På et mål af Pernille Harder 20 minutter før tid lever Danmark fortsat ved EM-slutrunden i England.

I den første kamp fik Danmark en fodboldlektion mod Tyskland, og derfor skulle der en sejr på bordet over Finland, for at Danmark stadig kunne sikre sig videreavancement ved EM-slutrunden.

På stadionet Stadium MK i Milton Keynes kunne de danske fans se, at Danmark havde Nadia Nadim med i startopstillingen. Efter ti minutter var hun tæt på at bringe danskerne i front, men ind kom bolden ikke, og derfor var stillingen efter første halvleg 0-0.

I anden halvleg reagerede landstræner Lars Søndergaard fra bænken. Nadim havde haft endnu en chance for at score, denne gang på en friløber, men hun misbrugte forsøget og blev efterfølgende skiftet ud. Det samme gjaldt Sara Thrige, og de blev erstattet af Sofie Svava og Sofie Bredgaard. 

Efter 71 minutter kom den forløsende scoring. Karen Holmgaard headede bolden på overliggeren, men returbolden satte Pernille Harder hovedet på, og så var Danmark i front med 1-0, og det lignede for alvor en dansk triumf.

I kampens overtid holdt det dog hårdt, da Finland havde et nærgående langskud, som den danske keeper, Lene Christensen, flot reddede, og sikrede Danmark sejren.