Gennem de sidste 10 år har internationale streamingtjenester været i fuld gang med at ændre fundamentalt på hele medielandskabet. Det er sket gradvist i takt med at internetkapaciteten er vokset og at flere husstande over det meste af verden er kommet med på den teknologiske datavogn.

Kim Larsen fortalte ofte om hvordan han som dreng var blevet inspireret og præget af at gå i den lokale biograf, hvor han i 1950’erne så helte som Kirk Douglas og John Wayne i de store, amerikanske Hollywood-klassikere. Han udtrykte på vegne af sin generation den indflydelse, der var kommet fra Amerika. Hollywood var i stand til at skabe magi, som kom ud på biografernes lærred, og hvor man skrabede penge sammen til en biografbillet. Så sad man sammen med mange andre mennesker og levede sig ind i en anden verden.

Dengang var der ikke nogle alternativer til biografen, hvis man ville den slags. TV’et var endnu i sin barndom, grumset, sort og hvid, i bedste fald med opera og senere teater. Men det ændrede sig årti efter årti.

Før internettet
Tiden før denne udvikling var i næsten 100 år præget af at biograferne var der, hvor man så film. I 1960’erne slog TV igennem som en mainstream teknologi med underholdning til folket. Det betød også udviklingen af tv-formater, der ikke passede til biograferne, som man nu begyndte at kalde for “den store skærm”.

De såkaldte spillefilm kom først i biograferne og så kunne de efter en årrække ende på tv-skærmene. På den måde holdte biograferne fast i deres privilegie som premiere og nyhedsplatform for nye film. Hele denne model blev styret gennem Hollywoods studiesysten, og samtidig blev filmproduktionerne dyrere og dyrere. For der skulle mere og mere til for at lokke folk i biografen.

I 1980’erne slog videomaskinen igennem som mainstream teknologi. Med videomaskinen kunne folk afspille film derhjemme selv og de havde derfor ikke længere brug for en tv-kanal til at vise en film. Nu forøgede markedet sig med en ekstra premiere platform og en langt længere levetid for filmtitler. Først kom filmen i biografen, så kom den på video og til sidst kunne den komme på tv. Videomaskinen blev i 1990’erne udskiftet med CD og DVD, men konceptet var det samme. Folk gik ned i butik, hvor de kunne leje en film i 24 timer. Overalt skød der sådanne videoudlejnings-butikker op.

En af dem man husker i det meste af verden er Blockbuster. Netflix startede i 1990’erne med det koncept at leje film ud via internettet. Så sendte man en film hjem til husstanden. Altså en ganske almindelig postordre handel via internettet. Film blev også sat til salg, så man kunne købe sig til en kopi af filmen. Først til videomaskinerne, så til DVD eller andre digitale medier. Det var et lukrativt marked for filmselskaberne, der både høstede gevinsten af første bølge i biograferne, anden bølge til videomarkedet og tredje bølge til tv-kanalerne. Økosystemet gjorde Hollywood til en kæmpe industri i multi-milliardklassen.

Alt dette fejede internet teknologien væk.

Den nye distributionskanal
Forandringen startede dog meget langsomt. For at man kunne se en film i nogenlunde kvalitet krævede det hurtigere internetforbindelser. Det marked var styret af de gamle telefonselskaber, der gennem hundrede år havde malket forbrugerne for penge, måned efter måned, til telefonabbonementer. Over det meste af den vestlige verden var der gravet kobberkabler ned i jorden, der forbandt husstandene til hinanden via telefoncentraler. I takt med at folk opsagde deres gamle telefonforbindelser, var teleselskaberne klar til at udnytte kablerne til internetforbindelser i stedet for. Naturligvis meget dyrere.

Men internetforbindelserne blev bedre og bedre, for teknologien udviklede sig hurtigt. Der kom også fiberforbindelser, der dramatisk øgede kapaciteten fra de gamle kobberforbindelser. Men helt store skred kom da skærmene fik deres eget liv og blev mobile: Da Steve Jobs fremviste den første smartphone fra Apple i slutningen af nullerne, ændrede hele verden sig på den mest utrolige måde i løbet af ganske kort tid. Smartphones erstattede alle computerens fordele med en mobil enhed, der kunne mange af de mest vitale ting, man før skulle bruge en computer til. Siden er gadebilledet blevet forvandlet til folk med bukkede hoveder, der kigger ned på deres skærme. En generation er vokset op med en smartphone i hånden, og de kan ikke forestille sig hvordan nogen før levede uden. For at tale om at sidde stille i et venteværelse og se i et blad.

Dette skifte segmenterede en afgørende udvikling i måden mennesker bruger medier på, herunder især film og tv.

Distributionskanalerne blev med et snuptag fjernet fra de traditionelle sendemaster og ud på internetforbindelserne. Det efterlod monopolerne på TV i dyb krise. Den krise slås de stadig med, for folk bruger dem mindre og mindre. Istedet for er videotjenester som Youtube blevet den reelle distributionskanal for nyt indhold, styret af verdens største monopol på internettet, Google.

