Jeg skal til start sige, at jeg har boet syd for Athen i årene 1991 til 2009,  jeg var en af de der udenlandsdanskere, der blev mere dansk af ikke at være i Danmark. Vi fejrede i den Danskeforening blandt andet hvert år Dronningens fødselsdag. Det foregik med pomp og pragt, der var syv-retters middag på et 5-stjernede hotel, et nifoldigt leve til Dronningen samt en hilsen sendt til hende på fint papir med foreningens logo behørigt underskrevet af Ambassadøren og foreningens bestyrelse.

Invitationen som jeg fik.

2006 var året, hvor Dronning Margrethe og Prins Henrik aflagde det første officielle besøg i Grækenland siden militærkuppet i 1967, hvor det græske militær afsatte Kong Konstantin og Dronning Anne Marie.

I 2004 havde regentparret sammen med kronprinsparret dog været i Athen for at overvære OL og følge de danske atleter. Jeg husker dem tydeligt ved finalen i damehåndbold, hvor alle danskere var rykket sammen midtfor på den ene langside i en halvtom hal. Kongehuset sad lige overfor på den anden langside sammen med nogle forskellige VIP-personer og andet godtfolk. De råbte og skreg mindst ligeså højt som alle vi andre, og det blev meget patriotisk, da vi vandt den spændene finale og rendte rundt med et kæmpe dannebrogsflag i hallen, altså vi i pøblen løb rundt, ikke dronningen da hun havde ondt i knæet.

Tilbage til 2006. Under stort postyr og mediekaos var Dronningen og Prins Henrik blevet inviteret på officielt besøg i Grækenland. Grækerne er yderst antiroyale, på nær et lille fåtal, der stadig vil have en konge. I og med at Dronning Magrethe og eks dronning Anne Marie er søstre gav det et kæmpe indenrigspolitisk slagsmål i Grækenland. De skulle ovenikøbet sejle dertil med Kongeskibet Dannebrog, bevogtet af en dansk fregat. 

I forbindelse med besøget var der en masse officielle ting, middag med lokale danske erhvervsledere, en statsbanket, et besøg på det Danske Institut og meget mere. Dronningen havde udover det valgt at mødes mere privat med os lokale Danskere, og midt i et meget stramt program inviterede hun en 120 stykker af os ud på hendes båd for at høre lidt hiphop , spise nogle pindemadder og hygge os lidt. 

Det var en spøjs oplevelse at komme ud til kajen hvor Dannebrog lå til kaj, jeg havde på daværende tidspunkt en stor pickup truck, 6,2 meter lang, som bil og ellers kørte jeg motorcykel, så jeg have allieret mig med et par af vennerne ude fra Mærsk Brookers, der havde en lidt mere diskret bil i form af en Morris Mini og fik et lift af dem. Vi ankom i den meget lille bil og sprang fire mand ud af den, PET-agenterne der stod ved nogle scannere vi skulle igennem, småsmilte lidt. 

Det var blevet sagt fra ambassaden, at vi skulle have uformel påklædning på, i mit tilfælde bestod det i et par jeans, gummisko og en skjorte, Mærskfolkene havde skjorte og slips på, dem der kender nogle af de herrer, der arbejder på et Mærskkontor kan nok nikke genkendende til, at det mest afslappede, de kan have på som minimum er skjorte og slips.

Henne på kajen lå Dannebrog, badet i sol fra en skyfri græsk himmel, et smukt skib, med flaget hejst og landgangen gjort klar. Der stod en officer med en fløjte og vi der kom op af landgangen, blev enkeltvis introduceret til Dronningen og Prinsgemalen, jeg blev hel mat i knæerne da ham med fløjten fløjtede og herefter sagde, Hr. Frank Jensen og lod mig give hånd til regentparret der sagde velkommen om bord,  jeg fik vist også sagt tak fordi jeg måtte komme.

Der var anrettet en bar med øl og vin på den højre side af skibet, i stævnen var der en scene med et band der spillede, og der gik tjenere rundt med fint anrettede pindemadder, jeg havde naturligvis brug for en øl og søgte straks mod baren, det viser sig at kongeskibet har sit eget ølmærke, kongeblå etiketter med skibets navn og et litografi af skibet. Jeg spurgte straks bartenderen om jeg måtte beholde den tomme flaske når jeg var færdig, hvortil han lo og svarede at jeg ikke var den første der havde spurgt, men at man desværre skulle stille den tomme flaske inden man gik fra borde igen.

Det var en hyggelig reception, der blev holdt et par taler og der blev spillet. Mens jeg midtvejs inde i receptionen gik rundt og så lidt på skibet kom jeg forbi en åben dør indtil en rygelounge, Dronningen, som stadig havde dårligt knæ, havde sat sig derind for at ryge en smøg,  jeg fik impulsivt, henne ved indgangen til loungen, sagt til Dronningen : Ja, de nyder vel lige at kunne sætte dem herind og få en smøg, jeg tror hun blev meget overrasket for hun kiggede bare på mig og med hovedet sådan lidt på skrå svarede hun: “Ja, det kan de tro, at jeg gør” , og sådan gik det til at jeg , næsten, fik en smøg med Dronningen.

Dronning Magrethe længe leve, Hurra, Hurra, Hurra, Hurra, Hurra, Hurra, Hurra, Hurra, Hurraaaaaaaa.

Tillykke til Dronning Magrethe den Anden af Danmark med de 80 år.

Frank

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer