FC Fredericia vandt 2-4 i Sydbank Pokalens 3. runde på udebane mod BK Avarta. Ifølge cheftræner Jonas Dal var FC klart bedste hele kampen igennem, selvom pausestillingen var 2-2.

Efter to mål fra Jacob Buus, et fra Kristian Kirkegaard og et fra Victor Ezekiel endte FC Fredericia med at vinde sikkert i sidste ende.

“Vi var klart bedst, og der var tydeligt forskel på niveauet, så vi var ikke i problemer. Det var et spørgsmål om hvornår vi ville komme foran,” siger Jonas Dal.

FC Fredericia kom foran to gange i første halvleg, men begge gange svarede Avarta igen. Det var dog ikke noget, der fik Jonas Dal til at gå i panik.

“Vi følte, at vi var i kontrol. Det, der havde været frygteligt, var hvis vi kom bagud og det skete ikke. De skulle frem, da vi var kommet foran, men vi sad på hele kampen,” siger Dal og kommer ind på præstationerne i kampen:

“Jacob Buus kom i fokus på godt og ondt, fordi han lavede to opspilsfejl, men han lavede til gengæld også to mål. Det var rigtig fint, og vi skal hæfte os ved, at han kommer så meget med og spiller en fin kamp. Det var selvfølgelig en malurt i bærgret med opspilsfejl, men når man er højre back og laver to mål, skal man have ros for det,” fortæller Dal , der også glædede sig over, at Victor Ezekiel kom på måltavlen for første gang:

“Det var rigtig dejligt, og fedt at han kom i gang. Ellers gjorde holdet det som helhed godt, og det var en professionel indsats hele vejen rundt.”

I en af de andre kampe i tredje runde måtte FCK ud i forlænget spilletid og straffe før de gik videre mod Hillerød. Det var Jonas Dal glad for, at FC Fredericia slap for.

“Der er ingen grund til, at vi skulle ud at spille 120 minutter og i straffesparkskonkurrence. Det handlede om at vinde og komme hjem igen. Vi ville gerne videre og derfor havde vi stillet et stærkt hold, og derfor tog vi det seriøst,” siger Jonas Dal.

Med sejren er FC Fredericia klar til fjerde runde i Sydbank Pokalen, og her har Dal ønsket klar, når det kommer til modstanderen, der endnu er ukendt.

“Er der stadig 2. divisionshold med tager vi gerne sådan et igen og går videre. Det værste, som kan ske er, at vi møder et 1. divisionshold på udebane. Alt andet er sjovt,” udtaler Jonas Dal.

FC Fredericia skal i aktion igen på søndag i NordicBet Ligaen, hvor modstanderen er Hvidovre hjemme på Monjasa Park.

https://www.facebook.com/menyfredericia/