 0,6 MW varme det første år, hvilket vil stige til 3 MW efter 10 år, fordi elektrolysecellerne bliver mindre effektive over tid, når de nedslides og afgiver derfor mere og mere varme. Vi er glade for at udvikle de her erfaringer med TVIS, som baner vejen for endnu flere energiressourcer fra anlægget og markant mere overskudsvarme fra HySynergy II, forklarer Jesper Veilstrup, Senior Project manager hos Everfuel.

Illustration af elektrolyseanlæg og tvis-ledning. Foto: Everfuel, ARKIKON

Overskudsvarme udgør op til 25% af energien i PtX-processen, og afkølingen bidrager også til bedre udnyttelse af energien, fordi driftstiden øges. Derudover gør indtægten fra varme også brintprodukterne mere økonomisk attraktive.

Investeringer i Trekantområdet skaber PtX-succeser

Kort over TVIS varmesystem

Everfuels brintfabrik har en hensigtsmæssig placering i det danske energisystem, dels da det skal forsyne et af Danmarks to raffinaderier, hvor kun det ene i Fredericia også ligger tæt på et varmesystem. Samt el, gas, transportinfrastruktur, opbevaring, distribution og kilder til kulstof.

Vi kan gøre brintbaserede grønne drivmidler økonomisk attraktive til blandt andet tung transport, fly- og skibstransport, og fjernvarmen har en nøglerolle, dels fordi vi bidrager til højere energieffektivitet. Vi viser, at det er en god investering med fordel på tværs af brancher, og som samtidigt driver den nødvendige teknologiske fremdrift mod klimamålene. Med initiativer som dette skaber vi sektorintegration og vi øger hastigheden for at etablere PtX-teknologi i Trekantområdet, siger Jørgen Nielsen, direktør i TVIS

Skriv en kommentar