Forside Fredericia Danmark afværgede kupforsøg i vanvittig kulisse

Danmark afværgede kupforsøg i vanvittig kulisse

DEL
Foto: Matthias Niels Runge Madsen, Fredericia AVISEN

Østrig havde en plan, der var timet og tilrettelagt. Den satte danskerne under et gevaldigt pres, som de hidtil ikke har været udsat for under VM-slutrunden. Den holdt ikke i længden, og kupforsøget blev afværget af Danmark, der sejrede i sikker stil med 17-28 for øjnene af en ellevild Jyske Bank Boxen.

Stemningen havde fået et nøk i vejret, og ståtribunen bag det ene mål var endnu mere op at ringe, end til de to forgående kampe i Jyske Bank Boxen mod Tunesien og Saudi-Arabien.

Foto: Matthias Niels Runge Madsen, Fredericia AVISEN

Nikolaj Jacobsen blev modtaget endnu mere som folkets mand, som der var massive stående klapsalver til. Der blev skrålet endnu mere igennem på nationalmelodien og det gjaldede “Lå, lå lå, lå, lå…”, da kampen blev fløjtet i gang, men de udvalgte danskere lagde ud med at smide bolden væk. Det straffede den skarpe østrigske højre fløj Robert Weber, der blev hyldet af en højlydt østrigsk fanskare, der var på omkring 100 mand stærk, og dermed i klart undertal i Boxen.

Foto: Matthias Niels Runge Madsen, Fredericia AVISEN

En angrebsfejl i det næste danske angreb, og endnu en scoring af Robert Weber gjorde, at danskerne fik at føle, at der for første gang under VM-slutrunden var en kompetent modstander. For første gang under dette års VM-slutrunde var Danmark bagud, men Jyske Bank Boxen lagde sig ikke ned og eksploderede, da Nikolaj Øris efter fire minutter fik gang i den danske målscoring. En straffekastredning af Niklas Landin fik nærmest taget til at lette, men Danmark smed nok en gang bolden væk og Østrig straffede det prompte.

4-2 var stillingen efter 11 minutter, efter Lasse Svan havde brændt tre 100 %-chancer i træk på den østrigske keeper, Kristian Pilipovic, som sidenhen også reddede et straffekast. Det fik den danske landstræner Nikolaj Jacobsen til at arrangere timeout efter 15 minutter ved stillingen 5-2, og det gav straks effekt, da Magnus Landin scorede.

Foto: Matthias Niels Runge Madsen, Fredericia AVISEN

Det forkrampede danske angrebsspil gjorde, at Nikolaj Jacobsen kommanderede 7 mod 6, og det fik det danske angrebsspil til at vågne op til dåd, og danskerne kom på 8-6 ved en flot reducering fra Magnus Landin på den danske venstre fløj. Danmark fik reduceret yderligere 8-7, da bomstærke Simon Hald fik fat i bolden og scorede, hvilket fik den østrigske landstræner Patrekur Johannesson til at forlange timeout efter 23 minutters spil, men lige lidt hjalp det. En stor redning af Niklas Landin på en ellers elegant østrigsk kombination gjorde, at Henrik Møllgaard kunne udligne til 8-8 og få Boxen helt op at ringe. Opturen fortsatte. Landin pillede en ellers storspillende Robert Weber, og det satte gang i den danske kontramaskine, som Nikolaj Øris denne gang udnyttede til at bringe Danmark foran for første gang i kampen.

Den danske optur ville ingen ende tage. Danskerne titvang sig igen bolden, og Rasmus Lauge brød energisk igennem den østrigske defensiv, der ikke kunne modstå Lauges fysik, og kunne se den danske styrmand bringe Nikolaj Jacobsens tropper foran med 8-10.

End ikke et straffekast kunne få Østrig på måltavlen, og da en østriger blev grebet ud efterfølgende, kom anfører Niklas Landin på måltavlen, da han viste skarphed fra egen banehalvdel og scorede det sjette danske mål i træk, som gjorde, at danskerne gik til pause foran 8-11.

Foto: Matthias Niels Runge Madsen, Fredericia AVISEN

Det danske tog buldrede videre som et velsmurt maskine fra anden halvleg. To scoringer i træk satte gang i bølgen, men Østrig fik sat en prop i. Det endte med at blive til otte danske scoringer i træk før, at det lykkedes østrigerne at komme på måltavlen.

Med 22 minutter tilbage af opgøret lød den danske føring på 12-16, og i et forsøg på at få østrigerne tilbage i kampe tog Patrekur Johannesson sin anden timeout. Den østrigske satsning med 7 mod 6 fortsatte, med kynisme udnyttede Rasmus Lauge det til at score i tomt mål, og dermed forpurrede han Patrekur Johannessons planer.

Foto: Matthias Niels Runge Madsen, Fredericia AVISEN

Den danske scoring i tomt mål fik Johannessson til at bide i det sure æble, og sande, at taktikken ikke kunne lykkedes. Derfor kommanderede han Kristian Pilipovic til at blive i målet, når østrigerne angreb.

I bedste Egon Olsen-stil lagde den kommende Skjern-træner en ny plan. Med 16 minutter igen trykkede han på timeoutknappen for sidste gang i dagens opgør.

Lige som i Olsen Banden endte den østrigske plan galt. Lige meget hvad der blev forsøgt lykkedes det ikke i slutningen af kampen, og den danske føring nåede op på 13-23 med ti minutters tid tilbage af opgøret.

Østrig kunne slet ikke modstå Danmark, efter deres kupforsøg i indledningen af kampen. Det gjorde, at Nikolaj Jacobsen i slutningen af kampen kunne benytte sig af den danske bredde. Det betød spilletid til Jannick Green, Nikolaj Markussen, Mads Mensah og Morten Olsen, der endte med at køre en dansk sejr hjem på 17-28.

Med sejren har Danmark maksimumpoint efter fire kampe i det indledende gruppespil, og der er dermed lagt op til den helt store gruppefinale mod Norge på torsdag i Jyske Bank Boxen.

https://www.laterrazza.dk/
Klik på annoncen og se mere
DEL