Filmselskaberne så ind i en virkelighed, hvor de gamle metoder var under afvikling. Netflix slog til på det rigtige tidspunkt og lancerede sig som en streamingtjeneste. Væk fra fysiske butikker hvor man kunne leje film: Nu skete det hele online. Men det var ikke Hollywood film, som Netflix kom til at få succes med. De gik helt udenom det forstokkede studiesystem i Hollywood og begyndte at producere indholdet selv. Først og fremmest som serier.

Men gigantsuccesen “House of Cards” hvervede Netflix millioner og atter millioner af nye abbonenter til deres platform. Flere serier blev sat i produktion og sendt ud til det hastigt voksende publikum. Met et snuptag blev Netflix en gigantisk magtfaktor i Hollywood. Også HBO så fidusen, og de producerede serien “Game og Thrones”, der blev så stort et monsterhit, at internetleverandørerne kunne se på deres stastikker, hvornår man udgav et nyt afsnit. Få så så folk med.

Hollywoods søm i kisten
I 2017 var det et faktum, at streamingtjenesterne var fremtiden. Hollywoods tradtionelle filmselskaber havde været for langsomme, og nu måtte de tilpasse sig de nye giganter og samarbejde. Men det store og afgørende slag kom først i 2020, da coronakrisen sendte Hollywood i gulvet med et brag.

Filmselskabernes forretningsmodel var koncentreret omkring premiererne på deres film i biograferne. Coronakrisen lukkede biograferne. Nu skubbede man filmpremiere efter filmpremiere i frygt for at ingen ville gå ind og se filmene. I en tid hvor man brugte trecifrede millionbeløb til selv mindre film, ville det smadre økonomien i filmproduktionen. Selv den nye James Bond film blev sendt til tælling.

Det lukrerede streamingtjenesterne på. De oplevede deres bedste år nogensinde. Folk streamede og streamede, så tørsten efter nyt indhold voksede konstant. Det satte fingeren på det ømme punkt i den traditionelle Hollywood-model: En spillefilm på 2 timer er intet for en streamingtjeneste. Her har man brug for mindst 10 afsnit af en times varighed, hvis det skal give mening at fastholde folk på platformen.

Selve måden at fortælle en historie på var forvandlet.

Serierne der havde givet streamingtjenesterne succes i årerne forinden, var velproducerede og ofte med samme kvalitet som spillefilmene. Det havde demonstreret for alle at der var et marked for serieformatet, der kunne overgå de traditionelle spillefilm fra Hollywood. “Breaking Bad”, “House of Cards”, “Game og Thrones” og “Mandalorian” havde som successerier overtaget. Da mange af de store filmselskaber i slutningen af 2020 besluttede, at flere af deres film skulle have premiere på streamingtjenesterne og ikke i biograferne, medførte det et ramaskrig fra biografkæderne.

Biograferne er på vej til at blive et nichemarked. 2020 lader til at have været året, hvor skiftet fra den traditionelle filmstudie-produktion til den nye serie-produktion endegyldigt slog igennem. Derfor er det heller ikke sikkert, at vi vil se så mange 2 timers film til biografmarkedet i det næste årti. Sandsynligheden for at Hollywood hellere vil producere til streamingmarkedet er langt større, ganske enkelt fordi det er meget mere lukrativt.

Fremtidens publikum

De nye generationer er vokset op med en telefon i hånden. De har lært at kommunikere via tekst, billeder og film på en måde, der aldrig tidligere er set. I den verden kan man blive stjerne, hvis man lægger makeup eller sprøjter med ketchup på biler. Hollywood har endnu ikke fundet ud af, hvordan de fanger dem ind, for det med at holde opmærksomheden i ret lang tid er ikke en del af den hurtige medievirkelighed, for det yngre publikum. De skal allerede fastholdes indenfor de første 20 sekunder.

Tjenesterne arbejder ihærdigt på at finde en måde at kommunikere på. Det er også set i Danmark, hvor DR med deres famøse “John Dillermand” viser hvor ekstremt man er villig til at gå til værks i jagten på de nye generationer. Det er fascination og overraskelse, hurtige sceneskift og selvpromoverende indhold. Det nye publikum kan måske kun nåes ved at skære historierne ned til 15-20 minutters segmenter, og den tendens kan godt begynde at slå igennem på streamingtjenesterne.

Aldrig før har der været så stort et udbud af underholdning, som her i begyndelsen af 2020’erne. Spørgsmålet er om vi kan genkende mediebilledet om 10 år. Hollywood er fortsat den største faktor bag de fleste store produktioner, og det er en industri der først og fremmest af drevet af profit.

Jagten på fremtidens publikum er i gang.

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer